Ved sytten tiden i eftermiddags ringede min gode ven Peter Nicolajsen om jeg ikke kom et smut ned til ham. Jeg undskyldte mig med, at jeg var godt i gang med at skrive min båltale til i aften, så det kneb lidt med tiden. Men hans stemme lød så ophidset, så til sidst startede jeg bilen for at køre den lille afstikker ud til ham.
Han sad ude i haven og så ud over sine marker, hvor kornet bølgede frisk i vinden, men i dag var det som om han ingen ting så, selv om det var et utrolig kønt sted de havde anbragt havebænken. Og sådan en skøn midsommerdag, hvor solen skinner og fuglene kvidrer, var det dejligt at sidde og se ned over markerne og byens silhuet i det fjerne.
Vi satte os ved siden af hinanden på havebænken, og da vi havde siddet lidt begyndte Peter at fortælle:
I formiddags sad jeg her, hvor vi nu sidder. Vejret var fint og jeg sad i mine egne tanker, da jeg blev opmærksom på, at gøgen kukkede i det fjerne, det er der normalt ikke noget mærkeligt i. Men den blev ved og ved i det uendelige. Til sidst fik jeg øje på den nede ved naturgasanlægget, som du også kan se herfra, hvor vi sidder. Jeg syntes jeg kunne se noget stort, eller noget der var meget større end kukkemanden flyve lige foran den. Jeg hentede hurtigt min kikkert og da kunne jeg tydeligt se, hvad det var.
En heks på et kosteskaft og lige bag ved den fløj gøgen og kukkede i vilden sky.
Jeg fulgte dem med øjnene i lang tid. Det var som om de helt havde mistet orienteringen, for de blev ved med at flyve i ring om naturgasanlægget. Samtidig kunne jeg se de tabte højde og gøgens kukkeri fik en mere og mere desperat klang jo nærmere de kom jorden. Til sidst kunne jeg ikke se dem mere, men jeg kunne stadig høre gøgens kuk, som et desperat råb om hjælp, så jeg startede bilen og kørte ud af markvejen efter lyden. Jeg var glad for, at jeg ikke havde nået at spænde traileren af bilen, for da jeg nåede ud til gøgen, der sad i en lille busk og kukkede desperat, opdagede jeg, at i en lille grøft ved siden af busken lå heksen med kosteskaftet mellem benene, og hun havde ikke sluppet sit krampagtige tag i kosteskaftet. Jeg prøvede forgævets at vriste hænder og ben løs fra kosteskaftet, men det var helt umuligt. Og det var nok heller ikke rigtig af mig, for hver gang jeg forsøgte, kukkede gøgen højt og desperat, som om den ville advare mig mod at gøre heksen ondt. Men det havde jeg så sandelig heller ikke i sinde, for heksen lå der foran mig så lille og forknyt. Det var som om al kraften var tappet ud af hende, for hun lå helt stille med halvtlukkede øjne. Køn var hun ikke efter vores målestok, men jeg syntes nu ikke hun så så forfærdelig ud , som vi tit ser beskrevet. Så jeg tog hende forsigtig og anbragte hende i bunden af traileren og lagde presenningen løselig hen over hende. Derefter vendte jeg traileren og kørte hjem med hende for at tænke mig om. Gøgen flaksede over mit hoved og kukkede i eet væk, men heldigvis holdt den mund da vi kom hjem.
Jeg havde interesseret fulgt med i Peters beretning, og jeg kunne ikke lade være med at udbryde. ”Jamen hvad gjorde du så.”
Peter gav sig god tid. Han tog en slurk af sin øl, som vi sad der og hyggede os på denne dejlige Sct. Hansaften, hvor alt kan ske.
Efter at have tænkt mig om i lang tid, tog jeg den beslutning at køre ned til naturgaslageret. Det var jo dernede omkring, at heksen havde mistet orienteringen og mistet sin fremdrift. Så jeg så ingen anden udvej end at køre derned og snakke med én eller anden af de ingeniører, der gik dernede med gule hjelme på hovedet.
Ham jeg først snakkede med havde aldrig hørt, at et naturgaslager kunne påvirke de overnaturlige kræfter, der ellers var i naturen. Men efter at have set heksen, der lå under presenningen på min trailer, ringede han til en mand, han kendte. Jeg kunne høre på deres telefonsamtale, at manden var yderst interesseret, som om han havde forstand på overnaturlige kræfter. Og det varede ikke længe, før han dukkede op. Og om du tror det eller ej, vidste manden præcis, hvad der skulle gøres. Hurtigt fik han nogle smede til at lave et rør. Et udblæsningsrør kaldte de det. Og forsigtig blev heksens kost anbragt i det rør, og da de satte fuld tryk på og retningen var pejlet ind, så den pegede direkte mod Bloksbjerg, og inden jeg nåede at sige farvel, var heksen i en sky af ildgnister allerede højt oppe i luften.
Peter holdt inde med sin fortælling, og så på mig med et forbavset blik i sine øjne. Ja, nu kommer det mærkelige, sagde han og tog en slurk af sin øl.
Heksen fløj altså afsted på vej til Bloksbjerg som skudt ud af en kanon. Lige i hælene på hende fløj gøgen og kukkede desperat, som om den ville sige ”Vent på mig.” Og så er det jeg spørger mig selv. ”Hvad vil en kukkemand på Bloksbjerg.”
Jeg så forundret på min ven Peter. Han var ikke spor forbavset over at se en heks flyve til Bloksbjerg på et kosteskaft. Han var heller ikke spor forbavset over at folkene på naturgaslageret var i stand til at bringe heksen på rette vej ved hjælp af gas som har ligget i undergrunden i millioner af år. Men sende bud efter mig for, at jeg skal forklare ham, hvorfor en gøg vil flyve til Bloksbjerg. Ja, det står også for mig som et af naturens mærkværdigheder. Så jeg skyndte mig at sige farvel, for jeg havde travlt. Jeg skulle hen og holde min båltale før bålet blev tændt.
