Dette eventyr må helst ikke forveksles med det gamle eventyr om Hans og Grethe. For det første staves Gretes navn uden h, så det er kun navnet Hans, der er et h i. Og for det andet bor de her to i et parcelhus med en stor have til.
De havde selv passet deres have i mange år, især Grete var et jern til at få haven til at ligne en solskinshave, med masser af blomster og en veltrimmet græsplæne. Men i de sidste par år kneb det med at passe det hele. Ukrudtet stod højt og græsplænen trængte gevaldig til at blive slået. Men Hans havde fået hold i ryggen. Sådan rigtigt ondt. Så nu kunne han bare se på, hvordan ukrudtet voksede og kvalte alle blomster, som stod neden under alt det møg. Og græsplænen. Ja, græsplænen voksede vildt, for den dårlige ryg var skyld i, at den genstridige plæneklipper ikke ville starte.
En dag sagde Grete. ”Jeg ønsker mig en stor grøn frø i guldbryllupsgave. Sådan en stor porcelænsfrø, der kan stå i fuglenes soppebassin.” Hans vidste godt hvad det drejede sig om, så næste morgen kørte han ind til byen. Og i et stort supermarked købte han en stor grøn porcelænsfrø med store sorte udstående øjne.
Ved fælles hjælp stillede de den store grønne frø i fuglenes soppebassin, som stod oven på et cementrør, hvor før fuglebrættet havde været anbragt, men nu var knækket af nede i cementrøret. Men nu stod den store porcelænsfrø og skuede ud over vildnisset med sine store udstående øjne. ”Den pynter på hele haven,” sagde Grete og gav Hans et smækkys lige på munden. ”Kys også frøen,” sagde Hans, mens han tørrede sig om munden med bagsiden af hånden, inden han tog sin kasket på, for at gå sig en tur i det grønne frodige landskab.
Grete satte sig på en stol midt ude i haven. Hun havde taget en havestol ud og ”UDE og HJEMME, som hun ville sidde og læse lidt i. ”Kys også frøen,” havde Hans sagt inden han gik hjemmefra. Og Grete gjorde altid, hvad Hans sagde, så han var kun lige drejet om hjørnet nede ved købmanden, da Grete sprang op af stolen og gav frøen et smækkys på dens store brede mund.
Da hun lukkede øjnene op, så hun til sin overraskelse en ung mand sidde i fuglenes soppebassin, og frøen var væk. Sporløst forsvundet. ”Er du en prins,” spurgte Grete glad overasket. Hun så på den unge mand, der sad på sin ende i det vand, der var tilbage i soppebassinet. Køn var han og frisk så han ud, som han sad der i sin orange kedeldragt med kasketten baglæns på, så skyggen ikke sad foran, men vendte bagud og lidt til højre. ”Er du en prins,” gentog hun og den unge mand rejste sig op og tog sin kasket af og bukkede dybt.
”Nej, jeg er ingen prins. Jeg hedder Arthur og er en bistandsklient, som kommunen har sendt ud for at hjælpe jer med at få has på jeres store have,” sagde han og tog kasketten omvendt på. Han gik om og startede plæneklipperen med det første træk i snoren, og snart var plænen nytrimmet og græsset revet sammen. Rosenbedet blev hakket og revet og snart lignede blomsterhaven en blomsterhave og ikke en vildmark.
Gulerødderne og rødbederne kom frem af deres skjul under det høje ukrudt og de alen store radiser blev hevet op og smidt på kompostbunken, mens sveden løb ned ad ryggen på den arme prins, der ikke var en rigtig prins, men en fattig bistandsklient med en kasket omvendt på hovedet i stedet for en prinsekrone.
”Du sover jo,” sagde Hans, da han kom hjem fra sin spadseretur ude fra det grønne danske sommerland. Grete slog øjnene op og stirrede på den grønne frø med de store udstående sorte øjne. Hvor var Arthur, den unge bistandsklient, der havde gjort hele deres have rent. Grete fortalte Hans om sin mærkelige oplevelse med frøen, der blev tryllet om til en arbejdsivrig bistandsklient ved navn Arthur. ”Jeg tror jeg vil kalde vores frø for Arthur. For når et menneske kan hedde Arthur, er det da også et kønt navn til en frø. ”Var det ikke som om frøen kvækkede,” spurgte Hans, mens han så ud over sin have og gav Grete et kys, så hun lukkede øjnene igen.
"Var det ikke en dejlig gave at få på vores guldbryllupsdag,” spurgte Hans og smilede til frøen, der smilede igen med sin store brede mund.
