Der var en masse mennesker på skolen i søndags. Og det kan jeg godt forstå, for hvad vil vi mennesker ikke gøre for at få et bedre liv.
Mange af standene var fulde af vidunderlige tryllemidler i forskellige former og mange slags terapier kunne forbedre vores liv.
Bare det at snakke med andre mennesker og få en god latter sammen, kan måske også forlænge, eller i hvert fald forsøde livet.
Om ikke andet gav dagen mig inspiration til at omskrive en lille historie til en jeg fortælling.
For jeg faldt pladask for det vidunderlige tryllemiddel
HELSEMIDLET SUPER Q 10,
som måske kunne bringe min medfødte energi tilbage.
”Du sidder også altid der og hænger. Hvorfor foretager du dig ikke noget.”
Min kone så vredt over på mig, der sad som en slatten klud i stolen over for hende. Siden jeg var kommet af med mit kørekort på den nedværdigende måde, havde jeg bare siddet i min lænestol og stirret tomt ud i luften.
Jeg skuttede mig, og sank endnu mere sammen i lænestolens beskyttende favntag. Hvad skulle jeg give mig til. Det var som om al energien havde forladt mig. Og siden jeg mistede mit kørekort, var der ikke meget tilbage, der interesserede mig. Det var måske også lidt min kones egen skyld, at jeg helt havde opgivet at foretage mig noget. Hun var hele tiden i vigør. Hun vimsede om og gjorde rent og vandede blomster og plantede blomster ud. Cyklede i byen og snakkede med veninder. Jo, hun havde nok at gøre. Jeg kunne sidde og blive helt træt af at se på al den spildte energi.
”Jeg sender altså bud efter doktoren til dig, hvis du ikke snart vågner lidt op.” Min kone så op fra den postordrekatalog hun bladrede ihærdigt i.
Jeg var da ligeglad, bare jeg fik fred.
”Nu skal du se noget interessant,” kvidrede hun, mens hun smed postordrebogen over til mig. Jeg kunne ikke se noget interessant ved den bog. Men jeg havde jo heller ikke mine læsebriller på, og jeg gad ikke gå ned i den anden ende af stuen og hente dem. Så min kone tog bogen og læste. ”Der er et firma her, der sender de her Q 10, som du har hørt så meget om, helt gratis til os. Og er vi en lille smule trætte deltager vi i et forsøg, og de garanterer, at vi får vores gamle energi igen.” Min kone så helt oplivet ud ved tanken, men det var jo heller ikke hende, der trængte til at få mere energi.
Jeg kunne ikke se spor interesseret ud, men jeg fik dog sagt, at tro kan flytte bjerge, men jeg måtte da indrømme, at jeg kendte mange, der tog en Q10 hver dag, og så raske og rørige ud. Men det gjorde de vel alligevel. De havde vel deres medfødte energi i behold, og behøvede ikke et middel til at sætte skub i dem.
”Hvis de ikke koster noget, kan du da godt skrive til firmaet,” sagde jeg. Og det lod min kone sig ikke sige to gange, og med sin sædvanlige energi cyklede hun ind på posthuset samme dag. Og allerede et par dage efter modtog vi en flot lille pakke med det vidunderlige tryllemiddel, som kunne bringe min sædvanlige energi tilbage igen. Alt var gratis. Både forsendelsen og de 31 gule kapsler, der lå i en lille æske og så indbydende ud.
Jeg tog med det samme én af kapslerne og skyllede den ned med en halv liter vand. Så satte jeg mig ned i min lænestol og ventede på, at den begyndte at virke. Næste dag sagde jeg til hende, at jeg ville skylle kapslen ned med en halv pilsner, og så drikke resten af øllet bagefter. Men det eneste jeg opnåede ved det, var at gøre min kone godt sur. For hun sagde til mig, at hvis jeg ville blive ved med at leve på den måde, var hun da ligeglad med om jeg sad og surmulede i min lænestol, og ventede på at energien skulle komme tilbage. For nu tog hun én af kapslerne, og hun kunne allerede mærke, at de hjalp hende. Og det måtte jeg give hende ret i, for hun vimsede endnu mere om den dag og bagte og lavede mad og passede blomster og cyklede i byen.
Om aftenen, da vi skulle i seng, sagde min kone, at hun havde lagt en ekstra Q 10 til mig ude på hylden i badeværelset
Min kone var gået i seng. Nej, det passer ikke helt, for i mine øjne var hun sprunget eller hoppet i seng som en gaselle på 21 år.
Nu stod jeg ude på badeværelset og følte mig så træt så træt, at jeg næsten ikke orkede at skrue hætten af tandpastaen og give tænderne en ordentlig omgang med tandbørsten. Jeg vidste, at hvis jeg ikke lugtede langt væk af tandpasta skulle jeg nok få at vide om jeg havde husket at børste alle mine tænder, som jeg havde lovet min tandlæge for ikke at få paradentose. Jo, jeg syntes, at alle havde rottet sig sammen mod mig, da jeg slukkede lyset på badeværelset og trissede gennem stuen og ind til den brede ægteseng.
”Tog du den Q 10, som jeg har lagt frem til dig ude på hylden,” var min kones første ord.
Af sted igen. Jeg gad ikke tænde lyset på badeværelset, men jeg fandt dog min Q 10 og skyllede den ned med en halv liter vand.
Uh, hvordan var jeg dog havnet i den ugidelige situation, hvor jeg skulle tvinge mig selv til alt, hvad jeg foretog mig. Og min kone, der lå inde i sengen så sprælsk og livlig som en ung pige.
Men nu kunne det være nok med den ugidelighed.
Nu ville jeg dupere min kone, for hun ville så gerne se den ekstra super Q10 virkning. Og inden jeg var nået gennem stuen på mine trætte ben, havde jeg rettet mig op, og inden jeg nåede helt ind i soveværelset, løb jeg de sidste skridt, og med et hop stod jeg oppe i den brede ægteseng. Mens min kone forskrækket gispede. ”Men dog, men dog.”
Jeg mærkede Q10eren skvulpe i min mave af al det vand. Men det gav mig lyst til at slå mig på brystkassen med min ene hånd og udstøde de ville hanabers kampskrig, mens jeg med den anden hånd holdt godt fast i ledningen til lampen, der hang lige over os og lyste for os under hele det mærkelige optrin.
Jeg følte mig virkelig som Tarzan, abernes konge. Jeg lignede nok også Tarzan, som jeg stod der i den brede dobbeltseng med min kones øjne spærret op af angst og forskrækkelse. Sikke en virkning den Q10 havde. Min kone nåede lige at tænke, at det var ærgerlig, at hun ikke selv havde snuppet en ekstra inden hun var hoppet i seng, da hun så mig foretage et elegant hop over i min egen seng. Hun så også, at jeg glemte at dukke hovedet, så jeg ramlede mod loftsbjælken med et brag, så stort at det gav genlyd i hele soveværelset. Ja, i hele huset, og jeg faldt som en sæk kartofler ned ved siden af hende.
Der var ikke meget Tarzan i mig mere, da hun stod i sin bare natkjole og ruskede i mig for at få liv i mig, og til sin forfærdelse så en bule vokse sig stor midt i min pande. Men resolut som hun var, løb hun ud i køkkenet for at finde noget koldt at lægge på bulen, så hun kunne begrænse dens omfang mest muligt. I sin hast snuppede hun den største køkkenkniv, hun kunne finde. Det var selvfølgelig ikke meningen, hun ville skære i mig. Det var blot meningen, hun ville lægge bladets kolde stål på bulen, for at begrænse dens omfang. Men da jeg så hende stå der med den vældige køkkenkniv lige over mit ansigt, troede jeg i min omtågede tilstand, at det var noget ganske andet hun ville. Så jeg gav et skrig fra mig, der fik de gamle hanabers kampskrig, som jeg havde udstødt for få minutter siden, til at ligne en kats mjaven.
”Men lille far dog, jeg vil da kun hjælpe dig, så bulen ikke bliver alt for stor.” Min kone tog forsigtig den store køkkenkniv og holdt på bulen, mens jeg lå helt stille og jamrede mig, som mænd gør når de føler sig godt sårede. Det var dejligt, at blive puslet om, og det gjorde ikke ret ondt, selv om en enorm hovedpine bredte sig over hele mit forslåede hoved.
”Sikke en virkning den Q 10 havde,” kunne jeg ikke lade være med at hviske, men det fik min kone til at briste i gråd, så hun ikke kunne holde kniven rolig. ”Åh, du kunne da have slået dig ihjel, stakkels mand, de Q 10ere er alt for stærke for dig.”
For at få hende til at holde op med at græde måtte jeg pænt indrømme, at det kun var for sjov, at jeg spillede Tarzan i underbukser og sivsko, og jeg overhovedet ikke kunne mærke nogen virkning af den Q 10, jeg havde nede i min mave, og som jeg kunne mærke skvulpe rundt i en halv liter vand.
Jo mere jeg snakkede, jo mere glad blev jeg. Og selv om jeg ikke kunne mærke nogen direkte virkning af det jeg havde nede i min mave lå jeg alligevel og blev mere og mere glad. Og mens jeg lå der og holdt min kone i hånden kunne jeg mærke energien vende tilbage.
Jeg fik lyst til at stå op. Nej, det var ikke lysten der fik mig til at stå op. Det var nok den halve liter vand i min mave, der gjorde det nødvendigt for mig at skynde mig ud på toilettet. Jeg kunne ikke lade være med at smile til mit spejlbillede, da jeg så den store bule midt i panden, der som en udvækst fik mig til at ligne en enhjørning fra et af de eventyr jeg tit fortalte mine børnebørn om før i tiden. Nu stod jeg midt i badeværelset og lignede sådan én. Jeg skar en grimasse, der fik mig til at se endnu mere grotesk ud.
Jeg skulle lige til at forlade badeværelset, da jeg til min overraskelse så den lille kapsel, der var skyld i det hele. Den lå lige midt på hylden og strålede gul og indbydende i mod mig. Det var dog underligt. Så måtte min kone have lagt to Q 10 til mig. For at få sagen undersøgt til bunds kaldte jeg på min kone, der heldigvis ikke sov endnu. Hun kom tøffende på bare ben og kun med sin natkjole på. ”Hvad tænker naboerne ikke med al den uro her midt om natten,” bemærkede hun, mens hun så på uret, der viste toogtyvetredive.
”Det var da underligt med den Q 10, ” sagde hun undrende, og så på mig for at overbevise sig selv om, at jeg ikke drev spøgen videre og lavede sjov med hende. For hun var overbevist om, at hun kun havde lagt én kapsel til mig.
”Du har nok helt glemt at tage den og drukket alt det vand til ingen nytte,” sagde hun og rakte ud efter tandpastatuben, som jeg havde ladet ligge og flyde uden at skrue hætten på.
Hun så sig forvirret om efter hætten, og selv om jeg hjalp hende fandt vi den ikke. Til sidst gik den fulde sandhed op for os begge.
”Jamen lille far dog, så er det jo slet ikke Q 10erens skyld, at du har fået din gamle energi igen.” Hun så medlidende på mig, mens jeg stod og holdt mig krampagtig om maven med begge hænder. Men det var mest for at maven ikke skulle hoppe for meget af det latteranfald, der helt var ved at slå benene væk under mig.
”Ja, hvis du vil have hætten til din tandpasta må du vente et par dage, mens den ligger nede i min mave og giver mig fornyet energi,” sagde jeg og smed sig ned på gulvet og tog ti Q 10 armbøjninger, mens min kone stod måbende og så til.
Jeg kunne næsten ikke genkende mig selv igen. For eftertiden vil jeg nøjes med at tage en halv Q 10 om dagen. Eller også vil jeg skrive til firmaet og spørge om de ikke har nogle mildere, der måske hedder Q 5, for så meget energi har jeg aldrig haft i hele mit lange liv.
