”Så står vi op.” Kommandoen gjaldede ud i rummet. Og 61 vågnede med et sæt. Han syntes det var hans mors stemme han hørte, men han blev hurtigt klogere da kommandoen blev gentaget med fuld resonans.
Tak skal du ellers have tænkte han. Denne dag begynder som alle de andre dage. Han strakte sig og lå og skuttede sig lidt under tæpperne. Han hørte de andre soldater fare rundt. Det måtte være på tide at stå op. Det var jo i dag de skulle på skydebanen og skyde med de her store maskingeværer, kom han i tanker om.” Husk at smøre dig en madpakke 61,” sagde 45. Han var nu også så flink, 45. Men 61 havde allerede i går sørget for forsyningerne til den skrappe dag på skydebanen. Han ville ikke nøjes med en flad madpakke.
Lidt efter stod de i gården fuld feltmæssig. ”Hvor er dit gevær, 61.” Op på værelset og hente det. Det var nu også mærkeligt at tage geværet med når nu alle vidste de skulle skyde med tolv komma syvere på skydebanen den dag. Men de ville have deres vilje, så han sjokkede op på stuen og hentede geværet.
Snart var de marcheret af i tre geledder forbi eksercerpladsen og ud på det åbne land ud til skydebanen. Cirka 5 kilometer var der at gå, men heldigvis skulle de ikke slæbe på de tunge tolv syvere. Nej de blev skam fragtet derud med deres tre G M Cere, der drønede forbi delingen i en blå benzin os. Hvorfor er der ingen der har tænkt på at tage os med, tænkte 61.
Det varede ikke længe før de nåede skydebanen. Der var ikke tid til flyverskjul, hverken til højre eller venstre. Tolv syveren stod på sin trefod. Og de fik de sidste instrukser om at lade og aflade det store tunge skyts. 61 hørte det for 700 gang. Men han var nu altid beklemt når det var hans tur til at hive i aftrækkeren. Han holdt sig i bag-grunden. Han var ikke blot beklemt. Han var skrækslagen.
Tolv syveren blev af tre stærke soldater båret ud så der var frit skud ud til den kampvogn, der var stillet op nogle hundrede meter ude. Det var ikke en rigtig kampvogn kunne 61 se, men kun én der var lavet af træ. Og han så også træsplinter flyve rundt i luften når én af de andre fik en fuldtræffer.
Det var ved at være middag og hans mave knurrede af sult. Men han havde ikke skudt endnu. Han holdt sig i baggrunden. Måske glemte de ham? ”61, det er din tur.” 61 hankede op i sig selv og i sin udrustning og sjokkede efter sergenten hen mod det store uhyre, der stod parat på sin trefod på grønsværen. Han huskede hvordan han var kommet til skade sidst de var på skydeøvelse og havde brændt sin ene hånd så gevaldigt på geværløbet. ”Der var ingen med sine sansers fulde brug, der kunne komme i tanker om at røre ved det gloende geværløb,” blev der sagt. Men 61 kunne.
Han var alene med det spruttende uhyre. Hurtigt tog han sine fire pølser, som han havde købt i supermarkedet i går, frem af sin patrontaske. Han mærkede på geværløbet. Det var kun lunkent endnu. Han holdt de fire pølser op mod geværløbet og behændigt trak han snørebåndet af sin ene støvle. Med én hånd viklede han snørebåndet om de fire pølser og slog til sidst en sløjfe. Pølserne sad fast om geværløbet. Sergenten måbede. ”Du skal nok få én af pølserne når de er stegt,” sagde 61 og hev flasken med geværolie op af den anden patrontaske. Der var tænkt på alt. I mangel på smør kunne en skvat geværolie vel bruges, så ikke frankfurterne brændte fast, når han fyrede af mod den ventende kampvogn.
Tolv syveren knaldede og pølserne spruttede. Det var hurtigt overstået. 61 sendte endog en enkelt træffer ind i kampvognen. Med en hurtig bevægelse trak han i sløjfen så de tre pølser nær var havnet i græsset. Sergenten rystede på hovedet, da 61 bød ham én af de ristede pølser. Det var måske det med geværolien der virkede afskrækkende?
61 gik tilbage til delingen, der i mellemtiden havde taget deres medbragte madpakke frem. Ingen fik varm mad. Kun 61 var i den heldige situation at hans mad lugtede af grillstegt kød og varm geværolie. Og det smagte også derefter. 61 slikkede sine fedtede fingre og tørrede sig om munden. Han skyllede efter med lidt lunkent vand fra feltflasken.
Hvil i cirka en time. Kun ligge på græsset og slange sig. Hvor herligt. Om eftermiddagen skulle de skyde efter bevægelig mål fik de at vide. En flyvemaskine ville fare hen over himlen med en stor pose efter sig. Det var meningen de skulle ramme den pose ved hjælp af nogle sporprojektiler fik de at vide. 61 havde mest lyst til at tage hjem. Det rumlede fælt i maven. Pølserne havde nok været fordærvede, tænkte han.
Endelig så de flyvemaskinen som en lille prik i det fjerne. En K Z mente 61, det var. Men det var ikke så meget den de skulle koncentrere sig om i dag , sagde delingsføreren og skævede over mod 61, der var helt ildrød i hovedet. Det var mest den store røde pose der var spændt efter flyvemaskinen i en lang snor, de skulle koncentrere sig om. En meget modig mand, tænkte 61, at han turde flyve rundt der oppe, mens han så sporprojektilerne fare op mod den røde pose og af og til slå ind i den med et lille knald. Det var godt der var en lang snor op til flyvemaskinen.
”Nå 61, vis os nu hvad du kan,” sagde delingsføreren. 61 havde mest af alt lyst til at blive liggende på jorden, men på den direkte opfordring turde han ikke stritte imod, men vovede sig skrækslagen hen til pølsegrillen. Hvor fortrød han bittert det med pølserne, for nu var maven gået helt grassat. Den rumlede og larmede så det kun var når der blev skudt med tolv syveren at det overdøvede hans larmende mave.
Han tog et kraftigt tag i aftrækkeren og hev hele maskingeværet tilbage, så det kun stod på det bagerste af de tre ben. Han lukkede øjnene og trykkede på aftrækkeren, så en stråle af sporprojektiler svirpede op mod himlen i en vifteform. For da den kun stod på det bagerste ben havde projektilerne frit spillerum over hele himlen. Nogle af sporprojektilerne ramte helt oppe ved flyvemaskinen. Og maskinen der før havde en behagelig spindende lyd satte fuld fart på motoren og forsvandt sporenstregs som en prik i det fjerne. Den kom ikke tilbage igen.
Om det var skrækken eller det kraftige tag i maskingeværet fandt han aldrig ud af. Men hans ringmuskel bagtil åbnede sig og affyrede sin salut. Det var presset inde fra der fik den lille muskel til at åbne sig. Han slap håndtaget og sporprojektilerne holdt op med at fare til himmels. Han gik over mod sine kammerater. ”Der er en landmand der kører gylle ud,” var der én der bemærkede og holdt sig for næsen.
Dagen var slut. Delingen blev transporteret hjem i de tre G M C.
61 gik alene hjem. Han gik de 5 kilometer helt ensom og fortabt. Han vidste at i morgen ventede nye strabadser.
