BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< DET GRØNNE UHYRE.   |   Hjem   |   SUPERSÆLGEREN >>

BREV TIL ALICE

OM VORES BUSTUR MED ANDELSLANDSBYEN NYVANG TIL KØBENHAVN
SØNDAG DEN 29 OKTOBER 2006

Kære Alice
Jeg synes jeg vil skrive til dig for at fortælle om vores bustur til København med Andelslandsbyen Nyvang i søndags.


MERE...


Jeg startede bilen et par minutter i 8 for at køre om for at tage Marina og Metha med. De stod forventningsfulde og ventede, så vi kørte rask over Mørkøv og ned på Skovvejen, og vi var på Nyvang ved Holbæk i god tid. En masse mennesker var allerede kommet, og snart kom der to store busser og en minibus så alle os, det vil sige cirka 150 glade mennesker, myldrede ind i de tre køretøjer.
Præcis klokken 9 kørte vi af sted. Marina og Metha sad helt oppe foran, mens Jørgen Brogaard og jeg satte os på et sæde sådan midt i bussen. Tom fortalte, at vi ville køre på motorvejen og så havne ved ”Den sorte diamant” inde midt i København, hvor vi først skulle på havnerundfart, men først blev nogle små glas delt ud, så vi kunne få en gammel dansk eller en jægermeister. Tak skal du ellers ha`, når du kender mit problem med gammel dansk. Men sjovt er det, og jeg vil prøve at erindre mine oplevelser fra den gang to overdækkede både lagde til ved anlægskajen, hvor vi 150 mennesker myldrede ombord. Heldigvis var begge både overdækkede og selv om solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, var det alligevel halvkoldt. Vi snuppede den mindste båd, og snart lagde vi fra land og befandt os på gyngende grund ude midt på én af Københavns kanaler. Det var morsomt at se alle de kendte steder fra søsiden. Der var en ung pige med, der tjente en skilling ved at være guide, men hun stod ude foran ved skipperen, så vi kunne næsten ikke høre hvad hun fortalte. Men heldigvis var Kirsten med på vores hold, så hun kunne fortælle vidt og bredt om hvad vi sejlede forbi. Hun var da ellers god til at fortælle om kirker og slotte og museer og al andet vi sejlede forbi. Men alligevel blev hun noget stum og mundlam, da vi langsomt sejlede forbi den lille havfrue ude på Langelinje. Jeg kan da godt forstå hun ikke sagde så meget, for jeg var selv overrasket over hvad jeg så og oplevede. Men det var måske eftervirkningen af den gamle dansk, der gjorde at jeg oplevede det på den måde.
Da vi så mod land sad den lille havfrue på sin sten. Lidt derfra havde et par mænd nok at gøre med at hive i en line, som skipperen på vores båd var bange for at få i skruen. Nu kunne jeg pludselig høre, hvad den unge guide og skipperen talte om mens de stirrede chokerede ned i det sorte vand. Skipperen havde stoppet motoren, så vi drev langsom hen over det der lå på bunden. Da jeg stirrede ned i vandet fik jeg øje på et mærkeligt væsen, som jeg kun en enkelt gang havde set et billede af i fjernsynet. Jeg så over mod den lille havfrue, hun sad der endnu. Men under vores køl lå hendes søster og kæmpede med den line, som de to stærke mænd holdt. Hun skulle lære at svømme hørte jeg én af de andre sige. Men ærlig talt så det ikke ud til at den lille havfrues handicappede søster kunne svømme. Ja, måske aldrig lære det. Helt nede på bunden kunne vi se, hvordan hun hang med hovedet. Men nu skete der noget. Ud af øjenkrogen så jeg den lille havfrue i et elegant hop forlade sin sten og med yndefulde bevægelser kom hun nærmere og nærmere vores overdækkede båd. Hun dykkede helt ned under kølen for at hjælpe sin handicappede søster. Kun een gang kom hun op, som om hun ville fortælle os noget. Jørgen tog hende forsigtig under hagen for at holde hendes hoved oven vande, og det var som om hun sendte ham et bedrøvet smil, som om hun ville sige. ”Så hjælp mig dog.”
Vi kunne ikke rigtig se hvad der skete under vandet. Men hvor må det være dejligt at have en søster, der forlader sin vante plads og svømmer og dykker for at hjælpe. Men jeg ved ikke om søsteren nogen sinde får lært at svømme og dykke med den krop og udseende hun har. For vi skulle jo videre, og da skipper satte båden i gang igen, hvirvledes en masse slam op fra bunden.
Men inden vi nåede ud af havneindløbet, så jeg vores lille havfrue kravle op på sin sten og sætte sig til rette igen som om intet var hændt. Men hendes søster så jeg altså ikke mere til. Men det kan jeg måske læse om i avisen i morgen.
Men vi sejlede tilbage, hvor vi kom fra med en oplevelse rigere. Men jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det er eftervirkningerne af den gamle dansk, der stadig spøger i mit hoved.
Busserne holdt der ved den sorte diamant, og så kørte vi ad mange snoede veje ud til Lynetten, hvor vi skulle spise et stort tag selv bord med masser af mad. Men vores oplevelser er ikke forbi endnu. Efter det gode måltid satte vi os igen tilrette i busserne, der kørte os ud til Frilandsmuseet. Her var der mange gamle huse. Mange var bygget op og næsten alle med skæve vægge og mange med bindingsværk og stråtag. Vi følte os sat mange år tilbage i tiden og efter en lang spadseretur rundt på de 85 tønder land gik vi tilbage igen, hvor kaffen og et stort stykke lagkage ventede. Nu var det ved at være sent og hjemturen ventede, dog kørte vi en lille smuttur lidt op i Nordsjælland for at være hjemme på Nyvang præcis klokken 18 efter en streng, men fantastisk god tur.
Med venlig hilsen
Bent Kristiansen
Dianalundvej 6
4293 Dianalund
tlf. 58 26 02 42


Indsendt af: Bent Kristiansen den 01/11 - 06 | 12:53 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?