Da jeg i fredags var oppe i det store supermarked, så jeg naboens Knud. Han stod i et lille indelukke og solgte ure. Eller han prøvede i hvert fald på det. Som den høflige mand jeg er gik jeg over til ham og sagde. ”Hej Knud. Står du her og sælger vækkeure.”
Han rødmede lidt, da han så mig, jeg vidste godt han var kommet i lære som ekspedient. Men jeg lod mig ikke mærke med noget, for det er jo ikke let at komme i lære og kunne det hele på én gang. Så jeg sagde da også til ham, at man skulle begynde fra neden af. Og høflig som jeg er spurgte jeg om han havde fået solgt nogle af alle de vækkeure, der stod foran ham og kostede 59 kr. stykket, og hvis man købte to kunne man få to helt ens ure for hundrede kroner.
Jeg kunne godt se, at det ikke var rart for naboens velbegavede Knud, at stå der og sælge vækkeure. For han kunne ikke ret godt råbe til kunderne om de trængte til et ur til at vække sig om morgenen. Jeg stod lidt og snakkede med ham, for han er nu sådan en pæn og høflig dreng. Han fortalte at det var tredje dag han stod der og han havde mest lyst til at råbe til folk, om de ikke havde brug for et ur. Men det havde han fået at vide af chefen, at han ikke måtte råbe efter folk. Kun hvis de af sig selv stoppede op og viste interesse for hans ure, måtte han forklare om urenes eksistens. Ellers måtte han bare stå og se på, at alle menneskene gik forbi i en uendelig række.
”Det gælder om at gøre folk opmærksomme på de ting du sælger,” forklarede jeg. Jeg havde været supersælger hos et firma i mange år, så det var let for mig at spille storsnudet over for Knud. ”Nu skal du bare se,” sagde jeg og tog et af de mange vækkeure, han møjsommeligt havde taget ud af æskerne. Jeg tog den op, og selv om Knud så bekymret ud, drejede jeg viserne og stillede vækkeuret til at ringe. Og for at det hele skulle virke tilforladelig bad jeg Knud kigge den anden vej, mens jeg placerede det optrukne ur mellem alle de andre vækkeure. ”Nu skal du bare se og høre,” sagde jeg og gik min vej. Jeg gik dog ikke langt væk, for jeg ville overvære, hvordan Knud taklede den situation, jeg havde bragt ham i.
Der gik ikke lang tid. Kun ca. tre minutter før en infernalsk larm lød ovre fra Knuds vækkeure. En masse mennesker stoppede op, og da de så Knuds febrilske forsøg på at finde det ringende og larmende vækkeur, var der nogle behjertede folk, der hjalp til med at finde netop det ur, der gav lyd fra sig.
Fra min plads ikke langt derfra, så jeg nogle vækkeure blive lagt pænt ned i deres æske igen og havne i en papirspose, som Knud med et stort smil rakte over disken, mens han modtog betalingen.
Da det værste var overstået, og Knud igen havde tid til at se sig om, vovede jeg mig over til ham igen. Og denne gang bad han mig om at stille et af urene til at ringe. Også denne gang lykkedes det over al forventning. Og fra mit skjulested så jeg mange vækkeure forsvinde over disken. Ja, det var helt utrolig så mange mennesker, der havde brug for et vækkeur. Men de var jo selv involveret i handelen, når de hjalp Knud med at finde det kimende ur.
Inden jeg forlod det store supermarked var Knud blevet så god til at sælge ure, at han selv satte vækkemekanismen i gang for at gøre sine kunder opmærksom på, at her stod en kommende supersælger, der kunne sælge alt, bare kunderne blev opmærksomme på, at der var noget at sælge.
Da jeg gik ude i haven den aften, kom Knud ind i haven til mig. Han strålede som en sol og fortalte, at han var blevet rost af butikschefen for sin geniale måde at sælge ure på, og han var allerede blevet forfremmet og nu skulle sælge negerboller. Og det var egentlig derfor han var kommet ind i haven til mig for at spørge om jeg havde en god ide`, så han kunne gøre folk opmærksomme på, at her stod en supersælger og solgte negerboller.
Men jeg var desværre udgået for gode ideer.
