BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Gymnastiksalen bliver sikkerhedstjekket   |   Hjem   |   RØDE ØRER >>

EVENTYRET OM KOEN SNEHVIDE.

ko
Der var engang. Sådan begynder de fleste eventyr. Men kan man ikke skrive et eventyr om nutiden. Jo, det kan man ved at gå langt ind i fremtiden, og så gå tilbage i tiden igen.

MERE...

Der boede en fattig familie langt ude på landet. De havde hverken telefon eller fjernsyn. Men de havde dog vand indlagt, så de var fri for i al slags vejr at pumpe vand op af brønden. De skulle blot lukke op for en hane, så flød det dejligste klare vand ud af vandhanen.

En dag sagde konen til sin mand. ”Hør lille far, jeg vil så gruelig gerne have en ko. En ko som kan give mælk til alle vore børn.” Og børnene jublede. Ja vi skal have en ko, som vi kan malke, så vi kan få dejlig varm mælk hver dag.

Manden så i den landbrugsavis, han havde lånt af naboen, og han fandt to, der ville sælge nogle af deres køer. Så næste dag tog han sin cykel og kørte i banken og hævede alle sine sparepenge, mens han tænkte. Mig skal de ikke snyde. Nu tager jeg først hen til den ene og ser alle hans køer, og så finder vi ud af hvilke betingelser og pris vi kan forhandle os til.

”Goddag,” sagde den fattige mand, da han så bonden stå uden for sin stald og stirre ud over sine marker. ”Jeg vil gerne købe én af dine køer, hvis vi kan blive enige om prisen.” De gik ind i den lune stald og så på alle køerne, der stod på rad og række og tyggede drøv. ”Du kan købe den lille jersey ko. Den kan dine børn selv malke, den er så skikkelig og giver masser af dejlig fed mælk.” Men den fattige mand sagde, at han først ville have dyrlægen til at se på den, og da bonden kun ville give et års garanti på, at koen ikke døde eller blev syg og holdt op med at give mælk, blev der ikke noget ud af den handel.

Den fattige mand sagde farvel og cyklede videre til den anden bonde, der solgte køer. Her blev han inviteret ind på kaffe, og de blev enige om, at dyrlægen skulle levere den. Og bonden ville så gerne af med sin ko, at han sagde, at hvis der blev det mindste i vejen med koen de næste to år, skulle den fattige mand blot hente dyrlægen, så ville bonden betale dyrlæge regningen og den medicin, som koen skulle have.

Jo, det var så gode betingelser, at den fattige mand sagde ja til det gode tilbud og skyndte sig hjem og fortalte sin kone og børn om sin gode handel.

Næste dag kom dyrlægen i sin bil og i den store hestetrailer, der var spændt bag efter bilen, stod koen og brølede ængsteligt. Den vidste jo ikke, hvad der ville ske den. Den havde aldrig før været ude at køre i en hestetrailer, hvor dyrlægens navn stod med store bogstaver på begge sider.

Da børnene så koen sagde de åh og ih. Og den mindste sagde, at den skulle hedde Snehvide, for det var sådan et dejligt eventyr mor havde fortalt dem i aftes. og den ligner Snehvide, hvis vi blot giver den lidt hvid maling. Den flinke dyrlæge klappede den lille pige på hovedet og sagde at Snehvide var sådan et fint navn til koen, men det kunne nu ikke gå an at male den hvid. Men i unger ligner grangivelig de syv små dværge, så navnet Snehvide passer utrolig godt.

Og fra den dag af hed den Snehvide. Og den blev lukket inde i stalden, og hver dag kom børnene med mad til den. Og som tak for den dejlige mad gav Snehvide børnene en hel spand mælk hver dag. En hel spandfuld hver eneste dag.

Men pludselig en dag kom der ikke mere mælk ud af Snehvide. Det var lige meget hvor meget børnene end klappede den og kælede med den. Der kom ikke én eneste dråbe mælk ud af den. Og de syntes også, at den stod og hang så sært med hovedet, så de skyndte sig ind og kaldte på deres far.

Han så med det samme at koen var syg, så han tog sin cykel og drønede af sted op til dyrlægen. Men selv om der stod dyrlæge på dørskiltet, blev der ikke lukket op, for dyrlægen var nok på sygebesøg, så manden smuttede op på gården, hvor han havde købt Snehvide, for han var kommet i tanker om, at bonden, hvor han havde købt koen, havde lovet at betale dyrlæge regningen, for der var ikke gået to år endnu.

Den fattige mand fik ikke kaffe den dag, men bonden sagde dog, at han rolig kunne lade dyrlægen se på Snehvide, han skulle nok betale regningen.

Stakkels Snehvide fik masser af medicin, og da dyrlægen havde set på den to gange begyndte den at give mælk igen, og den så igen rask og frisk ud. Men dyrlægen lagde en stor regning på køkkenbordet og sagde. ”Ja, det blev en dyr omgang, men nu er den helt rask igen.” Den fattige mand kunne glad sige, at han havde lavet en kontrakt med den bonde, hvor de havde købt Snehvide, og det var ham der skulle betale regningen. Så lige så snart dyrlægen var kørt, satte den fattige mand sig på sin cykel og kørte hen til bonden og afleverede regningen. Han fik ingen kaffe den dag og bonden så lidt vred ud. Men nu gav Snehvide mælk igen, masser af mælk. Men en dag kom posten med en regning. Det var regningen fra dyrlægen, som ikke var betalt endnu, og dyrlægen skrev til den fattige mand, at han snart ville have sine penge. Da skyndte den fattige mand sig hen til den rige bonde og spurgte, hvorfor han ikke havde betalt regningen, som de havde aftalt, og som han havde lovet. Bonden vidste ikke hvad han skulle sige, så i stedet for at sige noget, tog han et stykke papir og skrev, at han nok skulle betale så hurtigt som muligt. Ja, bonden skrev endda, at han undskyldte mange gange, at han ikke havde betalt regningen endnu.

Hvor var de glade for den ko. Snehvide var ligesom blevet friskere efter at dyrlægen havde set på den. Og den gav masser af mælk. ”Jeg tror den har givet over 1000 liter,” sagde et af børnene en dag, hvor de igen havde været nede og snakke og malke Snehvide. Men næste dag kom der en stor brun konvolut med posten. Det var et af de breve den fattige mand ikke brød sig om at få, så han skyndte sig at lukke op. Og hvad så han. Det var dyrlæge regningen, der ikke var betalt endnu. Og det var ellers længe siden at bonden havde lovet at betale. Så den fattige mand fandt cykelpumpen frem, ikke for at slå bonden oven i hovedet med den, men for at pumpe sin cykel, så han kunne køre hen og snakke med bonden om hvorfor han ikke havde betalt regningen, som han havde lovet for snart længe siden.

Denne gang blev bonden helt rød i hovedet, da han så den fattige mand, og han skyndte sig ind til sin kone for at få hende til at hjælpe sig med at finde på en god undskyldning, så de kunne slippe for at betale den dyrlægeregning.

Da den fattige mand cyklede hjemad, var han meget bedrøvet. Han var bedrøvet over, at han sikkert selv kom til at betale dyrlægeregningen. Men han var mest bedrøvet over, at han ikke kunne stole på, hvad folk sagde. For han kunne se på bonden og hans kone, at de ikke fortalte sandhed, da de endnu engang lovede at betale regningen.

Da manden kom hjem, kaldte han på alle sine børn, og da hans kone var helt færdig med at vaske op, satte han sig i sin stol ude i køkkenet og fortalte dem hele historien om bonden og dyrlægeregningen. ”Men selv om vi er fattige, er vi alligevel ærlige, og selv om bonden ikke vil betale Snehvides dyrlægeregning, skal dyrlægen have sine penge, selv om vi selv kommer til at betale den. Så i morgen kører jeg på torvet og sælger Snehvide.

”Jamen far er der slet ingen anden udvej,” spurgte den største af børnene. ”Du har altid sagt, at et rigtigt eventyr altid ender godt, og kan vores eventyr med vores Snehvide ikke få lov at ende godt.”

Men faderen rystede bedrøvet på hovedet, og næste morgen trak han af sted med Snehvide op gennem byens gader, hvor alle kendte ham. Da han drejede om svinget, kom han til at kigge ned, og der ved sin ene støvle lå en tyver og funklede gylden og rund. En lykkeskilling, tænkte han, mens han bøjede sig ned og tog den funklende mønt i hånden. Mønten skinnede som det purreste guld. Og manden vidste med det samme, at han skulle gå ind i kiosken og købe en Quick Lotto. Så han fik én til at holde Snehvide, og da han havde skrabet den hinde af, så han, at nede under hinden viste der sig tre tal, der fortalte ham, at han havde vundet 10 000 kroner.

”Titusinde kroner,” jublede han, ”nu kan vi beholde Snehvide, og børnene kan få en chokolade is hver, og konen kan få den æske chokolade, som hun længe har ønsket sig, og jeg kan betale dyrlægens besøg, da Snehvide var syg.

Jo, det var en glad familie, der gik i seng den aften. For det er jo et moderne eventyr


Indsendt af: Bent Kristiansen den 14/11 - 06 | 14:00 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?