I en lille landsby langt uden for lov og ret, boede der engang en ung mand og en yndig pige. Fra morgen til aften gik de i marken og pløjede og såede og høstede. Hvordan det gik til fandt de aldrig ud af.
Men en dag fødte den yndige pige en søn. Pigen var blevet mor til en køn lille dreng. Vi kalder ham Hans, sagde manden. Og sådan blev det. Manden pløjede og såede, og pigen, der nu var blevet kone, passede den lille Hans. Hans begyndte at gå, og nu stolprede han rundt på sine små tykke ben.
En dag var Hans borte. Hele landsbyen ledte efter ham og politiet blev alarmeret, men ingen kunne finde Hans. Alle ledte, ja selv ude i skoven blev der ledt. De råbte hans navn, men ingen svarede på deres kalden.
Konen satte sig på den store sten ude i skoven, hvor den høje bakke begyndte. Hun kaldte på Hans. Og han svarede. Men konen hørte ikke en lyd. For lyden af drengens stemme kunne ikke gå gennem stenen og op til jordens overflade.
Der under den store sten i en stor hule oplyst af Sankt Hans orme, stod Hans og hamrede på stenen og råbte på sin mor, indtil trolden kom og lagde den lille forgrædte og trætte dreng i seng.
Trolden havde taget ham. De havde længe ønsket sig et menneskebarn, de kunne pusle om. Og tiden gik. Hans havde det egentlig godt nok, men han kedede sig. Han kom aldrig uden for en dør, for når troldene en enkelt gang gik ud af hulen rullede de stenen for indgangen igen. Hans fik en sten at lege med. ”Den kan du trille rundt med til du bliver træt,” sagde trolden og gav ham en rund sten. Og Hans trillede og trillede med stenen. Snart fik han en større sten at trille med. Og Hans trillede og trillede. Det var jo hans eneste legetøj. Så snart fik han en kæmpestor rund sten. Musklerne i hans arme svulmede, han trillede og trillede med den store sten.
En dag trolden var taget på langfart for at finde kartofler, satte Hans ryggen mod indgangsdøren og den store sten væltede ud, og vejen var fri op til den store vide verden. Hans hentede sit bedste og eneste legetøj og trillede ud af skoven og gennem en kornmark og en roemark. Det eneste han havde lært var at trille sten, og med den lavede han store furer i menneskenes marker, indtil han kom til den lille gård, hvor hans far og mor boede. Men alt var forandret. Da han smak døren op sad hans far og mor og otte børn i alle aldre og spiste kartofler af et stort fad, der stod midt på bordet
”Vi har børn nok,” sagde manden, men vi mangler en hest. Så blev Hans spændt for ploven, og de pløjede fure op og fure ned, for Hans var stærk som en hest.
Sådan gik mange år. Men en dag sagde manden, at nu havde han råd til at købe en traktor til at trække ploven. Så blev Hans spændt fra, så han kunne fortsætte med at lege. Og Hans trillede sten dag ud og dag ind. For det var det eneste han havde lært.
Men en dag blev han så træt af at lege med stenen, at han kastede den højt op i luften
