Solen skinnede og ikke en vind rørte sig. Mariehønen fløj rundt i den varme luft. Der var meget at se på. Alle de smukke blomster, og de saftige stængler af forskellige planter, stod og struttede af sol og sundhed. Her var der masser af mad, masser af bladlus den kunne spise med velbehag. Men nu var den mæt. Den skulle bare ud at se sig om i det fine vejr. Så den fløj og fløj.
Nu fløj den over et sted, hvor der boede mennesker. Men dem skulle den lille mariehøne nok holde sig langt væk fra. For den vidste, at lige så snart et menneske så den, blev der råbt. ”Se en mariehøne, er den ikke sød. Flyv op til vor Herre og be` om godt vejr.” Alt det råberi var mariehønen godt træt af. Mariehønen syntes at menneskene råbte og snakkede så højt. Det kunne den ikke lide, og mange gange stak den sine forben ind i ørerne for at blive fri for at høre på det råberi. Så kunne menneskene ikke forstå, hvorfor den ikke fløj sin vej. De kunne jo bare se ordentlig efter, så ville de se, at mariehønen ikke kunne flyve, fordi den havde begge sine forben inde i ørerne. Ellers kunne den godt lide mennesker. Blot ikke den lyd de frembragte.
Den slog et slag ned over bordet, hvor den lille dreng sad og legede. Havebordet var lavet om til en legeplads. Pludselig kom der et vindstød og mariehønen havnede lige foran den lille dreng. Drengen blev meget forbavset da han så mariehønen lande lige foran sig. Men han sagde ingen ting. Længe sad han og kiggede på den. Hans hænder var ikke i ro et øjeblik. Mariehønen syntes det var mærkeligt, at han ikke begyndte at råbe med det samme. Den var parat til at stikke forbenene ind i ørene, som den plejede at gøre, når den var tæt på et menneske. Den blev opmærksom på drengens hænder. Det var som om de ville fortælle den noget. Mariehønen stod helt stille, den fulgte interesseret med i, hvad drengen prøvede at fortælle den. Der var mange af tegnene, der var så indlysende lette at forså, at Mariehønen kunne forstå dem lige med det samme. Det var som om den kendte dem på forhånd. Mariehønen prøvede at bevæge sine forben, som den så drengen gjorde. Drengen syntes det så så sjovt ud at Mariehønen stod der og bevægede forbenene, så han gik i gang med at fortælle Mariehønen en hel masse. Drengen var ikke klar over om Mariehønen forstod ham, men den vinkede i hvert fald til ham med forbenene.
Mariehønen var glad for, at den endelig havde fundet et menneske, der ikke råbte og skreg efter den. Og så tilmed en sød lille dreng, der havde tid nok til at interessere sig for den. Så da drengen stak sin finger ned til den kravlede den hurtigt op på hans finger. Og da drengen gav tegn til den om at flyve op til vor Herre og be` om godt vejr, foldede den vingerne ud og skulle lige til at flyve, da drengen førte fingeren op til sin mund og gav den et let kys med sine læber. Da svingede den sig op mod den blå himmel og forsvandt i den blå luft, men den var lige ved at styrte ned, så optaget var den af at se efter drengen og samtidig vinke med forbenene, at den helt glemte at bevæge vingerne, så den foretog et styrtdyk lige ned over drengens hoved. Men den nåede lige at lave tegnet. ”Du er min ven.” Og da mariehønen så at drengen lavede det samme tegn, var den helt sikker på, at de var blevet gode venner i den korte tid, de havde kendt hinanden.
Drengen fulgte den med øjnene så langt han kunne se. Men snart var den forsvundet i den varme blå luft, så drengen sad tilbage med en følelse af, at han havde fundet en ven. Endda en god ven, der var kommet direkte ud af naturen på denne varme solskinsdag.
