Den store våbenfabrik lå lige uden for byen. Det var egentlig fabrikken der kom først, og så var byen vokset op omkring den, med alle sine arbejdere og funktionærer, der arbejdede på den store arbejdsplads.
Eriks far var funktionær. Han arbejdede på kontoret, han havde noget med lønningsregnskabet at gøre.
Eriks mor var også ansat der, men kun som løsarbejder. Hun var i produktionsafdelingen. Hun var også kun ansat når fabrikken havde travlt. Det vil sige, når der var optræk til krig, og landets fjender truede med at komme ind over grænserne. De havde haft travlt i lang tid og Eriks mor havde arbejdet i lang tid, men nu glædede Erik sig til at have sin mor hjemme igen, selv om han let kunne klare sig selv, nu han var blevet en ung mand.
Nu var der ingen fjender der truede deres eksistens, så produktionen skulle nedlægges. Én af de sidste dage hans mor var på arbejde, blev han inviteret over at se sin mors arbejdsplads. Det var nok nærmest for at gøre ham interesseret i at følge i sine forældres fodspor, at han var blevet inviteret. Der var ellers ikke mange fremmede, der kom ind på fabrikkens område.
Én af funktionærerne viste ham rundt i produktionslokalet og forklarede ham hvad der blev fremstillet. Det ene granathylster efter det andet stod på rad og række. Hver arbejder havde deres lille del, de skulle lave. Hans mor smilede kærligt til ham, og han gik over og så, hvad hans mors arbejde var. De store projektiler fra nogle store granater stod på rad og række. Han havde aldrig set sin mor i den situation. Hans blide og venlige mor sidde der omgivet af så dødbringende våben. Men hans næste tanke var, at det var godt, hans mor forsvarede ham og deres fædreland med det farlige arbejde, hun havde. Hans mor fortalte, at det var den sidste granat, hun havde været med til at fremstille. Hun hviskede til ham, at han skulle se lidt nærmere på den. Da han bøjede sig frem, så han tydeligt, at hans mor havde sat sin autograf, og med et eller andet spidst instrument havde hun indridset: "Med kærlig hilsen." i projektilets hårde metal. Han kunne ikke lade være med at gyse, da han tænkte på dem, som de ord var vendt imod.
Ganske rigtigt. Han blev tilbudt arbejde på fabrikken.
Nu var det ham og hans far der arbejdede på fabrikken. Han var blevet ansat på kontoret som kontorelev. Det var mest rutinearbejde. Men det var et springbræt til noget større, som hans mor sagde. Og det var så let, at han kunne bo hjemme, det havde de aftalt han kunne, indtil han skulle ind til militæret.
Han blev antaget ved ingeniørtropperne, og fik en lidt højere uddannelse.
En dag stod han nede i Kuwait sammen med mange andre soldater. Sadam Husein havde fået den sidste advarsel. Nu var der kun militærmagt tilbage.
Bomberne havde regnet ned over Irak i mange dage og nætter. Han kunne ikke lade være med at tænke på, at hans gamle arbejdsplads nok var oppe på fuld produktion igen. Det hjalp ham over den svære tid i det fremmede land, at vide at hans far og mor hjalp til at vinde krigen på deres måde. De vidste at militæret snart skulle sættes ind. Han kiggede sig rundt og så soldater fra mange lande stå side om side. Han havde ikke tænkt tanken til ende, hvor farligt det var for så mange soldater at være samlet på eet sted. Men hærledelsen måtte være sikre på at intet kunne overraske dem.
De hørte alle lyden af en granat der fløj over hovedet på dem. Og dem der var hurtige nok opfattede at jord, træer og buske sprøjtede op. Dog uden at gøre skade. Alle vidste at en ny granat var på vej. Forstenede, og uden at kunne røre sig, så de granaten slå ned i det bløde sand i mellem sig. Der skete ikke andet end dem der stod nærmest blev oversprøjtet med sand. Granaten eksploderede ikke.
Bagefter blev det afsløret at en irakisk stilling havde afsendt de to granater ud i den tomme luft, og det kun var et uheld for dem, at den ene granat ikke eksploderede mellem alle de andre soldater. Den kunne have forandret krigens udfald, for mange højtstående officerer var forsamlede på det lille område.
Erik blev, sammen med nogle andre fra ingeniørtropperne, beordret til at grave granaten op af det løse sand. Han stirrede forundret på den. På dens skinnende spids så han sin mors autograf og et: "Med kærlig hilsen", indridset med sin mors skrift.
Forklaringen har han aldrig fået. Og han har aldrig fortalt noget menneske om den mærkelige hændelse. Ikke engang sin far og mor.
