BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Årets første ællinger   |   Hjem   |   Peter og Sneskyen >>

En epoke er slut

image
I sidste uge flyttede beboerne ud fra Niløseholm til Skovglimt.
Niløseholm er fra 1935 og der kan nok fortælles mange spændende historier herfra.
I første omgang har vi på nettet fundet en lille artikel fra FOA - Sorø hvor Nattevagten gennem 25 år fortæller:

MERE...

image


Nattevagten

I et kvart århundrede har omsorgsmedhjælper Lena Nielsen ubesværet vekslet mellem at være morgenduelig på fridage og natteravn på jobbet. Som regel endda i højt humør.

Af Karin Svennevig Hyldig

Fra nr. 03 - marts 2006:

Stilheden vokser vildt her på den mørke side af midnat i den lille landsby Niløse på Midtsjælland. Kaster sine fangarme rundt om husmurene, lægger vandet i det gamle gadekær blik og ånder alt levende til ro i den frostblege nat.

Én adresse har stilheden og mørket dog aldrig erobret. Kongstedvej 20.

På Niløseholm, en døgninstitution for fysisk og psykisk handicappede, er der altid lys og glade dage, for her har været vågen nattevagt så langt tilbage, nogen kan huske.

Som regel hedder hun enten Lena eller Tut. I 25 år har de to på skift taget vagten fra 23 til 7; holdt mørket og stilheden stangen, spillet kort med søvnløse beboere, sludret, krammet, beroliget og våget ved sygesenge og dødslejer.

»Vi ligner endda hinanden, så beboerne kan godt komme til at forveksle os,« griner Lena Nielsen, der tager imod udstyret med en blå moppe - en 'ny arbejdskammerat', der på grund af nedskæringer for tre-fire år siden er blevet pålagt nattevagten. Badeværelserne skal hun også liiige ordne, men det rokker nu ikke ved den sjællandske humørbombes arbejdsglæde.

Pleje før rengøring

»Tiden kunne faktisk godt falde lidt lang, dengang vi ingen opgaver havde. I rigtig gamle dage, da beboerne var yngre, og vi havde 23 af dem - to på hvert værelse - var der en del mere liv om natten.

Nu er de jo kun 14 - på hvert sit værelse - fra 50 år og opefter. Det har givet en helt anden ro. Så for nogle år siden begyndte vi selv at tage strygetøjet og vasketøjet. Jeg har bare hele tiden sagt 'pleje før rengøring'. Og det bakker ledelsen selvfølgelig op,« siger Lena Nielsen, alt imens hun lader moppen sno sig rundt i alle Niløseholms linoleumsbelagte krinkelkroge.

Det grove og det nattevagten ikke når, ordner rengøringsassistenten senere.

»Når hun så er syg og på ferie, tager vi det hele, men hun giver til gengæld også gerne os en hånd med plejen,« siger Lena Nielsen og springer op ad trappen til første sal.

»Ja, kondien får vi jo med alle de trapper her,« griner hun.

»Og tiden til at sidde og slappe lidt af har vi altså stadig. Stilheden nyder jeg virkelig. Den har sådan en dejlig beroligende effekt. Jeg kunne da godt gå og høre radio, men jeg tænder sjældent og er aldrig bange eller ensom herinde... Eller, nu du nævner det, kan jeg huske en gang, hvor jeg sad og læste en krimi, der hed Mord pr. telefon. Da tænkte jeg alligevel, at 'hvis telefonen nu ringer, så tager jeg den altså ikke,« klukker Lena Nielsen og trækker folie over de sidste morgenbakker.

På køleskabet hænger en seddel: 'Der må ikke stå ufortyndet saft i køleskabet'.

»Nej, for vi har én, der tager det og drikker det råt,« forklarer hun.

Ude på gangen møder hun først beboer A. Så beboer V. Begge virker lidt urolige over al den snak og ballade med fremmede mennesker i huset om natten. Efter et par gode knusere, trækker de sig dog atter smilende tilbage til deres eneværelser.

»Ingen tvivl om, at nattevagter kan være isolerede. Hvis de kun er nattevagter. Men her er vi også med på udflugter og til arrangementer. Personalemøderne er lagt ind i vagtplanen. Det har vi selv kæmpet for. Man får altså ikke noget ved bare at sidde med hænderne i skødet,« pointerer Lena Nielsen, der også er tillidsrepræsentant på stedet.

Hyggelige spøgelser

Ét gode har hun dog fået forærende, erkender hun. Det største endda.

»Kontakten med beboerne er så afgjort det bedste ved jobbet. Jeg får så mange kram hver eneste nat, og så spørger de så sødt til familien: 'Hvordan har Sander det?' Og når jeg så svarer, at min mand har det godt, så jubler vedkommende 'Han er jo også gift med dig!' De giver uendelig meget de mennesker, der bor her. Man bliver tæt knyttet til dem,« forklarer hun.

Af de oprindelige beboere fra Lena Nielsens første arbejdsnætter på Nilsøholm er kun to tilbage. De øvrige er døde - én af dem, beboer B, endog på hendes vagt sidste år ved påsketid.

»Det var utrolig fredeligt: Han gav min hånd sådan et lille klem, fældede en enkelt tåre. Så var det overstået. For mig var det en stor glæde at få lov at være med ham dér,« erklærer Lena Nielsen i ét af sine få alvorlige øjeblikke.

Gode minder har hun masser af - også om beboere, der ikke er mere.

»Flere af dem spøger,« konstaterer hun nøgternt.

»Vi kan stadig lugte beboer B's cigarer og høre beboer O's slæbende skridt på gangene. Bare hyggeligt,« synes hun.

Ligesom den faste tradition for fredags- og lørdagshygge med en lille håndfuld beboere:

»Så får vi ellers både kaffe og snolder, ser nogle videofilm med Dirch Passer og hygger til klokken er både ét og to om natten,« smiler Lena Nielsen.

Og de to nætter er nattevagten fritaget for rengøringen.

Efterlønnen er min nødudgang

At beboerne efterhånden er ved at være gamle, og at lokalpolitikerne nu i flere år har pønset på at nedlægge Niløseholm til fordel for en ny og større døgninstitution i storkommunen, bekymrer Lena Nielsen sig mindst muligt om.

»Jeg hører til her og vil ikke arbejde et nyt sted med lange gange og en masse nye beboere. Dér har jeg jo den fordel, at jeg fylder 60 næste gang. Efterlønnen er min nødudgang,« griner hun.

»Men generelt synes jeg da, vi skal være optimistiske. Tro på, at udviklingen kun vil føre til det bedre. Det har den da stort set gjort i alle de år, jeg har været her.«

Klokken nærmer sig 7 - fyrmorgen for nattevagten og tid til at vise kollegerne lidt omsorg: Lena Nielsen brygger kaffe og indtager sin vante plads ved bordet i den regnbuefarvede personalestue og tænder stearinlysene.

»Jeg synes jo ikke, de skal møde ind til sådan noget skarpt elektrisk lys,« erklærer hun.

En god sludder senere står hun på cyklen og triller hjemad. Hjem til ørepropperne og persiennerne. Nu skal der soves.

»Nogle tror, jeg har hele dagen til min rådighed. Men nattevagter har da et søvnbehov som alle andre: Typisk tager jeg fra otte til fjorten, hvis jeg har vagt igen den kommende nat. Ellers bare nogle få timer, så jeg er tilpas træt til at gå i seng om aftenen,« siger hun.

Sådan vender Lena Nielsen faktisk op og ned på sit døgn flere gange om ugen. På fridage er hun A-menneske: Sover sådan cirka fra midnat til ved fem-sekstiden om morgenen. På arbejdsdage er hun B-menneske og sover formiddagen væk.

»Jeg ved godt, de siger, det er usundt. Men vi mennesker må altså være forskellige, hvad det angår. Jeg trives i hvert fald fint! Og da børnene gik i skole var det skønt, at de aldrig kom hjem til et tomt hus,« erklærer Niløseholms inkarnerede nattevagt og træder - fortsat fornøjet - hjemad i pedalerne.


Indsendt af: Poul Hansen den 01/05 - 07 | 11:46 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?