Så har Bent igen fået udgivet en bog ..
Denne gang hedder bogen Syv - ni - tretten anekdoter om min barndom og ungdom fra 1931 til 1952.
Nedenfor kan man læse det første afsnit af bogen.
Min far blev født omkring år l895. Han blev døbt Simon. Det er et bibelsk navn, for hans forældre var meget missionske. Alle hans brødre og søskende havde bibelske navne.
Det tænkte jeg ikke meget over dengang. Jeg kendte dem som onkel Peter, onkel Jakob, onkel Johannes, foruden min fars søstre, der hed Marie og den anden vistnok Magdalene. Jeg kendte dem som moster Mie og moster Maja, det var finere at være moster end faster, så de hed moster Mie og moster Maja, selv om de var mine fastre.
Min far døde da jeg var ni år, altså i året 1940.
Min første erindring om min far var, at han altid var hjemme. Han var syg, så han kunne ikke arbejde. Han havde ellers været tømrer. Min far var en mager mand. Han havde ikke meget hår på hovedet, men de sidste hår blev redt sirligt hen over hans næsten skaldede isse, så de dækkede den store bare plet midt på hovedet.
Når far barberede sig var det en hel ceremoni. Det skete to gange om ugen, onsdag og søndag formiddag. Min far hentede sin barberkasse. Det var en fin mørkbejdset trækasse han selv havde lavet. Når han lukkede låget op, så man ind i kassens indre.
På lågets inderside sad et spejl, der fyldte hele låget. Kassen var delt op i små rum, der indeholdt, hvad han skulle bruge for at foretage sig den handling, at barbere sig. Mor havde kogt vand på komfuret. Det var spilkogende. Far havde sat sig tilrette ved køkkenbordet med kassen foran sig. Mor hældte det dampende varme vand op i en lille skål. Far tog barbermaskinen frem, den var skilt i alle sine dele fra sidste gang han barberede sig. Han tog een af de skarpe blade og satte den i en slibemaskine.
Et sindrig lille instrument som han kørte hen over barberbladet med, så bladet blev endnu skarpere. Derefter blev bladet anbragt i selve barbermaskinen, der nu blev skruet sammen klar til brug. I kassen var der anbragt et stykke barbersæbe, som far fiskede op sammen med en lille børste. Far dyppede børsten i det spilkogende vand, og masserede den godt ned i sæben, så det flotteste tykke barberskum kom frem. Far smurte det med langsomme bevægelser ind i hele ansigtet. Han passede på ikke at få noget i øjnene og i munden, og hans lille overskæg blev heller ikke ramt af det tykke skum. Nu var han klar til selve det at skrabe skægget af. Han tog barbermaskinen og skrabede med den sæbeskummet af igen, dermed fulgte også de tre dage gamle skægstubbe. Når hele ansigtet var pænt, smurte han hele ansigtet ind een gang til. For at få alle skægstubbene med, skrabede han sig een gang til. Nu var ceremonien færdig, men først blev barbermaskinen skilt ad i alle sine dele, og alt blev tørret af med en klud og lagt sirligt ned til næste gang han skulle barberes.
Min far var lidt tunghør, han hørte ikke så godt. Jeg kan huske engang han cyklede forbi mig oppe i byen uden at se mig. Han cyklede langsomt op mod byen, og jeg kom fra en sidevej. Jeg råbte på ham, men han cyklede bare videre. Til sidst løb jeg efter ham, mens jeg råbte af fuld hals, men han hørte ingen ting. Jeg blev så skuffet, at jeg gav mig til at tudbrøle af raseri og skuffelse over, at han ikke kunne høre mig. Han kørte på min mors cykel.
Min far lærte mig at cykle, jeg havde fået en cykel, da jeg var en seks til syv år. Han gik trolig og trak med mig, men det lærte jeg Rosengades Forlængelse en Søndag i 1935
ikke meget ved, så jeg kan huske jeg satte farten op, mens far
prøvede at halte efter mig med sit dårlige ben. Men nu cyklede jeg selv, han kunne ikke nå at indhente mig, så for at komme af igen måtte jeg køre ind i en hæk for ikke at vælte midt på vejen. Men jeg lærte da at cykle.
Min far havde et dårligt ben. En enkelt gang fik jeg set, hvad det var. Han havde et hul på det ene lår på ydersiden. Hullet væskede hele tiden, og det bind som blev skiftet hver dag blev omhyggelig
brændt på komfuret, og ingen måtte røre ved det.
Min far døde som omtalt, da jeg var ni år. Han var tit på sygehuset. Han udtalte ofte, at han helst ville på Brørup sygehus, der befandt han sig bedst. Der døde han også. Jeg husker, den sidste gang jeg så ham, han lå afkræftet i sengen. Han sagde farvel til mig på en kærlig måde. Han vidste han skulle dø, det vidste jeg ikke på det tidspunkt, så jeg skyndte mig bare ud af det indelukkede værelse. Han døde kort tid efter. Jeg kan huske det var sommer og meget varmt. Jeg var med til begravelsen. Bagefter spurgte min mor mig, hvorfor jeg ikke græd. Det kunne jeg ikke svare på, jeg forstod det ligesom ikke. Jeg vidste heller ikke hvornår jeg skulle begynde at græde og hvornår jeg skulle holde op igen. Men jeg elskede ham meget højt. Min far var meget kreativ, et år til jul sad han og lavede juletræspynt. Så gik jeg rundt i byen og solgte de ting han lavede. Kræmmerhuse, roser, bronzerede grankogler, og meget mere. Jeg solgte godt, det var lige op til jul, så folk var gavmild mod sådan en lille fattig dreng som mig.
