Hvem er Gilbert. Jeg har lovet hans mor at fortælle om Gilbert. Derfor begynder jeg nu.
Da Gilbert blev født vejede den 100 kg. Den kunne med det samme rejse sig op, og stavre hen til sin mor på sine fire usikre ben. Det værste var, at den så ud til at have fire ben, men to haler, én i hver ende. Hvis man kiggede rigtig efter, lignede den ene hale ikke en rigtig hale.
Den kunne endog bruges til at spise med, og den var god til at drikke vand med. Gilbert fulgte sin mor i hælene den første tid af sit liv. Men da den blev større, gik den på opdagelse i nærheden. Den fandt hurtig nogle andre, der lignede den selv. ”Hvad er i dog for nogle,” spurgte den forundret. Vi er vist nok elefantunger, var der én af de andre, der svarede, for vore forældre er elefanter, så vi må højst sandsynlig være elefantunger.
Gilbert var den mindste af dem. Og når de løb om kap, var det altid den, der kom sidst. En eftermiddag havde den vovet sig lidt væk fra de andre. Den var blevet tørstig og stod og drak vand med sin ene hale. Nej, den drak vand med sin snabel. Den havde lige fyldt hele sin snabel med vand, da den til sin rædsel så ind i øjnene på en løve, der havde sneget sig helt ind på den. Gilbert vidste ikke, om løven ville gøre den noget, men den blev meget forskrækket. Den rettede sin snabel lige mod løven og sendte strålen med vand direkte ind i hovedet på den forbavsede løve, så den satte sig på enden i det lave vand, og det gav Gilbert tid til at fylde snablen med en ordentlig portion vand. Men nu havde løven fået nok, den stak halen mellem benene, og løb alt hvad den kunne væk fra Gilbert. Gilbert syntes den ville give løven en lærestreg, så den styrtede efter den så hurtigt dens tykke ben kunne bære den. Da den ikke gad løbe længere, sprøjtede den vandet efter løven, der løb endnu hurtigere. Den skulle nok holde sig fra Gilbert en anden gang. De andre elefanter havde forfærdet overværet, hvordan Gilbert havde jaget den drivvåde løve på flugt. De var for langt væk til at komme Gilbert til hjælp, men hvor var hans far og mor stolte over, at den kunne hjælpe sig selv. Men de sagde til den, at den aldrig måtte løbe så langt væk fra de andre.
Næste dag gik Gilbert ned til vandhullet igen. Den var ikke spor bange for at møde en løve. Den ville bare fylde snablen med vand, så ville den stå og vente på, at en løve skulle komme ned og drikke. Gilbert havde set den gamle træstamme ligge og flyde i vandet. Men hvor blev den forskrækket, da træstammen pludselig spærrede munden op og viste en række sylespidse tænder. Krokodillen piskede vandet til skum og kom i susende fart hen mod Gilbert, men Gilbert var ikke spor bange, den havde snablen fuld af vand, som den sprøjtede ud mod den angribende krokodille. Krokodillen var ikke bange for vandet, men den blev meget forbavset, da den så Gilbert stå der og sprøjte med vand. Den havde aldrig før set et dyr med to haler. Og da slet ikke et dyr, der kunne sprøjte vand ud af den ene hale. Da krokodillen så alle de andre elefanter komme galoperende mod sig, slog den et slag med halen, og forsvandt ud på det dybere vand. Gilbert blev stolt som en pave, da den så krokodillen svømme væk, den var ikke spor i tvivl om, at det var den, der havde jaget den væk. Men nu kunne det være nok, sagde dens mor, nu turde de ikke slippe Gilbert af syne, så bange var de for, at der skulle ske den noget.
De blev enige om, at nu skulle den døbes. Da dagen kom plaskede de alle ud i det lave vand og fyldte deres snabler med vand. Dens mor råbte med høj røst. ”Gilbert, Gilbert, Gilbert.” Og så hed den Gilbert. Og alle de andre elefanter sprøjtede vandet ud over den arme Gilbert, så den blev våd over det hele. Men sådan gjorde elefanterne altid, når de skulle døbe deres små elefantunger. Bagefter gik de alle op og spiste sig mætte i det saftige græs, som de rykkede op med snablen.
Gilbert kunne ikke lade være med at gå på opdagelse på egen hånd. En dag den havde vovet sig langt væk fra de andre, så den nogle ejendommelige skabninger, der gik på to ben. Gilbert stod længe og så på, hvad disse mærkelige skabninger lavede. Til sidst blev den så nysgerrig, at den gik helt hen og snuste til én af dem. Gilbert syntes, at mennesket duftede så godt. Det var i hvert fald en hel anden lugt end den, den var vant til. Manden rakte forsigtig hånden ud og kløede den på snablen. De blev gode venner med det samme. Gilbert havde helt glemt hvad dens mor og far havde lært den. Ja, den havde helt glemt sin far og mor, så gode venner var de blevet. Manden syntes det var underligt, at der var kommet en elefantunge ind i landsbyen til dem, men han blev enig med sig selv, at den nok var kommet væk fra sin far og mor, og ikke kunne klare sig selv. Manden blev enig med de andre i landsbyen om, at de ville beholde elefantungen. De valgte at kalde den Gilbert, det betød ”den tapre” på landsbyens sprog.
Gilbert befandt sig godt i landsbyen. Den havde en aften i skumringen set alle de andre elefanter stå og kikke efter sig langt i det fjerne, men de turde ikke komme nærmere på landsbyen. Men Gilbert havde valgt at blive, selv om han var lige ved at løbe efter sin far og mor. Men den blev i landsbyen.
Gilberts mor blev meget bedrøvet, da den opdagede, at Gilbert havde søgt ind i menneskenes verden. Men den aften hvor de alle stod og kaldte på den, blev hun klar over, at Gilbert var meget anderledes end de andre elefantunger. Så til sidst vendte de om, og drog af sted til nye græsgange, hvor de kunne glemme, de havde født så mærkelig en unge som Gilbert Den Tapre.
