BRUGER  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

<< Indvielse af Niløseholm   |   Hjem   |   Stor høstfest >>

Til dem der vil flyve videre.

image
En dag lå der et flot brev i vores postkasse. Det var en invitation til at besøge min gamle arbejdsplads på Niløseholm. Fra at være en institution for Psykisk handikappede var de gamle bygninger nu forvandlet til et sted hvor unge mennesker kunne få et løft for at komme videre i deres tilværelse. Nemlig, at flyve videre i deres tilværelse, stod der på indbydelsen. Den formulering synes jeg fortjener et digt:

MERE...

Til Stedet der hjælper dig til at flyve videre.

Jeg drømte i nat
at jeg var en sommerfugl.
Så da jeg vågnede i morges
vidste jeg ikke om jeg var en sommerfugl.

En sommerfugl, der drømte,
at den var et menneske
eller drømte jeg, at jeg var et menneske
men var en sommerfugl.
For jeg fløj på hvide flagrende vinger
op mod himlen op mod solen
mens jeg råbte af fuld hals :
” Hurra jeg kan flyve ”.

Og så fløj jeg.
Hvis jeg var et menneske
kunne jeg ikke flyve
og var jeg en sommerfugl
kunne jeg ikke råbe.
Og var jeg en sommerfugl
kunne jeg ikke tænke.
Tænke på, at jeg måske var en sommerfugl.

Eller blot et forundret væsen,
der ikke ved hvad det er.
Jeg flyver på lette sommerfugle vinger
for kærlighed overstiger alt,
og flyver mod himlen op mod solen.
”Hurra, jeg er elsket, elsket af jer.”

Så lad os flyve sammen
op mod himlen, op mod solen.
For selv om jeg kun er et menneske
kan jeg flyve som en ørn
på lette sommerfugle vinger
blot det er sammen med jer.


Den 4 september år 2009 stod jeg på Niløseholm og så den forvandling som to måneders intensiv arbejde har udrettet, men minderne var der i de endnu tomme værelser, der helt sikkert igen vil komme til at summe af liv og glade ungdomsstemmer.
For rammerne er her.
Selv det gamle køkken, hvor Karin og Jette lavede det lækreste mad kunne igen præstere en let anretning til alle de gæster der myldrede ind, for at lykønske initiativtagerne med deres indsats.
Der blev holdt tale og råbt hurra og vi blev vist rundt.
Selv om jeg kendte hver en krog og havde en erindring om hver eneste værelse så var det alligevel en stor oplevelse og se den gamle bygning fra den gang jeg var
Arbejdsmand på Niøseholm fra 1980 til 1991.

Da Borgstrøm havde en annonce i avisen, om at de manglede en arbejdsmand på Niløseholm, søgte jeg stillingen, og fik den frem for 47 andre ansøgere.
Nu var jeg fri for at køre turen til Lakridsfabrikken i Slagelse. Jeg kunne gå hjemmefra klokken ti minutter i syv og være på Niløseholm over for kirken i Niløse klokken syv, og gå hjem igen klokken femten.
På Niløseholm befandt sig 20 voksne beboere, med hver sit psykiske handicap. Jeg følte mig hjemme allerede efter den første dag. I de 11 år jeg var der, prøvede jeg at betragte hjemmet som en stor familie, der skulle være der, og samarbejde på alle led.
Mit arbejde bestod meget af tiden med at holde haven og det uden om. De første mange år havde jeg en god hjælper i Carl. Store Carl, som vi kaldte ham. Det var ikke uden grund, han blev kaldt sådan. For stor det var han. Og stærk. Tidligere havde han været på en gård som medhjælper, men da manden på gården døde, troede Carl, at han skulle overtage mandens rolle og kunne sælge kalve og høns, som det passede ham. Da det blev enken for meget, måtte der fire stærke betjente til for at anbringe Carl her på Niløseholm. To betjente kom med ham. De var indsmurt i kolort fra top til tå, for Carl forsvarede sit domæne med en høtyv oppe fra møddingen. Vi kom utrolig godt ud af det sammen, selv om han ikke tolererede andre beboere nede i ”sin” have. Og bare vi fik nævnt, at et træ skulle fældes, stod han op tidlig om morgenen og fældede og skar træet ud i passende stykker. Det var som om han skulle have afløb for sin vældige energi.
En forårsdag lige inden fyraften, sagde Carl, at nu skulle vi lægge kartofler. Det var jeg ikke indstillet på, men sagde, at de først skulle lægges efter Weekenden. ”Så lægger jeg dem selv,” sagde Carl. Og minsandten om han ikke var begyndt at lægge kartofler. Så jeg stjal snoren. ”Jeg kan godt lægge kartofler uden snor,” sagde Carl. Og da jeg kom mandag morgen var kartoffelstykket lagt. Endda uden snor!
En dag havde nogle soldater på øvelse lagt sig i hegnet ind til os. Jeg gik ned og forklarede dem, at det var et hjem for psykisk handikappede, så de måtte hellere liste ud på den anden side hækken. Men de grinede bare. Et par timer senere så jeg dem løbe for livet med Carl efter sig med en hævet skovl over hovedet.
Ja, hver af beboerne havde hver sit særpræg, som jeg genoplever mens jeg går rundt her på Niløseholm en blæsende efterårsdag i 2009.


Indsendt af: Bent Kristiansen den 10/09 - 09 | 15:00 | Profil        

Kommentarer



Kontakt mig, når nogen svarer på dette indlæg?