Kære Marina
Det var en skam du ikke kunne komme med på Nyvangsudflugten i år for vi havde en god tur som sædvanlig.
Jeg startede hjemmefra lidt over otte og nåede at se fire store busser køre ind på området hvor 182 glade frivillige fordelte sig i busserne, der kørte klokken 9 med retning mod Sorø. Vi fik en lille én til halsen for at få stemningen i top og snart holdt vi uden for Sorø Museum, hvor vi blev et par timer og fik en tår medbragt kaffe og kage og så på gamle ting, som nu museer kan vise frem.
Klokken 12 myldrede vi alle ind på Hotel Postgården, der ligger midt på Strøget i Sorø. Her blev vi budt velkommen og hørte et par taler, mens vi spiste sild og andet dejlig mad, som personalet på kroen havde tryllet frem.
Ved 14 tiden kørte vi til Tersløse og så Tersløsegård, hvor en dame fortalte vidt og bredt om Ludvig Holberg og hans liv for mange år siden. Ja, jeg tror jeg kender mere om Holberg og hans meritter end vores nærmeste nabos gøren og laden. Du kan nok høre jeg prøver at skrive det danske sprog, som det var dengang. Selv om han nok skrev med en gåsefjer og jeg på en moderne computer
Ved 16 tiden fortsatte vi mod Stenlille og kørte så mod Undløse og havnede i Mørkøv. På den måde har vi sådan set kørt i en stor bue rundt om Åmosen, som jeg snakkede en del med min sidemand om, og selv om erindringen fra Åmosen ligger tilbage i tiden vil jeg alligevel skrive om den tid, hvor mosen i stenalderen var en lavvandet sø. Og hvordan vi under Anden Verdenskrig gravede tørv op i tonsvis derude:
Denne varme sommerdag tilbragte hun ude i søens vand. Den lavvandede sø var et ideelt sted at samle muslinger. De lå tæt på søens bund, hun kunne blot bøje sig ned og samle op i sin flettede kurv. Vandet var ikke særlig dybt, hvor hun gik. Hun havde taget kjortelen af og lagt den til tørre på søbredden efter at have vasket den med sæbeurt. Her kunne kjortelen ligge og tørre i solen. Når solens stråler blev for voldsomme satte hun kurven fra sig på søbredden og løb ud til hestehullet længere ude i vandet. Så svømmede og dykkede hun hen over det bundløse sted. Hun kaldte på hunden, men den var ikke til at lokke fra dens plads ved siden af hendes kjortel. Bare den nu ikke bider i den, tænkte hun, mens hun plaskede rundt. Men den havde et stort kødben den fortærede, så det var ikke sikkert den faldt for fristelsen og gnavede i hendes kjortel forarbejdet af skind fra en kronhjort.
Nu var det igen tid at samle muslinger, så hun forlod hestehullet og snart mærkede hun fast bund under fødderne. Hun rakte op efter sin amulet, som hun havde i en lædersnor om halsen. Lædersnoren var der, men den gennemborede oddertand var væk. Det var ikke blot ærgerligt, det var en katastrofe. Den oddertand havde hun båret som et totem, der beskyttede hende mod alt ondt. Som hun sad der denne skønne sommer eftermiddag følte hun sig helt nøgen. Intet kunne beskytte hende mod det onde, hun altid forventede at opleve.
De var lige ankommet med deres både til den store sø. I lang tid havde de roet og padlet og skubbet deres båd gennem siv og andet grøde for at komme til deres sommerboplads ved den store sø. Her havde de slået lejr. Repareret deres huse fra sidste år og gjort klar til fiskeri og jagt, for landet omkring søen var et sandt paradis for mange forskellige dyrearter, der hver dag drog ned til søens bred for at drikke af det klare vand, for derefter at gå tilbage og æde videre af det grønne græs. Ja, æde sig fede og lækre, så menneskene blot kunne tage for sig af retterne, og tørre kød, skind og huder på de opstillede ramper af fældede træer. Og søen rummede også uendelige rigdomme af muslinger, fisk og krabber, som de kunne fange i deres flettede ruser. I sådan en ruse kunne der godt ligge en stor fed malle, der kun ventede på at blive ristet på bålet og derefter spist, mens fedtet drev ned ad armene.
Men denne eftermiddag var alt ligegyldigt. Totemet var væk. Hun vadede ud i vandet for at lede efter den forsvundne oddertand. Mens hun gik i vandet helt opslugt af sin sorg tænkte hun på, at det hul der var boret i tanden, måtte være slidt større og større for til sidst at give efter og løsne sig fra lædersnoren.
Hunden havde rejst sig og stod og gøede på søbredden. Den fornemmede den sorg dens herskerinde følte denne varme sommerdag. Hundens gøen blev til langtrukne hyl, da den så sin herskerinde gå til bunds i hestehullet, hvor hun blev suget ned i en pludselig malstrøm. Kun hundens tuden bebudede at en tragedie var sket.
Vi så ud over mosen, hvor åen slynger sig dovent gennem landskabet. Solen skinnede fra en skyfri himmel og fik os til at smide skjorterne mens vi gravede det sorte guld frem fra en fjern fortid. Stabler af tørv lå til tørring så langt øjet rakte og hestekøretøjer i stribevis læssede de uendelige mængder af tørv for at køre dem til byerne, hvor de havnede i folks komfurer og kakkelovne. Men her var der mange, der tjente deres brød. Svedige mænd gravede tørv op i tonsvis, som så blev lagt ud på græsjorden for at tørre, og kvinder og børn vendte dem eller stablede dem op i pyramide lignende stakke, mens hugorme vislede omkring dem. Der var igen kommet liv i den gamle søbred. Men tiden havde forandret alt.
Hun var lige kommet fra skole. Men tørvene skulle sættes i stakke. Da hun brækkede to tørv fra hinanden, så hun en hvid tand stikke ud som en rovdyrtand af den ene tørv. Forsigtig vristede hun den løs og så, at tidens tand havde gnavet i tanden og det hul der engang for 5000 år siden var blevet boret i tanden med et primitivt redskab var ødelagt. Måske af tidens tand. Hun puttede tanden ned i lommen på sit forklæde, der normalt kun indeholdt hendes lommetørklæde, og lagde sig igen på knæ og fortsatte sit arbejde med at røjle tørv. Pludselig hørte hun en væsen og en hugorm kastede sig frem mod hende parat til angreb. Hun nåede ikke at vige til side for hugormens heftige angreb. Hun mærkede og hørte et lille smæld, da hugormens gifttænder ramte den gamle oddertand i hendes lomme. Den gamle oddertand fra fortiden stødte i en brøkdel af et sekund sammen med nutidens gifttand. Fortid og nutid mødtes i en sanseløs sekund. Hun tog glad den gamle oddertand op af lommen, mens hun tænkte: Selv om tidens tand har gnavet i den, har oddertanden af én eller anden grund beskyttet mig mod det onde, der i form af et hugormebid har beskyttet mig denne eftermiddag her ude i mosen.
Fra Mørkøv kørte vi videre mod Svinninge og var tilbage på Nyvang igen lidt over klokken 17, og det var ikke helt mørkt, da jeg begyndte hjemturen efter en hyggelig og afslappet tur i det midt sjællandske landskab med bakker og dale og flade marker, der enten er nysåede eller venter på at blive pløjet eller harvet.
Venlig hilsen
Bent Kristiansen ( altså ham der sidder i stadsstuen på husmandsstedet og læser sine historier)
I bussen på hjemvejen blev Bent Kristiansen ( altså den gamle formand for Nyvang nævnt, og én af passagererne var oppe ved mikrofonen for at fortælle en historie, som Bent var mester for, og som jeg vil prøve at gengive:
En beruset bilist slingrede ud ad Skovvejen, men han nåede dog ikke kørt langt før en patruljevogn fik stoppet hans slingrende kørsel. Han måtte ud af sin bil og vise kørekort og stå på eet ben og sige en remse fra sin skolegang.
Andre trafikanter var selvfølgelig nysgerrige og et par i en bil var så uheldige, at de overså at den forankørende tog farten af sin bil så de røg op i bagenden på den med et brag, der fik de to betjente til at skynde sig over og se, om de kunne være til nogen hjælp. Det fik den berusede til at blive næsten ædru, så han fik tænkt, at det nok var bedst at komme derfra i en fart. Så hurtigt som han kunne, smuttede han ind i bilen og trykkede speederen i bund og kørte væk i et hjulspind. Godt kommet hjem kørte han bilen i garagen og lukkede porten, inden han skyndte sig ind, og råbte til konen, at hun skulle sætte mad og brændevin og øl på bordet, for det varede ikke længe inden de fik gæster. Manden hjalp til, og snart stod der sild og andet godt på bordet. Og han nåede også at sætte sig godt tilrette, inden der blev ringet kraftigt på døren. Konen lukkede op. Og betjentene skyndte sig ind i stuen, og så at manden sad for bordenden med snapseflasken og et par tomme ølflasker foran sig. Manden hikkede skadefro,og bad sine gæster sætte sig til bords. Betjentene sagde dog nej tak. ” Men hvorfor kommer i dog så,” spurgte manden ligesom forbavset. ” Ja, vi kommer altså for at få vores bil igen. Er du klar over, at det er vores bil du har stående i din garage.”
