Klima
1931 til 1945
Koldt under 2 verdenskrig
Vandspanden i bryggerset var bundfroset
Pumpen ude i gården
Varme sten i sengen
Sne for enden af Rosengade
Snekastningspligt
Kørte med sneplov med heste foran
1946 til 47
Vejen andelsmejeri
Frøs 25 grader og snestorm så tre kølebiler ikke kom efter mælkeflasker
til de amerikanske styrker i Tyskland.
Vi tappede mælk og satte flaskerne uden for uden at tænke over at det frøs ca 17 grader.
En times tid efter opdagede vi at kapslen på den bundfrosne mælkeflaske sad 5 cm oppe over flasken og ca hver tredje flaske var revnet.
1950 til 51
Vorbasse Andelsmejeri
Vi fik ikke mælk til mejeriet i tre dag, da alle veje var lukket af væltede træstammer på grund af tøsne på træerne og en brandstorm, der knækkede træerne som tændstikker.
1952 til 53
Sne og frost mens jeg var soldat
Bilerne sad fast og min motorcykel blev læsset på en lastbil
1953 til 54
Allershøj mejeri
En iskold vinteraften blev jeg uvenner med mejeribestyreren fordi jeg ikke ville køre femten junger fløde til afkøling uden for.
Han fik en anden til det og næste morgen havde vi femten bundfrosne junger med bundfrossen fløde i.
1955 til 1961
Strøby mejeri
En søndag morgen kom jeg først på arbejde klokken 8,30. Mit vækkeur stod på gulvet ved siden af sengen mens der var isblomster af frost på væggene. Uret gik, men på grund af den lave temperatur tabte den et par timer i løbet af den iskolde nat. Hvor selv en vandhane, der løb med vand kunne fryse når porten var åben for at få de frosne mælkejunger ind. For at få mælken ud af jungerne sprøjtede vi varmt vand på dem og så kom mælken og en skorpe på 5 cm frossent mælk op i vægten. Og man skulle passe på ikke at røre jungerne med våde hænder, for de frøs fast til stålet med det samme.
1961 til 2010
Niløse
Jens Hansen kørte sneplov for Dianalund kommune. En morgen stod jeg for enden af vores vej i en rygende snestorm klokken 4 en mandag morgen, hvor jeg skulle til Sorø på strømpefabrikken og fyre op i kedlerne. Jens Hansen stoppede den store sneplov og stak hovedet ud ad vinduet og sagde at jeg ligeså godt kunne gå hjem i seng igen. Men jeg fortalte at jeg skulle fyre op for ca 300 arbejdere. Og hvad gjorde Jens Hansen. Han ryddede vores vej og kørte foran mig helt op til parkeringspladsen på Nærum Nylon.
På strømpefabrikken passede vi på ikke at forurene med det olie, vi forbrændte i kedlerne. Vi rensede selv kedlerne for sod hver 6 søndag. En gang spurgte Poul om vi ikke skulle lukke op ud til skorstenen for at se om der var sod derude. Maskinmester Hansen sagde han ville give en øl for hver tændstikæske sod vi fandt derude. Vi fyldte 12 store affaldssække med sod.
Kørte til Kulby for at se et tog, der var kørt fast i sneen.
Skovlede sne i massevis sammen med Store Karl på Niløse Holm.
Vores søn Alf var karl på Niløsegården og ryddede tit vejen op til os. Så slap vi for at skulle ud med sneskovlen.
Så i tidens løb har vi haft meget lave grader og det har vi vel stadig. Men før hen mærkede vi det på en anden måde før husene blev varmet op med gulvvarme og olie.
Og store sneplove salter og rydder vejene så snart, der falder den mindste sne. Hvor det før hen ofte foregik med skovl og en øm ryg.
Til klimatopmøde i København i december måned 2009.
Sikke mange vi var i København de dage.
Regeringschefer og mange andre valfartede til København. Flotte biler og limousiner kørte i pendulfart fra hoteller til de steder, hvor de vigtige møder og forhandlinger foregik. Der var næsten kaos alle vegne. Men en så vigtig begivenhed ville alle være med til, for vores klima er vigtig for alle. Fælder de regnskoven i Brasilien og andre steder påvirker det vort klima i resten af verden. Smelter isen i Grønland får det alvorlige konsekvenser i resten af verden.
Jeg ved ikke om jeg egentlig var inviteret til det klimatopmøde, men jeg var der. Mine bekendte og jeg sad nede bagved, endnu holdt vi os lidt tilbage. Vi ville se og høre, hvad der kunne gøres for at ændre lidt på de mærkelige fænomener som naturen satte gang i. Var vi selv skyld i det, der skete i Grønland, hvor store ismasser forsvandt som dug for solen. Kunne vore biler og flyvemaskiner holde op med at forurene den luft, som vi skal indånde hvert eneste døgn. For er vi ikke fælles om luftens friskhed og havets glitrende strøm og hver eneste sandstrand og hvert eneste lysning i skoven og hvert eneste grannål og hvert eneste summende insekt. For vi må huske at verden er dyrebar, en dyrebar ven, som vi skal dele med alt levende.
Det var tanker, der for gennem mig, da jeg sad og hørte den ene talestrøm efter den anden inde i det store mødelokale.
En af vagtmandskabet kom hen til mig og spurgte, hvem jeg var og ville have mig til at oplyse mit navn. Jeg så på ham og sagde: ”Jeg hedder Sam Vittighed og er inviteret af dem der sidder på bagerste række, for når jeg ser ud i fremtiden og ser skovhuggere med deres store maskiner fælde de enorme træer i regnskoven og ser indlandsisen smelte i Grønland og samtidig ser jeg de enorme vandmasser og regnskyl der fosser ned over Pakistan, da spørger jeg mig selv: Er det naturen der selv forandrer sig, eller er dette ragnarok skabt af mennesker. Som tågen viger for morgensolen hen over pløjede marker vil vor grådighed opsluge jorden og efterlade sig en gold ørken. Vi må ikke glemme at verden er en dyrebar ven, som skal deles mellem alt levende.”
Den arme vagtmand så måbende på mig og sagde stammende, at jeg hellere måtte blive her og se og høre, hvad der kom ud af det store klimatopmøde, der havde tiltrukket så mange prominente gæster fra hele verden. Jeg så han gik op og hviskede noget til dem der sad på første række. Og fra det øjeblik lod jeg mærke til, at mange af dem der holdt tale skævede ned til mig. Og vagtmanden kom ned til mig igen og sagde. ” Du skal blive her, for det kan jo være du kan påvirke hele verdens dårlige samvittighed.”
Så der sad jeg så i flere dage og lange aftener og hørte og bedømte de forskellige talere ud fra det de hver især kunne tilbyde ud fra deres tankegang og indflydelse.
Bent Kristiansen, november 2010
