"Godt gemt bag de brune bakker lå det lille husmandssted. Det hele havde set bedre dage. Malingen skallede, og der trængte forfærdeligt til at blive kalket..."
Klik her for at høre Bent læse historien op:
Godt gemt bag de brune bakker lå det lille husmandssted. Det hele havde set bedre dage. Malingen skallede, og der trængte forfærdeligt til at blive kalket. En gammel harve lå oppe på taget og holdt sammen på resterne af stråtaget. Og den mand der boede der, havde også kendt bedre dage. Han var med i det forfald, der sporedes overalt. Men lige meget. "Jeg hænger ved så længe jeg kan, og så længe jeg ikke ligger andre til byrde," sagde Jens Peder, dengang de kom fra kommunen for at anbringe ham på et hjem. "Nej, jeg klarer mig nok. Posten kommer jo hver dag og kigger ind, og min gode ven slagteren kommer da også agende forbi engang om ugen og får sig en sludder og en kaffetår."
I dag havde Jens Peder lavet en omelet til frokost. To nylagte æg og lidt mel og mælk så var den omelet færdig og stod og dampede af bag på komfuret. Han tog den lille spand. Han mente, at den blissede gerne ville give en tår mælk. Nymalket mælk var nu godt nok, så han var glad for, at han havde beholdt koen og et par høns, så var han næsten selvforsynende.
"Hallo, er der nogen hjemme." Slagtermester Viggo Olsen kom på sit ugentlige besøg. Han gik lige ind i køkkenet. Bange var han ikke for Perle, Jens Peders hund, og den rejste sig ikke engang op, da han sådan kom farende, men det var nok også fordi den havde hørt hestekøretøjet for lang tid siden, og vidste det var slagteren, der kom på sit ugentlige besøg. "God hund," sagde han og bøjede sig ned og klappede den. "Hvor er Jens Peder." Det fik hunden til at rejse sig og stille sig op foran døren. Nu kunne slagteren også høre ,at Jens Peder skramlede ude i stalden. Nå, men han kom vel snart ind igen. Slagteren satte sig på en faldefærdig stol og så ud over køkkenet. Han gøs. Sikke dog et svineri. Brændet lå stablet op omkring komfuret. Og køkkenbordet flød af gamle madrester. Vindues-karmen var stablet fuld af alt, ligefra gamle udgåede potteplanter til medicin og hostesaft. Ja, ikke engang en pakke med rottegift manglede. Ja, det så endda ud til at Jens Peder lige havde haft fat i pakken. Bag på komfuret stod Jens Peders frokost og svalede af og sendte liflige dufte ud, der blandede sig med alle de andre dufte der var i sådant et køkken. Slagtermester Viggo Olsens tænder løb i vand. Han tog en lille bid med gaflen efter at have gjort den godt ren i sin hvide slagtertrøje. Omeletten smagte fortrinlig. Men det var, som om Perle ikke ville finde sig i at han spiste af Jens Peders mad for den stillede sig op lige overfor ham og viste sine sylespidse tænder, eller i hvert fald de tænder den havde tilbage. Først da den fik en bid, logrede den med halen, og holdt op med at knurre. Mismor sprang ned fra hylden. Den havde også opdaget at noget usædvanligt var ved at ske, så den gned sig op ad hans ene bukseben og mjavede ynkeligt. Den kunne også lide omeletten. Panden var tom. Pludselig var den tom. Katten slikkede sig om munden og hunden logrede, og Slagtemester Olsen så også mæt og tilfreds ud. Han så op på Jens Peders ur, den var gået i stå ved syv tiden, og selv kalenderen der hang neden under uret var ikke revet af de sidste tre fire dage, men viste stadig den 27. april.
Alt det nåede slagtermesteren at tænke før døren gik op, og ind kom Jens Peder med to liter nymalket mælk, der var varm endnu.
"Undskyld Jens Peder, men jeg er altså kommet til at æde din omelet." Han så ikke spor brødebetynget ud. Jens Peder kunne da bare bage sig en ny.
En tanke for gennem Jens Peders hoved. "Jamen, slagter dog. Du er dødsens mand. Den omelet var da til rotterne. Den er fuld af rottegift." Slagteren blev ligbleg, men fik dog fremstammet, at både hunden og katten havde ædt af den. Da hylede Jens Peder, "jamen så mister jeg jo alle mine venner på een gang. Jer alle tre." Slagteren for over og greb pakken med rottegift. Den var halvtom. Han stønnede forpint og holdt sig på maven. "Drik noget mælk,"skreg Jens Peder, "det er den eneste modgift jeg har," sagde han og rakte mælkespanden med den nymalkede jerseymælk over til ham. Han drak ikke. Han labbede det i sig og bøvsede højt og inderligt."Du er ved at blive sort i hovedet. Skynd dig ind til doktor Hansen i Nørregade. Det er din eneste redning." Slagtermester Viggo Olsen sprang ud ad døren, og i et vældigt spring sad han oppe på kuskesædet på slagtervognen, mens han hujede og skreg og knaldede med pisken, så de to brune sprang frem i seletøjet og drejede ud af indkørslen så grus og småsten fløj efter ekvipagen. I næste øjeblik var han gemt nede i hulvejen.
Jens Peder stod og så langt efter ham. Han stod der endnu, da posten kom stampende op ad den lille bakke på sin sorte postcykel. "Men Jens Peder dog, hvad sker der. Her kommer jeg intetanende, og så nede i hulvejen kommer slagtervognen i fuld galop og slagteren pisker løs på de to arme heste, mens han hyler og skriger."
"Så lykkedes det endeligt," fremhiksede Jens Peder, mens han støttede sig tungt mod dørstolpen. Han var ildrød i hovedet, og ud af øjnene fossede vandet og løb ned ad hans vejrbidte kind og ned i det stride grå skæg. Hans vældige korpus rystede under de vældige udladninger, der skete i hans krop." Sæt dig ned Børge Post," fik han fremstammet, mens han tog telefonen og ringede centralen op og bad om doktor Hansens nummer. Ja, ham i Nørregade, og da posten sad der og labbede lidt sort kaffe i sig, hørte han til sin store forundring Jens Peder sige ind i telefonen. "Når nu ham slagtermester Olsen kommer farende, vil du så sige, at du skulle hilse fra Jens Peder og sige tak for sidst. Og husk så endelig at sige maj kat. Så ved han besked."
©Bent Kristiansen
Meget sød historie Poul. Er det lokalhistorie eller påhittet? Hvor er billedet fra og hvem er det?
Hilsen Brian
Billedet er fra mine svigerforældres landsted på Bromme Østermark. personen er min svigerfar Emil Hansen.
Påhit ud fra et jysk digt.
Bent Kristiansen.
