Nelly så sig om i det store lokale.
Det var ellers ikke ret tit hun så op fra sit arbejde. Flittigt fløj hendes hænder frem og tilbage, mens den ene rulle lakrids efter den anden blev rullet sammen og pakket ind. Sammen med et hold på i alt 15 damer sad hun og pakkede lakrids fra morgen til aften. Eller i hvert fald 37 timer om ugen.
Snakken gik livligt med de nærmeste, der var altid noget at fortælle. Der var altid én eller anden, der kunne en historie eller kunne fortælle en sjov oplevelse. Jo, tiden var ikke lang og de kunne sagtens ruppe neglene, selv om de snakkede, så de fleste kunne let holde akkorden.
Nelly havde snart været på fabrikken i mange år. Hun var den af de 15 piger, der havde været der længst. Så hun var blevet sådan en slags tillidsdame eller talskvinde for dem alle sammen. Sammenholdet var stort. De passede deres arbejde og der blev rullet masser af lakrids i tidens løb.
En dag de kom på arbejde så de nogle montører i færd med at stille en ny maskine op. Et stort skrummel af en maskine. Der var én af damerne der fik spurgt en af montørerne om, hvad sådan en maskine skulle bruges til. Hun fik den besked at det var den nye lakridsrullemaskine. Damerne kiggede noget på dette vidunder af en maskine. Selv i deres vildeste fantasi kunne de ikke forestille sig at den kunne gøre deres arbejde. Altså rulle lakrids.
Da de spurgte afdelingslederen om meningen med maskinen, fik de den besked at direktionen havde holdt det hemmeligt at en ny maskine skulle overtage de 15 damers arbejde. Men de skulle nok få nærmere besked.
Nu kørte maskinen tilfredsstillende. Det vil sige den kørte ikke af sig selv. Seks damer skulle betjene den. Tre på hver side af det store skrummel. Direktionen var glad for deres nye maskine. Den ene maskine kunne lave mere end de 15 damer tilsammen. Og selv om det var en dyr investering sparede man i den sidste ende ved at afskedige dem, der ikke skulle betjene maskinen.
Nelly tænkte tilbage. Nu havde maskinen kørt i tre måneder. Den havde bevist at det var en god investering. Ved indvielsen af maskinen havde direktøren udtalt at damerne skulle betragte maskinen som deres slave, der hjalp med at forbedre deres arbejdsforhold. Men når Nelly så på de andre følte hun snarere at det var dem der var slave af maskinen. De kunne ikke tale sammen mere, maskinen larmede. Men det værste var at den støvede en smule. Mens den kørte hvirvlede den melstøv op, så de måtte bære en hvid maske for næse og mund. Nelly syntes at det så grotesk ud, især til at begynde med. Før kunne de snakke og pjatte sammen, nu gik alle med en maske for munden. Og hvis Nelly ikke kendte de tre på den anden side så godt, kunne det lige så godt være robotter og ikke levende mennesker af kød og blod. Men hun kendte dem godt. I sær i pauserne og efter fyraften når de tog maskerne af. Jo, så var det hendes gamle arbejdskammerater.
Men bare lakridsrullemaskinen kørte sine 37 timer om ugen, så var direktionen ligeglad, sagde de under et af deres mange møder, de seks damer havde haft i de tre måneder maskinen havde kørt. De kunne kun brokke sig og beklage sig over de dårlige arbejdsforhold, siden de havde fået deres nye slave.
En lørdag aften ringede én af de damer, der stod på den anden side af maskinen, til Nelly. Hun fortalte, at hun var kommet i den situation, at hun var taget til Jylland med campingvognen og nu var bilen gået i stykker, så hun så ingen mulighed for at komme på arbejde om mandagen og måske heller ikke om tirsdagen. Nu var gode råd dyre.
Nelly fik en god ide´.
Om søndagen cyklede hun ned til én af sine gamle arbejdskammerater, én af dem der var blevet fyret, da de fik den nye maskine. Hvor blev Anne glad da hun så Nelly. Men hun blev rigtig glad da hun hørte at der var brug for hende på hendes gamle arbejdsplads. Hun fortalte Nelly at det ikke var lykken at gå hjemme hver dag. Det havde været rart nok til at begynde med. Men nu var det som om at alt var gået i stå og selv om hun fik 2600 kroner om ugen for ikke at lave noget, kunne tiden godt føles lang, når man var vant til det samvær, der var på den store arbejdsplads.
Hvor var det heldig at de skulle have maske på. Der var ikke én på fabrikken der var klar over at Anne stod og passede maskinen sammen med de fem andre, der var vant til det. Det gik godt de to dage. Ingen opdagede noget. Det var egentlig også lige meget, når blot maskinen kørte de 37 timer som den skulle.
Ugen efter kom de tre damer, der stod på venstre side af maskinen, til at snakke om hvor dejligt det havde været at have fri de to dage. Én af dem fik nævnt at det kunne være rart at blive afløst en gang i mellem. Vi har jo Anne, der var her de to dage uden nogen opdagede det. Hvorfor ikke skiftes til at holde fri hver fjerde dag.
De var startet på det med et godt resultat. Anne afløste dem på skift. De havde regnet ud at timelønnen når de arbejdede var ca 20 kroner højere end Annes arbejdsløshedsunderstøttelse, og hvis man lod være med at blande skattevæsnet ind i det, kunne man sige at forskellen var 10 kroner i timen. Altså skulle de give Anne 80 kroner om dagen for at holde en fridag.
Hvor var det dejligt at holde en fridag midt i ugen. Man kunne gøre hvad man havde lyst til. Gå på indkøb. Tage til stranden. Helt uden at få dårlig samvittighed. Man vidste at arbejdet blev passet og maskinen kørte i 8 timer den dag. Og alt det fik man for bare 80 kroner.
Det var blevet rent rutine. Hver fjerde dag holdt de fri. Så passede Anne deres arbejde i mens. Engang i mellem byttede de indbyrdes, men det var oftest hvis én af dem følte sig sløj en dag eller to. Så byttede de. De huskede altid at lægge penge til Anne, for de var alle tre utrolig glade for deres gode ide´.
Tiden gik. På den anden side af lakridsrullemaskinen, der hvor Nelly stod og passede sit arbejde i 37 timer om ugen, var de begyndt at snakke om, hvor rart de egentlig havde det på den modsatte side af maskinen. De var lidt misundelige på dem.
De blev enige om også at prøve. Det første de gjorde var at kontakte deres gamle arbejdskammerat, der var blevet fyret da de satte lakridsrullemaskinen i gang. Hvor blev Vera glad da hun hørte, at der igen var brug for hende på fabrikken. De aftalte at det var bedst for dem at holde fri hver fjerde uge og de blev enige om at Nelly skulle starte med at holde fri.
Vera var meget beklemt, da hun så den store monstrum af en maskine. Men det varede ikke længe så var hun inde i rytmen igen. Det var godt hun kunne gemme sig bag sin støvmaske. Ikke én af de andre på fabrikken opdagede at Vera var kommet tilbage og Nelly holdt sig en friuge. Da ugen var gået kom Nelly igen. Hvor havde hun nydt den uge. Hun huskede at give Vera de 370 kroner hun skulle have for at arbejde for hende i de 37 timer. Det var let at give hende pengene, for hun stod lige ved siden af og afløste én af de andre på holdet.
Nu havde lakridsrullemaskinen snart kørt et helt år. Det var blevet rutine at passe maskinen. Alle 8 damer var glade for deres egen gode ide´. Det eneste de var bange for var at nogen skulle opdage at de passede maskinen på den måde.
En dag gik det galt.
Nelly holdt sin friuge. Hun var heldigvis hjemme, da der blev ringet fra fabrikken. Da hun kom ind på kontoret var de fem andre damer, der var ansat til at passe maskinen tilstede foruden de to afløsere, som direktøren ikke kendte noget til. Ja, direktøren kendte ingen af dem, for de havde alle beholdt deres støvmaske på. Nelly tog også sin på. nu så de alle ens ud. Nelly lod mærke til at de andres ører var helt røde. Og hun fornemmede også at hun selv var ildrød i hovedet.
Direktøren og driftslederen lyttede interesseret til Nellys forklaring om hvordan de havde skiftedes til at holde lakridsrullemaskinen i gang i de 37 timer den skulle køre. Han blev forbavset over at sådan havde de gjort i næsten et helt år, uden at nogen blev blandet ind i det.
Direktøren kløede sig i nakken: " Jeg er helt sikker på, at det er ulovligt det i gør. Men I siger, at i har været så glade for at arbejde på den måde. Og det har ikke kostet firmaet én eneste krone. Tvært imod. Jeg kan ikke lige regne ud om i har snydt skattevæsnet, men det tror jeg egentlig ikke i har. Hvem er så blevet snydt. " Han tænkte sig længe om. Så fortsatte han : " I seks, der er ansat på fabrikken, og jer to, vi blev nødt til at fyre er glade for den måde maskinen kører på i de 37 timer den skal køre og fabrikken og ledelsen er tilfreds. Så hvorfor fortsætter i ikke, som om vi ikke har opdaget noget. Ideen er så god, at jeg vil betale den bøde vi får, hvis det viser sig at det er ulovligt. Vi bliver nødt til at snakke med jeres fagforening. Og vi bliver nok også nødt til at få regeringen i tale på én eller anden måde. Men arbejd blot videre og hold fri som det passer jer, bare maskinen kører de 37 timer som den skal. Og for resten. For eftertiden behøver i ikke at have maske på for når i ikke står 37 timer ved maskinen får i ikke indåndet så meget melstøv at det skader jeres helbred ".
De seks af damer gik ud og startede maskinen igen. De beholdt deres støvmaske på for en sikkerheds skyld. Nelly og den anden tog begge op i fagforeningen. Der var meget at tale om.
Fagforeningsformanden kunne let se det gode ved den ide´. Han nævnte endda at den let kunne bruges andre steder. Men han foreslog at det skulle gøres på en lidt anden måde med hensyn til de penge, der var imellem dem. det kunne Nelly selvfølgelig godt forstå. Hun syntes bare at det var meget nemmere at give den der afløste hende 10 kroner i timen. De blev enige om at fagforeningen skulle finde ud af at regne det ud på en mere officiel måde. Der var mange muligheder, sagde fagforeningsformanden. Han syntes at de ti kroners forskel på at arbejde og holde fri, passede godt nok efter at skatten var trukket. Så han syntes de skulle fortsætte indtil der var fundet en lidt anden løsning på pengespørgsmålet.
Direktionen satte sig i forbindelse med regeringen. Officielt spurgte de om det kunne lade sig gøre på denne her måde. Fabrikken skulle nok lade være med at fortælle at de allerede havde en maskine, der blev kørt på den måde. De skulle nok tie stille indtil de havde hørt arbejdsministeriets mening. De ville ikke bryde sig om at deres lakridsrullemaskine ikke kørte i de 37 timer den skulle.
Så lakridsrullemaskinen kørte videre som om det ikke var blevet opdaget at de skiftedes til at passe maskinen. På venstre side af maskinen holdt de skiftevis fri hver fjerde dag. Og på højre side, der hvor Nelly stod, skiftedes de til at holde fri hver fjerde uge. De havde beholdt deres støvmasker på for en sikkerhedsskyld. Det var de blevet enige om indtil fagforeningen og regeringen havde godkendt deres gode ide´.
Den dag ville de smide deres maske for nu var det ikke mere så farligt at køre lakridsrullemaskinen.
©BENT KRISTIANSEN
