Naboens dreng kom ind i haven. ”Hvad er det du laver hr. Frederiksen,” spurgte han. Han var sådan en høflig dreng. Han var også nysgerrig, så han tog mod til sig og gik ind i naboens have. Her skete der altid så meget spændende. Han så forventningsfuldt på hr. Frederiksen, der var ved at give haven kunstgødning. ”Jeg giver haven noget krudt, så kartoflerne kan blive store,” sagde hr. Frederiksen. ”Er det sådan en slags tryllepulver, der får kartofler til at gro,” spurgte han. ”Ja,” sagde hr. Frederiksen, ”det er et tryllepulver vi mennesker har opfundet.”
Det kan nok være at trolden spidsede ører. Et tryllepulver, som menneskene havde opfundet! Det lød spændende.
Det var tilfældig, at trolden hørte, hvad de to mennesker snakkede om. Den havde været på sin lange forårstur. Den gik en tur hvert forår for at opleve lidt. Den boede ellers langt derfra oppe på troldehøjen. Men lige netop i dag, hvor de to mennesker stod og talte sammen, havde den ligget gemt i havehegnet mellem de to haver. Det var virkelig interessant, det de talte om. Havde menneskene virkelig opfundet et tryllepulver, som kunne få kartofler til at vokse.
Da menneskene gik ind, sneg trolden sig ned i kartoffelstykket for at se nærmere på menneskenes tryllepulver. Den prøvede at komme lidt af det hvide pulver i munden, men det smagte afskyeligt, så den spyttede det ud igen lige med det samme.
Den tænkte. Nu vil jeg prøve at lave sjov med de mennesker. Jeg vil se om ikke mit tryllepulver er stærkere end menneskenes. Den skrabede lidti jorden midt i kartoffelstykket. Det varede ikke længe før en lille kartoffel kom til syne. Trolden tog en smule af sit tryllepulver og dryssede det ud over den lille kartoffel. Så dækkede den det hele til igen. Den skulle lige til at sætte en pind i jorden, så den kunne finde kartoflen igen, men i det samme kom en and flyvende nede fra gadekæret og landede midt i kartoffelstykket. Og anden skræppede op med sin rappen, så trolden flygtede derfra i en fart, for ikke at blive opdaget af de mennesker, der boede der.
Nu lå kartoflen nede i jorden. Og den gav sig til at vokse. Og den voksede og voksede. ”Hvor er jeg en heldig kartoffel,” sagde den til de andre kartofler, der lå rundt omkring den. ”Jeg er meget større end jer. Og jeg er også meget kønnere. Jeg ligner en and, og jeg kan rappe som en and,” men det skulle den aldrig have gjort, for dens næb blev fyldt med jord lige med det samme. Så nu lå den nede i jorden og voksede og voksede.
Den blev ved med at vokse lige til bladene faldt af træerne og stormen ruskede i de nøgne grene. Så blev den gravet op med en spade. Hvor var den heldig, den ikke blev hugget over af den skarpe spade. For da den kom op af jorden fyldte den hele spaden. Manden lagde den forsigtig ned på jorden. Aldrig havde han set så stor en kartoffel. Og hvor lignede den en and. Med lidt god fantasi kunne man se, det var en and. Og han ville ikke blive spor forbavset, hvis den begyndte at vralte hen over jorden. Men det gjorde den ikke. Kartoflen blev liggende lige så stille.
Den så sig forsigtigt om med sine tre øjne. Jo, en kartoffel har skam øjne. Den så sig om i den store verden, den var kommet op i. Den lå sammen med de andre kartofler. Men de så ikke ud af ret meget.
Manden kaldte på sin kone. Og naboens søn kom også og beundrede den store kartoffel. ”Hvad skal vi dog stille op med den,” sagde konen, ”der er mad nok til os i fjorten dage.” Kartoflen blev meget forskrækket, da den hørte, at den skulle koges til kartoffelmos. ”Jeg er nok alligevel ikke en heldig kartoffel,” sagde den til sig selv, mens den lukkede sine tre øjne i igen.
”Nej, den skal ikke spises,” sagde manden og hentede et sølvfad. ”Den skal på udstilling og beundres.” Han ringede til avisen. Og der kom både en journalist og en pressefotograf. Og så kom kartoflen i avisen.
Den havnede på en kartoffeludstilling i København, hvor den blev beundret af både dronningen og Anker Jørgensen, foruden alle de ganske almindelige mennesker, der kom og sagde. ”Nej, hvor er den stor og flot. Det er vel nok en heldig kartoffel.”
Til sidst var der ikke flere, der gad se kartoflen. Så nu skulle den spises.
Den havnede på en kro, hvor der kom masser af mennesker. Men ingen havde lyst til at sætte tænderne i den store kartoffel, så kromanden lod den stå midt på bordet på et sølvfad. Og der kom masser af mennesker for at beundre den store kartoffel. Der var endda en uartig dreng, der satte en negl i kartoflen for at finde ud af, om den var levende. Da græd den heldige kartoffel. Der kom rigtig vand ud af dens tre øjne.
Da kroværten så det, besluttede han, at kartoflen skulle overleve og graves ned i jorden lige uden for døren til krostuen.
På et pænt grønt skilt skrev han :
HER LIGGER DANMARKS HELDIGSTE KARTOFFEL
VEJEDE 1750 GR. DEN 20 SEPTEMBER 1989.
HAR I SIT KORTE LIV MEDVIRKET I T. V
OMTALT I LANDETS AVISER OG BEUNDRET AF
KONGEHUSET.
På ny nedlagt den 15. maj 1990.
Og så kom der 36 børn ud af det.
Et hjemmelavet eventyr med ROD i den virkelige verden.
Tegning af Karen Lindberg
©Bent Kristiansen
