De sidste halve snes år har vi hver Sankt Hansaften spillet Pentaque for at få tiden til at gå inden bålet blev tændt. Vi spiller tit dette kuglespil. Så deler vi os i to lejre. Altid et herrehold og et damehold. Men det mærkelige er, at hver eneste Sankt Hansaften er det kvinderne der vinder. Så hver gang spørger vi os selv, om der er noget overnaturlig der gør at det svage køn altid vinder. Er det heksene på vej til Bloksbjerg der påvirker spillet sammen med alfer, trolde og feer og andre væsner der på den måde får frit spil hver Sankt Hansaften.
Det får mig til at tænke på en Sankt Hansaften for mange år siden som jeg aldrig glemmer. Det er nok fordi et andet grotesk væsen blandede sig i ceremonien denne aften.
Som sagt for mange år siden var jeg til Sankt Hans fest i den lille by, hvor jeg arbejdede som mejerist.
Det var blevet en tradition, at alle byens borgere mødtes uden for byen, på et sted de kaldte for galgebakken. Navnet var sikkert opstået af én eller anden grund for endnu længere tid siden. Men her mødtes så alle byens borgere for at fejre midsommer og Sankt Hans.
Det år havde det været fint vejr i lang tid. Så dem der havde med bålet at gøre havde gjort meget ud af det med heksen. Så nu sad heksen oven på den store bunke grene og så ned på os mennesker. Hun havde fået Amalies aflagte kjole på og den var stoppet godt ud med hø og halm. Og oven på den svulmende krop var der meget kunstfærdigt lavet nogle lange arme. Men det vigtigste og sjoveste var nok hovedet, for det havde de gjort meget ud af. Selv en vorte på næsen havde hun. Og selv om vi ikke kunne se den, derfra hvor vi sad, vidste vi alle, at den var der, som en stor udvækst, der så grotesk ud. Og til allersidst var heksen blevet anbragt på et kosteskaft, så hun pegede direkte mod Bloksbjerg, hvor det var meningen hun skulle flyve hen i løbet af natten.
Vi havde alle sat os omme i læsiden. For der blæste en strid vind, så det var rart at have vinden i ryggen, når de tændte bålet. Så vi sad alle i en halvkreds og ventede på, at borgmesteren skulle begynde at sige noget. For der var tradition for, at han holdt båltalen. Og selv om han sagde det samme hvert år, var det dog meget højtideligt. Og i år havde han hele den ene halvdel for sig selv. For selv om han bad folk om at fordele sig noget bedre omkring bålet, blev alle siddende. Ingen ville have røg i ansigtet og ned i lungerne. Og her hvor vi sad, var der også god udsigt ud over de åbne marker.
Borgmesteren rømmede sig. Han havde øjensynlig besluttet, at nu var det tid til at begynde den højtidelige handling. Men han havde ikke sagt mange ord før der lød en høj brægen lige på marken ved siden af, hvor bålet skulle tændes.
Der stod smedens gedebuk.
Den fulgte os med øjnene. Og hver gang borgmesteren sagde noget brægede den omkap med borgmesterens stemme, så hans meget alvorlige og højtidelige indledning gik tabt i Mads Gedebuks ihærdige forsøg på at skabe sig opmærksomhed. Og opmærksomhed skabte den. Ja, den skabte så meget opmærksomhed, at borgmesteren holdt inde med sin tale og bad sognefogden om at trække dyret lidt af vejen. Og i sin egenskab af lovens håndhæver gik sognefogden, der i dagens anledning havde taget sin guldtressede kasket på, for at demonstrere at han havde den udøvende magt i det lille samfund, ind på marken til det støjende dyr. Han kløede den forsigtig mellem hornene. Da han bøjede sig ned for at få tøjrpælen fri af den hårde lerjord, må han have været lidt længere om det end normalt, for bukken, der normalt var et fredeligt dyr, kunne ikke modstå det fristende tilbud. Så da sognefogden vendte sit agterspejl imod den, gav den ham et puf. Ikke blot et venskabeligt puf, men et puf så hårdt, at det fik sognefogden til at tabe kasketten, og han var nær stået på hovedet i nogle brændenælder.
Vi havde helt mistet interessen for borgmesterens tale, for alles opmærksomhed var vendt mod det der foregik på marken ved siden af. Vi vidste alle, at smeden og borgmesteren ikke var de bedste venner. Og der var nogle der påstod, at det var med vilje at smeden havde tøjret sin gedebuk så tæt på den højtidelige handling for at genere borgmesterens højtidelige båltale. Og der var endda nogle af byens borgere der havde hørt smeden sige at han ikke gad høre på hvad borgmesteren havde at sige. Og nogle havde endda hørt, at han ville sende sin gedebuk derhen i stedet for.
Men om smeden gjorde det med vilje eller ej, står hen i det uvisse. Men han kunne i hvert fald ikke forudse, hvad der videre skete. For som sagt var alles øjne rettet mod det drama, der foregik inde på marken. Og om sådan en gedebuk kan lide at optræde for et interesseret publikum står også hen i det uvisse. Men den syntes i hvert fald ikke, at den arme sognefoged, der havde tabt sin kasket og sin værdighed, havde fået nok endnu. For den blev ved med at stange ud efter ham og selv om sognefogden gik hurtigere og hurtigere, var gedebukken lige i hælene på ham. Så til sidst løb sognefogden det bedste han havde lært med gedebukken fnysende efter sig som et grotesk uhyre.
De passerede bålet så tæt på, at borgmesteren måtte foretage et elegant rejehop for ikke at komme i vejen for de to hurtigløbere, men med det resultat, at bålet svajede så meget, at heksen kom fri af sin kosteskaft og foretog et elegant udspring, som en svømmer fra ti meter vippen og havnede med en svuppende lyd oven på Mads Gedebuks spidse horn, som den endnu en gang havde bøjet fremad for at komme i kontakt med sognefogdens bagparti.
Vi havde første parket til at se det der skete for øjnene af os. Men det var umuligt at gribe ind. Som i en film så vi gedebukken blive forvandlet fra at være et forholdsvis skikkeligt dyr, til at blive et grotesk uhyre, med heksens spraglede kjole flagrende efter sig, da den satte endnu mere fart på, så sognefogden så ingen anden udvej end at slippe tøjrpælen, som han stadig holdt fast i.
Nu måtte han beskæmmet se geden forsvinde ned ad gaden i sin lille by med tøjrpælen dansende efter sig i en regn af gnister, når jernet slog mod de toppede brosten." Den kan for min skyld rende lige til Bloksbjerg," sagde han, mens vi alle klappede i hænderne over det spændende skuespil, der var foregået lige for øjnene af os.
Der var nogle af os der snakkede om, hvad de andre hekse ville sige, når de så vores heks i Amalies kjole komme ridende på en gedebuk, når alle de andre kom flyvende på hver sit kosteskaft. Og hvad tænkte smedens stakkels gedebuk, mens den løb med heksen fast forankret på sine spidse horn.
Alt kan ske sådan en Sankt Hans nat, hvor dæmonerne, alfer, trolde, hekse og feer får frit spillerum. For ikke at snakke om bukken, der som en anden syndebuk bliver sendt ud af byen for at påtage sig menneskenes synder, som det står i de gamle sagn.
Men om smedens gedebuk denne Sankt Hansaften påtager sig menneskenes synder, eller om den kun var udsat for tilfældighedernes spil, skal jeg være usagt. Men efter at have hørt borgmesterens tale i en meget forkortet udgave. Og efter at have sunget midsommervisen hørte vi alle en ringlende lyd nede fra gaden med de toppede brosten. Og hvad så vi. Gedebukken kom i mod os i en regn af gnister. Den havde stadig heksen fast forankret oven på de spidse horn. Af én eller anden grund løb den i zik zak fra den ene til den anden side af vejen med tøjrpælen slæbende efter sig. Hvorfor den løb i zik zak fik vi at vide dagen efter af en mand, der havde set den løbe rundt om gadekæret mindst tyve gange inden den forsvandt op ad den samme vej, den var kommet fra. Vi var enige om, at det nok var den karrusel tur rundt om gadekæret, der havde gjort den så svimmel, at den løb i zik zak helt op til Sankt Hans bålet igen, hvor sognefogden havde genvundet sin værdighed og fundet sin kasket igen. Og da gedebukken nærmede sig, stillede han sig ud foran den zik zakkende ged og med sin tordenstemme beordrede han den til at stoppe øjeblikkelig. Og det gjorde den med det resultat, at da den strakte alle sine fire ben frem lavede den et bremsespor på fire meter, og heksen forlod de spidse horn og slog fem saltomortaler med kjolen helt oppe om ørerne, og landede lige foran gedebukken, der i sit raseri satte hornene i heksen og splittede den ad så halm og hø og andet indmad fløj om ørerne på os alle sammen inden vi kunne komme den arme heks til hjælp.
Da heksen var splittet ad i ganske små dele, holdt gedebukken op med at gå i zik zak, og begyndte roligt at æde det græs, der var omkring den. Og den sagde ikke en lyd resten af aftenen, selv om den gik frit omkring imellem os.
Jo, ingen skal bilde mig ind at der ikke er hekseri med i spillet sådan en Sankt Hansaften, hvor hekse, trolde og andre væsner slippes fri. Tænk bare på smedens gedebuk, der opførte sig som en dæmon hele aftenen for til sidst at blive et skikkeligt dyr, så selv sognefogden kunne klappe den. Og selv om han sagde, han ikke kunne sidde ned i fjorten dage, var der ingen der fik varige men af mødet med de overnaturlige kræfter, der var skyld i, at vi oplevede en Sankt Hans aften vi aldrig glemmer.
Jo, Der var selvfølgelig Manfred, der som sædvanlig var på besøg på kroen. I sin salige brandert var han på vej over gaden, da Mads Gedebuk passerede ham på sin flugt væk fra Sankt Hans bålet. Som i et mareridt så han det groteske uhyre fare forbi i en regn af gnister, og selv om han mange gange før havde set hvide mus og lyserøde elefanter i sine anfald af delirium, var det syn nok til, at han fra den dag aldrig rørte en dråbe spiritus. For som han selv fortalte bagefter, var han aldrig i sit liv blevet så bange, som den Sankt Hansaften, hvor han så smedens gedebuk komme galoperende imod sig som et andet fortidsuhyre med fråde om munden og ildgnisterne dansende efter sig.
Jo, den Sankt Hansaften glemte han aldrig.
©Bent Kristiansen
