Her er historien om den store agave, der blomstrede på Irmagården her i Niløse for nogle år siden, hvor folk kom langvejs fra for at beundre den sjældne blomst.
Den lille bi blev født en varm sommerdag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Den blev født sammen med en masse andre små bier. Alle boede de i et firkantet hus, som de kaldte en bistade.
Da den lille bi blev lidt større, spurgte den dronningen. ”Hvad skal jeg lave denne dejlige solskinsdag.” Dronningen så på den lille bi. For det var dronningen, der bestemte alt, hvad der skulle gøres i bistaden, der summede af travle bier, der fløj ud og ind ad flyvehullet. Dem der kom hjem fra de gule marker havde maven fuld af honning, for de fløj fra blomst til blomst i det dejlige solskinsvejr. ”Du kan hjælpe de andre med at finde honning,” sagde den kloge bidronning. For den vidste, at når det blev vinter og koldt uden for, var det dejligt at have masser af honning at spise de lange vinterdage.
Den lille bi fløj fra blomst til blomst. Den sugede honning til sig fra alle de blomster, der stod på markerne og i grøftekanten. Hver gang den lille bi kom til en blomst, sagde blomsten til den. ”Tag min honning, mens jeg fortæller dig min historie.” Så måtte den lille bi pænt lytte til alle de historier som blomsterne fortalte. Hver blomst havde sin historie.
Rosen sagde: ”Jeg er en rose og jeg dufter så godt.” Og det var ganske sandt, hvad rosen sagde, for den lille bi blev helt svimmel af den dejlige duft. Men den fik sin honning og skyndte sig hjem og afleverede sin gyldne last. ”Jeg har hørt en historie om en rose,” sagde den glad og fløj hen over de bølgende kornmarker. Noget uendeligt blåt viste sig lige under den. Den lille bi slog et slag, så den landede i al det blå. ”Jeg er en kornblomst,” sagde den smukke blå blomst, ”jeg står her i det gyldne korn og digter mine sange. Vil du høre én som menneskene synger for mig.” Den lille bi kunne kun nikke med hovedet, for den havde munden fuld af den mest vidunderlige søde honning. Så den kunne kun nikke med hovedet og høre efter, hvad kornblomsten sang :
Jeg står her i kornet så tindrende blå
som et genskær af himmel og hav
jeg er lykkelig, blot jeg får lov til at stå
midt i kornet, der skinner som rav
Den lille bi sagde tak for sangen og skyndte sig hjem og fortalte de andre bier, at inde midt i kornmarken stod en smuk blå blomst og sang.
Om aftenen, når det blev mørkt uden for og inde i bistaden, skiftedes bierne til at fortælle hinanden blomsterhistorier. Den om kornblomsten havde de aldrig hørt før, og alle var enige om, at næste morgen skulle den lille bi vise dem vej gennem kornmarken og hen til den blå kornblomst,for alle ville gerne høre en ny historie.
Den aften blev der fortalt historier om mælkebøtter, asters, fuchsiaer, ja selv rapsen havde en sjov historie om hvordan den, når den var moden og blev høstet, og hvordan den havnede på køkkenbordet og blev spist som margarine. Men den historie var så mærkelig, at ingen troede på den. Den lille bi måtte sige kornblomst verset én gang til, inden de faldt i søvn den aften. Sikke en summen, der var i bikuben hele den lange nat. Og da morgenen kom og solen stod op, skyndte alle bierne sig efter den lille bi, der nøjagtig vidste, hvor kornmarken var med alle sine blå kornblomster. Og de hørte alle hvor kornblomsten fortalte og fortalte.
Dagene blev kortere og kortere. Og selv om solen stod på himlen, varmede den ikke. Kornet var høstet, og der var ikke mange blomster, der blomstrede, så der var ikke meget honning at hente. Men hver morgen sagde dronningen til dem, at de skulle flyve ud og finde mere honning, for der var slet ikke nok til hele den lange vinter. ”Flyv længere væk,” sagde den, ”så finder i til sidst noget.”
Den lille bi fløj og fløj. Den fløj lige hen over jorden og snusede op mod vinden. For når den fløj hen over jorden, var det lettere for den at snuse sig frem til en enkelt forkrøblet blomst. Men der var ikke meget honning at hente, og blomsterne havde ikke mange historier at fortælle, for de gjorde sig alle klar til den kolde vinter.
En dag, den susede lige hen over jorden på jagt efter honning, fornemmede den en herlig duft. Aldrig havde den lugtet til noget, der duftede så godt. Den strøg lige hen over jorden. Duften blev mere og mere tydelig. Foran sig så den en vældig plante. Aldrig i sit liv havde den lille bi set noget så spændende og farligt. Foran sig tårnede der sig en vældig plante op med pigge og torne på. Den lille bi vidste, at den skulle passe på de spidse torne, men en uimodståelig duft af honning fik den til at flyve op mod himlen op mod solen. Og lige foran sig så den lille bi en kæmpeblomst. En kæmpeblomst på størrelse med solen. Da den så rigtig efter så den mange blomster på størrelse med solen. Og de havde alle samme farve som den gule sol. ”Hurra, jeg har fundet solens blomst,” skreg den og landede lige midt i én af de gule blomster i en sky af gyldent støv, mens den drak af blomstens gyldne honning.
”Hej,” sagde den store blomst, ”er det rigtig, at blomster her i landet fortæller historier, mens i drikker vores honning.” Den lille bi var så sulten, at den ikke kunne svare, så optaget var den af at suge honning til sig. ”Jo, fortæl din historie mens jeg spiser mig rigtig mæt og hviler mig efter den lange flyvetur,” sagde den lille bi, mens den slikkede sig om munden. ”Ha, kalder du det en flyvetur,” sagde blomsten,” så skulle du have set mig for 35 år siden, da var jeg nemlig på en lang flyvetur, endda med en rigtig flyvemaskine. Jeg kommer nemlig fra et land østen for solen og vesten for månen, og for 35 år siden blev jeg anbragt i en lille kasse og smuglet ind i flyvemaskinen. Da var jeg ikke ret stor. Og bange var jeg også. Jeg var vant til, at solen skinnede på mig fra morgen til aften, så du kan nok forstå, at jeg frøs de første mange år her i jeres kolde land. Jo, selvfølgelig. Når solen skinner rigtig dejligt, føler jeg mig hjemme i mit eget varme land igen. Der hvor alle mine brødre og søstre bor.”
”Er det rigtigt, at du har stået i en balje og groet i 35 år så langt hjemmefra,” spurgte den lille bi, da blomsten holdt en lille pause for at trække vejret. ”Har du så haft sådan en smuk blomst hvert år uden at vi vidste det.” Blomsten rystede på hovedet. Ja, den rystede over det hele, da den sagde. ”Nej, dette er min eneste blomst i alle disse år. Når blomsterne er afblomstrede og den lange stilk knækker, dør jeg. Jeg visner væk når sommeren er forbi.”
”Vi bier samler honning for ikke at dø af sult, når det bliver vinter og sneen fyger uden for. Kan du ikke gemme lidt honning til vinteren.” Blomsten rystede igen på hovedet, så den lille bi var ved at falde ud over kanten og ned i afgrunden. Eller også var det vinden, der havde så godt fat i den tunge blomsterkrone, så den lange stilk svejede faretruende.
”Jeg kommer igen i morgen med alle mine venner, så vil vi samle din honning og høre din historie,” sagde den lille bi, da den fløj af sted med sin tunge last. Den skyndte sig hjem til bistaden, og hele den aften var der en summen og snakken. For alle bierne ville smage på den lækre honning, der kom fra den store eksotiske plante, der kom fra det fremmede land, der lå så langt væk som østen for solen og vesten for månen.
Og selv om de ikke havde sovet meget den nat, startede de tidligt. En hel sværm af bier fulgte efter den lille bi, der nøjagtig vidste, hvor den skulle hen. Alle kunne lugte den lækre honning, selv om de fløj lige hen over jorden. Hvor måtte de højt op for at nå op til de gule blomster. De blev helt svimle. ”Fortæl din historie, mens vi tager din honning ”, sagde den lille bi, mens den lagde de små ører tilbage for at høre alt, hvad den store blomst havde at fortælle.
Blomsten fortalte: ”For mange år siden levede jeg som et lille skud i et land langt herfra. Alle i min familie stod i den varme sol og strittede med deres tornede blade med en masse pigge på, for at beskytte os selv mod at blive ædt af alle de mærkelige dyr, der prøvede at tygge i os. Men det holdt de hurtigt op med. De kunne ikke lide at få pigge i munden. Et gammelt sagn fortæller, at det eneste dyr, der kan lide os, er en fugl på størrelse med en gråspurv. Men denne fugl i mit gamle land bygger rede i os, og når den bliver gammel og skal dø, gennemborer den sit eget hjerte med den største torn, den kan finde. Da synger den for første gang i sit liv, og dens sang er så smuk, at alle i verden står stille for at lytte. Den fugl savner jeg allermest her.
Men som sagt. Jeg kom flyvende hertil i en flyvemaskine, da jeg var helt lille. Om sommeren voksede jeg, og om vinteren frøs jeg, selv om jeg blev anbragt i en stald med gryntende grise. Jeg blev større og større. Og så i foråret mærkede jeg til min forskrækkelse, at noget mærkeligt var ved at ske nede i min mave. Ja, helt nede i baljen. Pludselig voksede der en lang grøn stilk ud af mig. Den groede hele sommeren og pludselig vidste jeg, hvad det var. Min død og min blomsterstand.”
Den lille bi så forundret ud og spurgte: ”Du sagde, at du skal dø, når dine blomster er visne.” ”Ja, når blomsterne er visne, dør jeg. Det er helt sikkert. Sådan er det. Jeg ville ellers så gerne én gang i mit liv høre tornfuglens sang. Bare én eneste gang.”
Alle bierne havde fået deres honning. Og nu var de klar til at flyve tilbage til deres bo. Men først slog de et slag hen over den smukke og eksotiske blomst, mens de sagde farvel og tak for en god historie.
Mange dage senere. Da efteråret ruskede i buske og træer stod dem, der ejede den smukke blomst, og så på de sørgelige rester. Stilken var knækket, og selve blomsterhovedet slaskede mod brostenene. Ja, selv de stive og tornede udvækster, som man kan kalde grene, var ved at gå i opløsning. Dog så de til deres forundring, at på den stiveste og længste torn sad en lille bi. Den havde gennemboret sit eget hjerte.
©Bent Kristiansen
