(Billede af min far.)
Andelslandsbyen Nyvang ville gerne have at jeg skrev om temaet "Fra korn til brød". Jeg digtede historien på bakketoppen ved siden af Enggården på én af mine spadsereture.
Hvert år, når høsten var overstået, gik Anton ud til stendyssen og satte sig på den stejle skrænt, der vendte ud mod hans marker.
Han vidste, at det ikke ville vare længe før stendyssen åbnede sig og én af dens beboere ville komme ud med en lille bakke, hvorpå der stod et guldbæger med den lifligste vin. Det var en aftale med troldene, der boede i stendyssen, at de måtte hente al det korn de skulle bruge.
Sådan havde det været i mange år. Anton kunne huske, da han første gang stoppede de to brune heste, der trak ploven efter sig, og så, at for foden af stendyssen lå et par små sække med korn.
Han havde tøjret hestene og var gået hen for at se, hvem der havde stjålet lidt af hans korn. Da åbnede stendyssens side sig, og han så ind i en oplyst bolig, hvor en masse trolde havde deres virke. Det var første gang han smagte den liflige vin, som en trold rakte ham fra et guldbæger. Det var blevet en aftale, at troldene tog det korn de skulle bruge, og Anton fik et bæger vin serveret i et guldbæger.
Nu sad han igen og ventede ude ved stendyssen. Han lod tankerne gå tilbage til en svunden tid. Han huskede de første år, hvor han selv gik foran med leen og slog de første skår. Og hvordan marken sydede af liv, når bønderkarlene med en fejende bevægelse skar kornet af ved roden, og raske piger og koner behændigt bandt kornet sammen i neg, som nogle friske børn rejste i traver, eller skokke, som nogle kaldte det. Jo, der var liv på marken dengang. Og når han fortalte om troldene i stendyssen, der også skulle have deres korn, kan det nok være, der blev lyttet under den korte middagspause, hvor det flade brød blev fortæret, skyllet ned med en tår saftevand.
Nu havde tiden forandret alt.
I mange år kørte han selv med selvbinderen med tre stærke heste for. Han turde ikke betro andre at køre med den raslende og skramlende maskine, der smed det ene neg efter det andet ud af siden efter det var bundet sammen med et stærkt bånd. Han var bange for, at troldene ville forsvinde med al den larm. Men da han gik ud til stendyssen, blev et bæger vin rakt ham af det guldbæger han begærligt så på. Hvis jeg stjæler bægeret og sælger det, kan jeg få råd til at købe en splinterny mejetærsker, tænkte han, akkurat ligesom Christoffersens på nabogården.
Han drak vinen og puttede guldbægeret i lommen, selv om trolden hylede og skreg, så alle de andre trolde kom ud for at se, hvad der var galt.
Men Anton gik hjem og solgte guldbægeret og købte en splinterny mejetærsker. Troldene havde han glemt.
Han kørte selv med den dyre maskine. Nu behøvede han ikke andre mennesker til at hjælpe sig. Den maskine kunne lave det hele selv. Så han kørte op og ned ad sin store mark og glædede sig over, at kærnerne fyldte godt i siloen. Sådan en høst havde han aldrig haft før. Men hvor var det kedeligt. Ingen at snakke med. Ja, selv konen blev inde i sit køkken og bagte brød så det duftede ud ad vinduet. For hun havde sat de nybagte brød til afsvaling i vinduet, som hun plejede at gøre. Men denne gang forsvandt brødet. Det vil sige brødet forsvandt ikke helt, for der hvor de havde stået store og velduftende, var der kun en lille gnalling tilbage, der var hård som sten.
Forfærdet kaldte hun på Anton, der sprang ned af sin mejetærsker og skyndte sig ind i køkkenet for at se hvad der var galt. "Det er dog forfærdeligt," jamrede konen," der bliver ingen brød ud af det korn du høster. Det er troldene, der har været på spil. De kan ikke lide, at du kører på deres mark med den store mejetærsker." Anton skulle nok lade være med at fortælle konen, at han havde solgt troldenes guldbæger for at få råd til at købe mejetærskeren.
Han gik ud til siloen og tog noget af kornet i hånden og lod det løbe ud mellem fingrene. Det føltes så underligt. Så han tog én af kærnerne i munden. Han kunne ikke bide kærnen over, den var hård som sten, og den knækkede i stedet hans ene tand, så han måtte til tandlægen og have en guldkrone på tanden. Da kom Anton til at tænke på det guldbæger, han havde stjålet fra troldene. Ak, det er også min begærlighed, der er skyld i den ulykke, der regner ned over mig og min stakkels gård, sukkede han bedrøvet. Havde jeg dog aldrig købt den dyre mejetærsker, så var jeg stadig ven med troldene.
Om aftenen sneg han sig ud til stendyssen. Han ville ud at se om troldene kunne bage brød af det korn, der stod på hans mark. Han blev mødt med den lifligste duft af nybagt brød. Hele stendyssen var omgivet af den lifligste duft. Antons tænder løb i vand. Selv den tand med guldkrone på løb i vand.
Til sidst så han ingen anden udvej end banke på stendyssens dør for at bede om tilgivelse for at have stjålet deres guldbæger. Ud kom trolden, der herskede over hele stendyssen, og da den så Anton og hørte alle de genvordigheder han var havnet i, klappede han i hænderne og ud kom troldemor med en bakke, hvorpå der stod et sølvbæger med den lifligste vin. Nu vidste Anton at trolden havde tilgivet ham. Og da trolden så hans nye guldtand sagde den:
" Ja Anton, hverken du eller vi trolde kan forhindre den udvikling, der er sket. Så du må beholde din mejetærsker, så du kan høste lige så mange fold som naboerne. Og vi trolde forlader stendyssen og flytter ind i skoven. Ind i stendyssen på den anden side åen. Her kan vi leve i fred for jer mennesker. Dog vil vi have lov til at samle de kærner i spilder fra jeres store maskiner. Dem vil vi dele med fuglene og alle markens dyr."
Anton gik glad hjem over sine marker. Han vidste at en ny tid var på vej.
