En dag for mange år siden landede der en måge nede i gadekæret.
Det gjorde der tit. Men denne måge kom ude fra det store salte hav og landede midt i gadekæret. På dens ene ben sad der et æg fra et mærkeligt væsen. Ligeså snart mågen landede i gadekærets grønne vand opløstes den lim, den sad fast ved og ægget sank til bunds.
Der gik ikke lang tid før ægget var udklækket, og et mærkeligt væsen var kommet til verden. Det var havmanden Victoria. Hvorfor en havmand kan hedde Victoria er der aldrig nogen der har fundet ud af. Men det er da et kønt navn.
Den sommer jeg vil fortælle om, var en dejlig sommer. Min fætter Henrik fra København var på ferie hos os hele sommerferien. Han var en dreng fra storbyen, der skulle på landet for at få masser af sol og frisk luft. Jo, det fik han sandelig også. Og masser af oplevelser. Vi sov på samme værelse oppe på loftet. Når vi var kommet i seng fortalte vi hinanden historier. Og mange gange digtede jeg en historie om det vi oplevede om dagen. Det blev til nogle dramatiske historier når vi lå i etagesengen om aftenen, før vi faldt i søvn.
Den dag havde Henrik lånt min gamle cykel. Vi havde vasket den og smurt den ind i olie. Det var især Henrik, der brugte oliekanden, og han måtte åbenbart have givet den noget olie et sted, der ikke egner sig til olie. For da vi startede, ville han køre om kap. Hvordan det gik til ved jeg ikke helt præcis, for jeg kørte bagved. Men da Henrik kom ned til gadekæret, så han Laurids, det er den mand, der passer gadekæret, han var ved at give ænderne mad fra en plastikspand. Da Henrik så Laurids ville han snitte ham for at forskrække ham lidt. Men cyklen kunne ikke bremse, så Henrik kørte så tæt på Laurids, at han rev spanden fra ham, så både spand, cykel og Henrik havnede i gadekærets grønne vand. Da Henrik rejste sig op, lignede han et grønt uhyre, der var steget op af gadekærets grønne vand. Han måtte ind til Laurids og få vasket sig og tørret tøjet. Hvor så det skægt ud, da Laurids hev Henriks cykel op af gadekæret med andemad og alger på. Den var grøn over det hele. Og det var Henrik også. Men det hjalp, da han blev vasket under Lauridses brusebad. Og hans tøj, de korte bukser og undertrøjen hang snart og blafrede ude på tøjsnoren. Og jeg skyllede hans cykel omme i baghaven. Jeg brugte haveslangen, så den lignede snart min gamle cykel igen.
Det var godt Laurids hjalp os, så var vi fri for at komme hjem og få skæld ud og formaninger. Men nu var Henrik ren igen og tøjet var tørt, og ingen kunne se, at han havde været en tur i gadekæret mellem andemad og alger. Så vi blev hos Laurids et stykke tid, indtil vi blev sultne, så måtte vi hjem og have noget mad. Det første mor gjorde, da vi kom hjem, var at gå lige hen til Henrik, og med to fingre tog hun et grønt blad, som sad i håret på Henrik. Det var noget andemad vi måtte have overset, men intet undgik mors skarpe øjne. Hun så med det samme det lille grønne blad. Så måtte vi fortælle, hvordan det var gået til. Henrik er god til at fortælle. Så mor så meget bekymret ud, da Henrik afsluttede sin dramatiske beretning om hvordan han var havnet i gadekæret, og var dukket op af vandet igen helt indhyllet i andemad. Mor sagde, at det gadekær snart var en skamplet på byen. Før var gadekærets vand så rent, at man næsten kunne drikke det.
Det gav mig ideen til den historie, jeg fortalte Henrik den aften, vi kom i seng.
Førhen var vandet helt rent, og gadekæret var berømt over hele landet. Ja, måske hele verden, fordi det var så idyllisk og smukt. Det skyldtes, at der levede en havmand ude i vandet. Selv om det kun var et gadekær, var det alligevel en havmand der boede der. Han stod ude på det dybeste sted, så ikke en gang hans hoved ragede op over vandet. Her stod han og filtrerede vandet. Det skete på den måde, at han drak vandet med sin store mund. Når så vandet kom ned i hans mave, blev alle algerne og andemaden nede i maven på ham. Engang i mellem fik han også slugt en lille fisk, og den måtte så ende sine dage nede i maven på ham sammen med al andemaden. Det bedste var, at det vand, der kom ud af havmanden igen var rent. Helt rent. På den måde stod han ude i gadekæret og lavede rent vand. Masser af rent vand. Det var så rent, at man kunne drikke det. Men det var også blevet så rent, at når man så ud over vandet, kunne man se havmanden stå på det dybeste sted og drikke vand. Jo renere vandet blev, jo mere skulle han drikke for at få alger nok at spise. Det skulle nok ende galt. Og det gjorde det. For en dag var vandet så rent, at der ikke var én eneste alge eller andemad, han kunne spise. Hvad skulle den arme havmand så gøre. Han var så sulten, at han en aften lige inden det blev helt mørkt, bevægede sig fra det dybeste sted i gadekæret og op på land. Han var lige så stor som en voksen mand, og tyk var han også. Han lignede mest af alt én af de her Sumobrydere fra Japan, som vi ser i fjernsynet. Over hele kroppen var han dækket med skæl lige som en fisk. Havmandens skæl var blot meget større, og så var de grønne. Helt mørkegrønne som en græsmark. Det var nok al den andemad han spiste, der var skyld i, at han var mørkegrøn over det hele.
Han bevægede sig op på land for at se om han kunne finde noget, han kunne putte i sin grådige mund, for det var helt sikkert, at hans mund var grådig. Og stor var hans mund også. Når han gabte kunne man se et stort hul i hans kuglerunde hoved. Han plukkede et par grene af et træ, men de smagte nok ikke godt, for han spyttede grenene ud igen, lige med det samme. Hvad skulle den arme havmand så spise. Grene og græs kunne han ikke lide, og andemad ude i gadekæret var der ikke mere af.
Pludselig stak han sin lille næse i sky og snusede op mod vinden. Han havde lugtet noget han godt kunne lide. Han gik ikke, nej Han vraltede ud af byen og havnede helt oppe på troldehøjen. Her stod det flotteste salat og spinat i lange rækker. Det var troldene, der dyrkede salat og spinat, men det var kun til eget forbrug, så de blev afsindig vrede på havmanden, der kom og åd deres salat og spinat. De vidste ikke hvad de skulle stille op med den sultne havmand, for selv om de rendte mellem benene på ham, og slog løs på ham med deres kæppe, reagerede han ikke, men spiste videre, og når han var mæt gik han tilbage i gadekæret igen og vadede igen ud i det klare og rene vand.
Men troldene ville ikke finde sig i, at havmanden kom hver aften og spiste sig mæt af deres afgrøder. De havde også fundet ud af, at han åd deres kartofler, som de møjsommeligt havde skrabet jord sammen om. Han rykkede dem bare op og åd alle de kartofler, der var nedenunder. Nu kunne det være nok, så de skyndte sig ud til skoven, hvor den onde heks boede, og spurgte hvad de skulle stille op med den sultne havmand. Heksen sagde, at de skulle slå hovedet ned i maven på ham, så ville det holde op af sig selv. Heksen fortalte også hvordan de skulle bære sig ad med at slå hovedet ned i maven på ham.
Så de skyndte sig hjem og fandt et træ nede ved gadekæret med en tyk gren, der ragede ind over land, og så begyndte de på deres arbejde. Først bandt de et solidt stykke reb til grenen, og så begyndte de at slæbe ler op og klistrede det til rebet. Allerede den første dag, havde de lavet en stor kugle af det våde ler. Dagen efter var det styrknet og blevet stenhårdt, så kunne de lægge et tyk lag uden på igen, og nu havde de en kugle på størrelse med en fodbold, der hang i den tovende, de havde bundet til grenen. Nu var deres plan næsten klar.
Dagen efter var kuglen stenhård, og der lå en trold oppe i træet parat til at skære rebet over på det rigtige tidspunkt. Nu gjaldt det blot om at lokke havmanden ind under træet, hvor kanonkuglen hang. De plukkede en hel masse spinat og salat, og de havde gravet en masse kartofler op, alt det lagde de under træet.
Nu skulle de blot vente på, at havmanden blev sulten, og fik øje på den lækre mad, der lå under træet. Det måtte da være meget nemmere end at vralte helt op på troldehøjen og plyndre deres marker.
En time før mørket faldt på, blev havmanden sulten og begyndte at vade ind mod land, snart var hans grønne krop helt fri af vandet. Han så rædselsfuld ud med de store grønne skæl på kroppen. Da han så det lækre mad under træet, stoppede han op og åbnede sin store mund og begyndte at stoppe i sig af det lækre mad. Han stod lige under den kugle af ler, og den trold, der skulle skære rebet over havde travlt. Han filede og filede på det genstridige reb. Det var åbenbart en sløv kniv han havde fået fat på, så han filede og filede. Og tiden gik. Og havmanden blev færdig med at æde det lækre mad. Han rettede sig op og skulle lige til at vralte ned i gadekæret igen, da de sidste trævler af rebet blev skåret over, og den tunge kugle faldt og ramte havmanden lige oven på hans store hoved, så den blev trykket ned i maven på ham med en mærkelig lyd. Men hovedet blev siddende nede i maven på ham.
Havmanden forstod ikke hvad der var sket, for kuglen, som troldene fik til at falde ned på ham, røg ud i gadekæret, efter at have ramt hans hoved, og lige så snart den kom ud i vandet, blev den opløst og blev til ingen ting.
Lerkuglen var helt forsvundet i gadekærets vand, og alle troldene gemte sig for at havmanden ikke skulle få øje på dem, men det kunne de godt have sparet sig, for havmanden kunne ikke se noget. Han havde jo hovedet helt nede i maven, og han kunne kun se ud af det lille hul, han havde i navlen. Så det var ikke meget han kunne se. Han blev så forskrækket, at han vraltede ud i gadekæret. Ud på det dybeste sted, hvor han plejede at stå. Men nu kunne man ikke se ham mere, selv om vandet var helt rent. For nu var han ikke nær så stor mere, siden han fik slået hovedet ned i maven. Kun når solen stod i en bestemt højde og skinnede ud over vandet, kunne man fornemme, at han stod nede på bunden. Han trak stadig vandet ind gennem munden. Men nu måtte vandet igennem det lille hul han havde i navlen.
Nu kunne jeg høre, at Henrik trak vejret på en bestemt måde. Han var faldet i søvn. Hvad skulle jeg gøre, skulle jeg fortsætte min spændende historie om havmanden for mig selv, ellers fik jeg jo ikke slutningen på historien. På den anden side var det også synd for Henrik, at han ikke hørte historien færdig. Så jeg valgte at lægge mig til at sove. Henrik ville måske høre historien færdig, når han vågnede.
Og det ville han. Han havde kun lige slået øjnene op, da han sagde at han havde drømt om havmænd og havhekse. og om trolde og andre mærkelige væsner. Men nu var det lyst, så nu turde han godt høre historien til ende.
Vi valgte at gå ned til gadekæret. Heldigvis var der ikke andre af mine kammerater dernede. Ikke engang Laurids var at se, så der var fred og ro til at fortælle videre. Jeg pegede på et træ. Det var det træ troldene hængte deres lerkugle op i. ”Du kan se, hvordan barken er flået af på den ene side. Det er her troldene er kravlet op ad stammen med deres ler til kuglen. Det er deres kløer, der har lavet de mærker.” Jeg prøvede også om jeg kunne finde resterne af den snor, som trolden havde filet over med sin sløve kniv. Men rebet hang der ikke længere.
Nå, men havmanden blev altså forskrækket, da han fik slået hovedet ned i maven. Han glemte aldrig det plop det gav, da hovedet røg ned i maven på ham, så han kun kunne se ud af sin egen navle. Men det værste var, at han ikke kunne bruge sin mund til at spise med. Alt det han skulle spise skulle igennem det lille hul, han havde i navlen, så det kneb med at han kunne få andemad og alger nok at spise, for al vandet skulle passere igennem det lille hul, og det rene vand skulle ud gennem det samme hul, når det havde været inde i maven på ham, og han havde suget næring af de få alger og andemad, der var i vandet. Han sultede hver dag, og han blev tyndere og tyndere for hver dag der gik. Hans arme og ben var så tynde som tynde grene. Kun hans mave var stor. Der havde han jo også sit hoved. Og hovedet var ikke blevet spor mindre siden den dag den blev slået ned i maven på ham med et plop.
Nu stod han så og åd alger og andemad og blev tyndere og tyndere. Men der skete også det, at når han ikke kunne filtrere så meget vand, kom der flere og flere alger og andemad i vandet. Til sidst var vandet helt grønt. Nu var der masser af andemad og alger i vandet, så han fik alger og andemad nok i det vand han kunne filtrere. Men algerne og andemaden bredte sig, og snart så gadekæret ud som det gør i dag, sagde jeg og pegede ud over det grønne vand. ”Du kan nok huske, hvordan du så ud, da du landede med din cykel i gadekæret.” Der lå også en stor gren og flød i vandoverfladen. Henrik spurgte om der aldrig blev gjort noget for at slippe af med al den andemad og alger.
Jo, for nogle år siden blev folk her i byen enige om, at nu ville de reparere havmanden, så han igen kunne filtrere vandet, som han kunne før hans hoved blev slået ned i maven. Altså matte hans hoved hives op af maven igen. En dag vadede fire af byens stærkeste mænd igennem alger og andemad ud til havmanden og slæbte ham op på land. Her stod der en læge og en sygeplejerske parat til at give ham en beroligende indsprøjtning, mens man trak hans hoved på plads igen. Men da havmanden kiggede ud af sin navle og så den store sprøjte som lægen stod med, blev han så forfærdet, at han gav et højt skrig ud gennem navlen. Alle menneskene, der hørte hans skrig, syntes det lød så sørgmodigt, at de igen slap havmanden, der skyndte sig ud på sin plads midt i gadekæret igen. Her har han så stået lige siden og prøvet efter bedste evne, at rense gadekæret for andemad og alger.
Og du kan se resultatet.
Henrik spurgte, om man ikke kunne lave et automatisk filter, der kunne rense gadekæret for alger og andemad. Det ville vi prøve, så vi skyndte os hjem og begyndte med hammer og søm at lave et filteranlæg, der måske kunne bruges. Vi arbejdede på anlægget i flere dage, og det kom til at ligne et filteranlæg mere og mere. Men til sidst havde vi ikke flere søm til vores Storm P. anlæg, som han kaldte det.
Der var også en anden ting, der forhindrede os i at lave filtreringsanlægget færdigt, det var, at ferien var ved at være slut, og Henrik skulle igen tilbage til København. De sidste dage gik med at snakke om alt det, vi havde oplevet hele sommeren. Det var vemodigt at vinke farvel til ham inde på stationen. Jeg så ham nok aldrig mere, for selv om vi måske kunne skrive sammen, blev det ikke det samme. Og jeg vidste, at vi aldrig fik tid til at skrive til hinanden.
Men jeg vinkede til toget forsvandt i det fjerne.
Farvel Henrik.
Da jeg kom hjem ryddede jeg op på værelset, hvor Henrik og jeg havde boet hele sommeren. Det var en større oprydning, men snart lignede det igen et værelse, og ikke Jerusalems ødelæggelse, som mor sagde. Etagesengen ville jeg dog ikke af med endnu, for jeg syntes det kunne være sjovt at skiftes til at sove oven over eller neden under, for nu var det ikke spor farligt at sove i den nederste køje, der var ingen der kunne tisse mig i hovedet, når jeg lå der. Og hvis jeg blev træt af etagesengen, kunne jeg blot skille den ad, så det blev en almindelig seng igen.
Henrik havde givet mig én af sine dinosaurus til minde om ham. Den fandt jeg et godt sted til på mit eget skrivebord. Da jeg lukkede Henriks skrivebordsskuffe op, fandt jeg en tegning af en havmand. Jeg havde ikke helt forestillet mig, at han så sådan ud. Men jeg kiggede længe på tegningen.
Havmanden Victoria havde han skrevet neden under med sin flotteste skrift. Jeg anede ikke at han var så god til at tegne, så jeg tog tegningen med i seng, så jeg måske kunne drømme om havmanden og Henrik, for nu kunne jeg jo ikke så godt fortælle historier inden jeg faldt i søvn, for der var ingen til at høre efter. Og fortælle historier for mig selv, var ikke så meget ved.
Da jeg spurgte Henrik, hvorfor han kaldte havmanden for Victoria, svarede han, at han syntes det var sådan et flot navn og det passede godt til en havmand. Vi havde travlt med at lave vores filteranlæg. Far havde fundet nogle flere søm. Så nu stod anlægget fikst og færdigt. Vi manglede bare at slæbe det ned i gadekæret. Det gjorde vi en aften, hvor det var mørkt og kun gadelygterne var tændt.
Bo og et par andre hjalp os med at bære det ned til gadekæret. Forsigtigt satte vi det ud mellem andeøen, der hvor havmanden Victoria stod. Henrik vadede ud i vandet og var helt dækket med andemad og alger. Men han ville have anlægget på plads. Nu stod anlægget derude og ventede på, at vi skulle sætte strøm til. Men Victoria var blevet nysgerrig. Ligeså snart Henrik var kommet på land igen, gik han over og snusede til vores filteranlæg. Det passede ham åbenbart ikke, at vi blandede os i hans arbejde med at filtrere vandet. Han stod og blev mere og mere ked af det. Men så kom han i tanker om, at de måske kunne hjælpes ad med at filtrere vandet for alger og andemad. Han stod lige ved siden af og trak vandet ind gennem navlen, og filteranlægget kørte for fuld kraft. Vandet var allerede blevet lidt mere rent kunne vi se.
Men pludselig skete der noget.
Der lød et brag og et stort ildglimt oplyste himlen. Hvad der var sket, fandt vi ud af senere. Vores filteranlæg var gået i stå med et vældigt brag. Der var kommet vand ind i motoren og alt lugtede brændt. Alle blev forskrækket, for lysene i hele byen gik ud. Også gadelysene, så der blev bælgravende mørkt over alt. Havmanden blev også forskrækket. Selv nede på bunden af gadekæret kunne han se, hvad der var sket. Hvor var det ærgerligt, nu gik det lige så godt med at filtrere vandet, og nu måtte han igen selv lave alt arbejdet. Hvor blev han lang i ansigtet, da han så resterne af vores filtreringsanlæg nede i gadekæret. Helt ødelagt. Ja, han blev så lang i ansigtet, at han kunne mærke en knold oven på sin krop. Han prøvede med begge hænder at rykke sig selv i håret, og uden at tænke over det rykkede han så hårdt, at der lød et plop, og så sad hans hoved på sin plads igen, allerøverst oppe. Hvor blev han glad. Nu var det lige meget om filteranlægget var eksploderet. Nu kunne han igen selv nå at filtrere gadekærets vand og spise sig mæt i alle de alger og andemad, der svømmede rundt. Han skyndte sig ud på det dybeste sted, hvor han plejede at stå. Han ragede lidt op over vandet, nu hans kuglerunde hoved var blevet aflang. Men han bøjede benene en smule, så stod han nede under vandoverfladen og filtrerede vand igen, så andemad og småfisk skulle passe på ikke at blive suget med ind i hans grådige mund.
Men vi ville have vores filteranlæg til at fungere, så Henrik vadede igen ud i det grønne vand. Gadelyset var kommet igen, så han kunne se hvad det var, han lavede. Da Henrik råbte ”NU” slog vi strømmen til igen. Men denne gang kom der et ildglimt og et brag så stort, at jeg vågnede ved det. Jeg fløj ud af sengen og ind til far og mor, der sov i værelset ved siden af. ”Ja, det er tordenvejr,” sagde far, da jeg sprang op i sengen til dem og gemte mig under dynen.
Hvor var det mærkeligt, at det hele passede så godt sammen.
Næste dag var jeg ovre i stalden. Heldigvis stod vores halvfærdige Storm P. anlæg derovre endnu, det kom nok aldrig til at filtrere vand nede i gadekæret. Men det var heldigvis ikke skyld i, at vi ikke havde strøm og lys den dag.
Jeg kunne dog ikke lade være med at smutte ned til gadekæret for at se, om jeg kunne få et glimt at se af havmanden Victoria. Dernede stod Laurids, og sammen med et par mænd fra elektricitetsværket stod de og så på et træ, som et lyn havde revet en stor gren af. Det var nøjagtig det træ, som vi troede troldene brugte til at slå hovedet ned i havmanden med. Nu da grenen lå på jorden, kunne jeg tydeligt se mærker efter et stykke reb, der havde gnavet sig ind i barken på grenen. Hvor passede alt sammen med den drøm, jeg havde haft. Da jeg kom hjem hængte jeg Henriks flotte billede af havmanden op på væggen med et par tegnestifter. Jeg troede det var sidste gang jeg så Henrik. Det var skægt, at se ham i en drøm med korte bukser og hul i gummiskoene, og med andemad og alger over det hele.
Men en dag jeg cyklede hjem fra skole, så jeg et mærkeligt syn. Hvem var det der stod halvt ude på vejen og viftede med arme og ben. Det var Henrik, men nu havde han ikke sit sommertøj på mere, og det havde jeg heller ikke. Inde under den strikkede hue lignede Henrik en glad lille københavnerdreng, der var kommet på landet. Gadekæret var frosset til. Men vi kiggede ud over det stivfrosne vand, for det var her vi havde oplevet så meget i sommerens løb. ”Går du med hjem,” spurgte han. Det var dog et mærkeligt spørgsmål. Selvfølgelig skulle vi da hjem. Men i stedet for at følge efter mig, stilede han lige over til den dør, der førte ind til Laurids. Allerede uden for døren kunne jeg se, at noget var galt. Det papskilt, der normalt stod Laurids på, var fjernet og erstattet med et flot porcelænsskilt, hvor der stod. Her bor Yvonne og Laurids. Nedenunder stod der med små bogstaver. Og Henrik.
Hvor blev jeg forbavset. Henrik bankede ikke en gang på, men gik lige ind og råbte hej. Laurids sad ved sit skrivebord og Henriks mor var travlt optaget af at stege frikadeller. Hvor så det idyllisk ud. Jeg kunne se, der var sket noget med det indvendige. Der var sat nyt tapet op og der var kommet lidt flere møbler. Men min yndlingsplads i den gamle kurvestol var optaget, her sad Henrik som en anden prins. Jeg blev først glad for Henrik igen, da Laurids sagde, at han skulle rejse sig og lade gæsterne få den gode plads. Jeg tror nok, at Henrik blev så befippet af det Laurids sagde, at han uden at tænke sig om rejste sig op, og i samme øjeblik sad jeg på min yndlingsplads i den gamle kurvestol.
Hvor var jeg blevet forbavset. Jeg nåede også i et kort øjeblik at blive misundelig. Men den tanke forlod mig igen, da jeg sad der i den gamle kurvestol og tænkte, at jeg selv havde en far og mor. Så jeg måtte ikke være misundelig på Henrik, der havde en mor, og nu havde fået Laurids og udsigten ud over gadekæret foræret af en venlig havmand, der stod ude på det dybeste og filtrerede vandet både sommer og vinter og nat og dag.
.
