Krokodillen

En børnehistorie fra hæftet "Krokodillen og syv-ni-tretten historier" - som blev udgivet her i juni måned.


KROKODILLEN

Den gamle krokodille lå og solede sig. Den var meget gammel og træt var den også. Det bedste den vidste var at ligge og dase i solen. Men her var der også meget solskin, for solen stod lige over den og bagte ned fra en skyfri himmel. Den lå på flodbreden og så på det grumsede vand, der dovent gled forbi. Det var ikke ret tit, den gik på jagt mere, for den havde vænnet sig til at se, om en død fisk eller et dødt dyr lå og flød i overfladen af vandet. Så mavede den sig langsomt hen til kanten og svømmede med langsomme bevægelser hen og spiste det, den havde lyst til.

Bagefter kravlede den op og dasede videre. Den lignede allermest af alt en stor træstamme, der var skyllet op af floden. En dag kunne den lugte, at noget mad gled forbi ude på floden. Med en forsigtig bevægelse var den ude i vandet og svømmede hen mod det lækre bytte. Af gammel vane havde den spærret munden helt op.


Den skulle lige til at lukke munden igen, da den mærkede et stykke træ sætte sig på tværs inde i munden. Den prøvede forgæves at lukke munden lidt mere op, så den kunne blive fri for det ubehagelige, der havde sat sig så godt fast. Den arme krokodille var ved at drukne, for hver gang den svømmede fremad fossede vandet ind i dens vidt åbne mund. Men til sidst kom den på land. Men lige meget hvor meget den end prøvede at komme fri, sad træstykket urokkeligt fast inde bag de bagerste tænder. Den var også begyndt at få smerter i munden af at gabe så højt. Den vidste ikke sine levende råd. Nu var den lige glad med at ligge i solen og dase. Den kunne ikke spise, og når den gabte så højt, påvirkede det også dens øjne, så vandet løb ud af dem som tårer.


Sara var med sin mor nede ved floden.

Her hentede de vand til husholdningen. Godtnok var vandet ikke helt rent. Men de var ikke vant til andet, så de kunne godt tåle at drikke vandet, uden at blive syge af det. Men det var nok fordi de var vant til det. De vaskede også deres tøj i floden og samtidig tog de en svømmetur. Og når de stod op af vandet igen, var tøjet blevet tørt af den bagende sol. Saras hud var helt sort. Det var nok den brændende sol der var skyld i det. Men det var godt nok, for hun tog ingen skade af solen, men kunne lade sig gennemstege fra morgen til aften.

De havde tit set krokodiller i floden. Men dem var de ikke ret bange for. Bare de plaskede lidt og lavede støj, forsvandt krokodillerne længere ned ad floden. Sara havde taget en rask svømmetur. Men hun syntes, hun havde meget mere energi endnu, så hun løb lidt op ad flodbredden.

Pludselig stoppede hun op, hun havde set et mærkeligt syn En stor krokodille med munden på vid gab. Da hun havde sundet sig lidt, listede hun nærmere for at se, hvad der var galt. Da hun bøjede sig frem, så hun tydeligt træstykket, der var kilet fast inde bag de bagerste tænder. Hun var lige ved at løbe om for at hente sin mor, men da hun så at tårerne løb ud af øjnene på den stakkels gamle krokodille, satte hun sig ned i sandet ved siden af.

Hun vidste at den ikke kunne gøre hende noget. Men turde hun hjælpe den fri for det træstykke, der havde sat sig så godt fast ? Hun førte forsigtigt sin arm ind i krokodillens vidtåbne mund. Hun passede på ikke at røre de sylespidse tænder. Nu havde hun godt fat i træstykket. Forsigtig førte hun det lidt bagud. Hun kunne mærke at træstykket var fri og forsigtig tog hun armen til sig med træstykket knuget i sin rystende hånd.

Krokodillen var fri. Forsigtigt lukkede den munden igen. Og tårerne holdt op med at løbe ud af dens øjne. Den lå helt stille mens Sara langsomt krøb væk fra dens nu så glubske mund. Men krokodillen havde ikke lyst til at gøre sin redningsmand noget. Den kunne igen godt lide at ligge og dase i solen. Men fra den dag passede den bedre på hvad den fik i munden. Det var jo ikke sikkert at den næste gang var så heldig at Sara kom forbi og hjalp den.

Sara skyndte sig hjem og fortalte sin far og mor om sin oplevelse med den gamle krokodille. De havde aldrig hørt noget lignende. Især syntes de det var mærkeligt, at der var kommet vand ud af dens øjne. De havde aldrig set andre dyr græde, og de mente også at det kun var mennesker, der kunne græde. Men Sara havde set den græde med tårer, endda rigtige krokodilletårer.


© BENT KRISTIANSEN
DIANALUNDVEJ 6
4293 DIANALUND

TLF 58 26 02 42