2 forfatteres fortællinger

En dag min søn Leo var hjemme snakkede vi om at vi ville se hvem der kunne skrive den bedste historie i løbet af fjorten dage. Leo valgte emnet ”Karen eller Marens hvide røv i måneskin.”
Jeg syntes det var en lidt vovet titel, men pludselig fik jeg en genial ide` som I kan se i min historie.
Hvemses er den bedste?

Karens hvide røv.
Sikke en opstandelse der blev da Karens hvide røv stak ud af vinduet.
Det kan man godt forstå, når det var lige midt under TV avisen, og så ud til en trafikeret vej, hvor der både kom biler, cykler og fodgængere. Bilisterne fik dog ikke meget glÆde af det syn, for de havde alt for travlt med at komme forbi. Men de fodgængere, der befandt sig ud for vinduet, så den hvide røv stikke ud af vinduet. En ung mor med et barn ved hånden fik et chok, selv om barnet skreg og hylede. ” Mor, mor se en hvid røv. Mor, mor se en hvid røv.” Jørgen måtte berolige dem med, at det blot var Karens hvide røv, der stak ud af vinduet og spredte forundring og forvirring omkring sig.
Jørgen havde i mange år været glad for den røv. Den var nu også smuk. Helt hvid. Men dog med en lille tot sort hår midt i al det hvide. Mange aftener havde han ligget på sofaen og nusset med den, og klappet og aet den blidt, selv om Karen påstod, at det var hendes røv, for hun kendte den bedst, påstod hun. Ja, helt fra den gang den var meget mindre. Men det var efterhånden nogle år siden.
Jørgen stod og blev hel vemodig ved tanken, da han mindedes, at røven godt kunne nappe blidt efter ham, hvis han kom for tæt på. Og af og til kunne den finde på at udstøde nogle underlige lyde, så det stank infernalsk i deres lille stue. Han kunne huske, da der var noget i vejen med den, så de måtte på apoteket og hente borvand, så blev røven badet i borvand morgen og aften. Men da den var frisk igen stod Karen tit og viste den frem for dem, der gik eller cyklede forbi ude på vejen.
Men nu stak Karens røv ud af vinduet, selv om han ikke havde nusset og kælet med den i lang tid. Men det var måske derfor. Jørgen kunne ikke forstå, hvorfor den hvide røv stak ud af vinduet. Havde han vidst, hvad der ville ske, havde han grebet fat i den sorte dusk i al det hvide, for han vidste, at røven elskede når han nussede med den og snoede den sorte tot hår om sin lillefinger.

Det kan godt vÆre jeg skulle have ventet med at skrive historien om Karens hvide røv til jeg har fået lavet min computer. Det er i hver fald smask irriterende, at det lille Æ ikke virker.


SE NÆSTE SIDE


Nu har jeg fået lavet min computer så den igen kan skrive alle bogstaver. På en måde kan jeg ikke begribe hvordan en engelsk og amerikansk computer kan skrive, når de mangler æ, ø og å i alfabetet?

Karens hvide ræv

Sikke en opstandelse der blev da Karens hvide ræv stak ud af vinduet.
Det kan man godt forstå, når det var lige midt under TV avisen, og så ud til en trafikeret vej, hvor der både kom biler, cykler og fodgængere. Bilisterne fik dog ikke meget glæde af det syn, for de havde alt for travlt med at komme forbi. Men de fodgængere, der befandt sig ud for vinduet, så den hvide ræv stikke ud af vinduet. En ung mor med et barn ved hånden fik et chok, selv om barnet skreg og hylede. ” Mor, mor se en hvid ræv, mor, mor se en hvid ræv.” Jørgen måtte berolige dem med, at det blot var Karens hvide ræv, der stak ud af vinduet og spredte forundring og forvirring omkring sig.
Jørgen havde i mange år været glad for den ræv. Den var nu også smuk. Helt hvid. Men dog med en lille tot sort hår midt i al det hvide. Mange aftener havde han ligget på sofaen og kælet med den, og klappet og aet den blidt, selv om Karen påstod, at det var hendes ræv, for hun kendte den bedst, påstod hun. Ja, helt fra den gang den var meget mindre. Men det var efterhånden nogle år siden.
Jørgen stod og blev hel vemodig ved tanken, da han mindedes, at ræven godt kunne nappe blidt efter ham, hvis han kom for tæt på. Og af og til kunne den finde på at udstøde nogle underlige lyde, så det stank infernalsk i deres lille stue. Han kunne huske, da der var noget i vejen med den, så de måtte på apoteket og hente borvand, så den blev badet i borvand morgen og aften. Men da den var frisk igen stod Karen tit og viste den frem for dem, der gik eller cyklede forbi ude på vejen.
Men nu stak Karens ræv ud af vinduet, selv om han ikke havde nusset og kælet med den i lang tid. Men det var måske derfor. Jørgen kunne ikke forstå, hvorfor den hvide ræv stak ud af vinduet. Havde han vidst, hvad der ville ske, havde han grebet fat i den sorte dusk i al det hvide, for han vidste, at ræven elskede, når han nussede med den og snoede den sorte tot hår om sin lillefinger.
©BENT KRISTIANSEN
PS Det var vel nok godt jeg fik mit æ tilbage i computeren



Og nu kommer Leo med sin historie:

Maren og Jens Vejmand



Lidt længere nede ad den snoede vej sad en ældre mand med hammer og mejsel og huggede sten. Hans vejrbidte ansigt og det luvslidte og fattige tøj vidnede om et hårdt liv, der ikke havde kastet meget af sig. Folk i den nærliggende by kaldte ham Jens, udelukkende fordi han som ung kom til byen som den nye stenhugger, og at han altså hed Jens. Jens`s store krop og markerede træk indbød da heller ikke til unødvendig tant og fjas. Men sådan havde det ikke altid været, og det vil den følgende historie være et glimrende eksempel på.
Hør bare:
Spillemandsmusikken fra forsamlingshuset kunne høres helt ud på gaden, hvor de to unge piger Maren og Elsebeth tøvende nærmede sig. Indgangsdøren var omkranset af kulørte lamper og på øverste trin stod en ung, særdeles flot velbygget mand og smilte spøgefuldt til dem. ”Nå vil sådan et par tøsebørn ind og danse, så kom da indenfor,” sagde han smilende. ”Vi er aldeles ikke tøsebørn, men unge damer, der har aftalt at mødes med vore kavalerer inden for, at du ved det,” svarede Elsebeth med næsen i sky. ”Så, så godt ord igen og velkommen inden for de damer,” sagde manden smilende med et glimt i øjet. ”Du er ikke så lidt fræk. Hvad hedder du,” spurgte Maren, pludselig hed i kinderne. ”Jeg hedder Jens og er den nye stenhugger.” Jens bemærkede pigens rødmen og spurgte interesseret. ”Og hvem er så du.” ”Jeg hedder Maren og er smedens datter,” svarede hun. ”Og nu skal vi vist ind.”
Pigerne skyndte sig ind i det festligt pyntede forsamlingshus og satte sig over til de andre piger på bænken, der stod langs væggen. ”Puha,” sagde Elsebeth, ”han er vist en værre én.” Maren rødmede og så ned på sine hænder, der lå hjælpeløst knuget i hendes skød. ”Jamen Maren dog, er du syg,” spurgte Elsebeth bekymret. Maren løftede langsomt blikket og kiggede forundret på sin veninde. ”Jeg føler mig så mærkelig inden i, som om min mave brænder, også længere nede, du ved.” Maren hviskede det sidste og fortsatte. ”Det var da jeg så ham Jens i øjnene. Så var det at tiden næsten stod stille, og jeg blev så varm.” Rød i hovedet stoppede Maren sin talestrøm og kiggede ligesom igennem Elsebeth. ”Jeg er så brændende varm, jeg må have luft.” Elsebeth så til, mens Maren rejste sig og løb hen mod døren.
Jens stod uden for og røg en cigaret, da Maren kom farende ud af døren. ”Hov, hov lille dame, hvad er der sket,” spurgte Jens, mens han greb ud efter Maren. Maren kiggede stakåndet Jens i øjnene. ”Du må ikke se på mig på den måde. Jeg er så varm, og jeg føler mig så mærkelig inden i,” hviskede Maren, mens hun slog blikket ned og rødmede endnu mere. Jens holdt fast i hendes arm og mærkede den skælvende kvindekrop komme nærmere og nærmere. Jens mærkede små lyn af vellyst brede sig og spurgte Maren med grødet stemme. ”Ø, skal vi gå en tur i skoven eller skal jeg følge dig hjem. Maren kunne ikke få et ord frem, men lod sig føre væk af Jens. Væk fra lydene. Væk fra lyset. Tavse gik de hånd og hånd gennem skoven. Skridt for skridt. Tankerne myldrede rundt i hovedet på Maren. Var dette den store kærlighed. Var dette den største drift i et menneskes liv. Hendes mor havde fortalt hende at kærligheden varmede som ild i kroppen. På et tidspunkt midt i skoven stoppede Jens op, slog armene om hende og ville kysse hende. Maren mærkede hans ansigt komme i mod sig og ville det samme som ham, men samtidig mærkede hun fugten brede sig dernede, endda lidt for hurtigt. ”Åh Jens jeg har, en lille smule, jeg må være lidt alene, jeg må gå lidt afsides,” mumlede Maren. Som den gentleman han var tilbød Jens sin hjælp og med et snuptag stod han med hendes trusser i hånden. Maren vidste ikke hvad hun skulle mene o m Jenses handlemåde. Naturen krævede sin ret, og hun måtte skynde sig ind i underskoven og forrette sin nødtørft . Med kjolen oppe om livet og godt skjult i krattet satte Maren sig på hug og ventede på den velsignede rislen af velvære. Maren sænkede underlivet mod underskoven og mærkede først en kildrende fornemmelse, så en fornemmelse af varme, der bredte sig som ild som gjorde ondt. Meget ondt endda. Jens stod oppe på vejen og svingede med de erobrede trusser, som om han aldrig havde gjort andet. Pludselig lød et skrig, efterfulgt af en kvasen af knækkede grene. Som i trance så han Maren komme farende ud fra mørket, vildt skrigende med kjolen oppe om livet. Hun tog retning mod byen og lod Jens stå måbende på vejen. Jens tog sig sammen og fandt en tyk gren og nærmede sig forsigtig stedet, hvor han havde hørt Maren skrige første gang. Underskoven var mørk og blød. I det samme brød månen frem bag en sky og lyste på en lille lund fyldt med brændenælder. Jens kiggede sig undrende omkring, så lyste hans ansigt op og med et smil på læben spænede han efter Maren.
Inde i byen åndede alt fred og ro. Indbyggerne lå alle og sov. Det er nu ikke helt sandt, for købmanden var nået den alder, hvor det var tvingende nødvendigt at lade vandet mindst én gang hver nat, for at kunne sove til den lyse morgen. Denne nat var heller ingen undtagelse, så ved midnats tid blev lyset tændt i købmandsgården. Lidt knirken bekendte købmandens færd ned ad trapperne. Men var det ikke en lidt mærkelig knirken? Købmanden stod lidt og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Lød det ikke anderledes i dag og desuden højere end før?
Mere rytmisk og mere som et menneske i nød. Jo, det var rigtigt. Lyden kom ude fra.
Trods sin høje alder benede købmanden hen til vinduet og slog låsene fra og smak vinduet op på vid gab. Skrigene kom ovre fra skoven og købmanden måtte læne sig faretruende langt ud over vindueskanten og strække hals for at se. Hvilket syn mødte ham. I fuldt fire spring kom Maren skrigende med kjolen oppe om livet, og kun 30 meter bagefter kom den nye stenhugger med hendes trusser i hånden og med lige så høj fart og et grin der gik fra øre til øre. Larmen havde vækket det meste af byen. I de fleste huse blev lyset tændt og der lød smækken med vinduer flere steder fra.
Ja, ja tænkte købmanden, den historie med Jens Vejmand og smedens Maren og hendes hvide mås blev nok samtaleemne i byen i mange dage.

©Leo Kristiansen