SOLDATERBESØG

317 sprang på cyklen og spurtede ud ad indkørslen til kasernen så hurtigt sneen tillod det.

Det var da også irriterende med det snevejr, når han lige akkurat havde aftalt, at mødes med Marie på denne aften. Det var mørkt og dynamoen ville ikke køre rundt. Det var heldig, at han kendte vejen ud til Maries værelse. Bare hun nu ville lukke ham ind, når han kom på den måde? De havde ikke en hel klar aftale.
Han stillede cyklen op ad muren omme ved laden. Det var ikke godt, hvis andre blev indviet i det forehavende, han var i gang med. Der var lys i et par vinduer i stuehuset, men der var trukket for, så han kunne ikke se, hvad der foregik bag de nedrullede gardiner. Men det var 17 nu også bedøvende ligeglad med. Han sneg sig mod det oplyste vindue i den fjerneste ende af stuehuset. Han gik i en stor bue så nær stalden som muligt, så ikke sporene i sneen afslørede, at han stilede mod Maries dejlige værelse. Ja, værelset var nu ikke noget særligt, for den indeholdt kun en seng, et lille bord og et par stole, en kakkelovn og en spand tørv, og en servante med vandfadet. Jo, sidst han var der, havde han dristet sig til at kigge under sengen, hvor potten stod. Men det var næsten for flovt, havde Marie sagt.
Forsigtig bankede han på vinduet, efter først at have set sig om. Men alt var stille, kun lydene fra dyrene i stalden viste, at han var kommet på landet. Jo, og så lugten. Men alt det glemte han, da han så Marie rejse sig fra sin stol, og gå hen og lukke vinduet på klem. ”Gud, er det dig Jens,” sagde hun glad overrasket og lukkede vinduet på vid gab. Jens tog fat i sprossen, og som den gode adrætte soldat han var, svang han sig op i vindueskarmen uden at tænke på, at vandfadet stod lige inden for på servanten. Den ene fod havnede i vandet med et plask, og hvis ikke Marie havde været så snarrådig, var vandfadet røget ud over kanten og ned på gulvet. Sikke en redelighed. Der stod Jens med sin våde sko. ”Sikke en våd velkomst,” sagde Jens og humpede hen og satte sig på stolen, mens han trak et vådt spor hen over det ferniserede gulv. ”Tag skoen af og hold tæerne hen til varmen,” sagde Marie og satte sig på den anden stol. ”Du kan sidde på sengen, så sidder du bedre.”
Jens satte sig over på sengen og trak sko og sokken af, mens han nærmede sig kakkelovnen med sin bare fod. ”Der var vel ingen der så dig, Jens, da du kom. For jeg tror Olsen er alene hjemme. Dagny kører altid i husmoderforeningen om onsdagen. Var der bilspor i sneen.” Jens rystede på hovedet.
”Jeg kører nu,” sagde Dagny og tog bilnøglerne ned fra krogen. ”Er det ”Kasserolleklubben,” der trækker,” sagde Olsen og så lidende ud. Han var ellers ikke spor ked af, at få en friaften til sig selv en gang om ugen. Og det var da godt, at konen havde noget, der interesserede hende, tænkte han. ” Jeg går i stalden,” sagde han og tog træskoene på. Han stod og så på, at Dagny bakkede ud af garagen og forsvandt ned ad vejen. Han skuttede sig, som om han frøs. Han hørte dyrene i stalden. De skal nok klare sig, tænkte han, mens han så mod det oplyste vindue i den anden ende af stuehuset. I lysskæret fra vinduet så han sporene i sneen. Han blev iskold over hele kroppen. Det var dog for galt. Nu kunne han ikke tilbringe sin onsdag aften ude i mørket, som han plejede. Det ville han ikke finde sig i. Han listede hen mod vinduet, og i lyset fra det varme værelse, så han Marie sidde på sengen. Ved siden af sad en ung mand. En soldat. Marie sad ublufærdig og spidsede mund. Imellem dem stod sodavandsflasken på bordet. Den var halvtom.
Han så rødt. Med et rasende brøl gik han løs på vinduet, så det kun var et held, den ikke smadredes i tusinde stykker. Han foer om til sidedøren, der heldigvis ikke var låst. Nu skulle det gå stærkt, inden den formastelige kunne nå at springe ud ad vinduet igen. Han nåede det. Marie og Jens var sprunget op, lamslåede over det rabalder ved vinduet, og inden Jens nåede at reagere, blev han i kraven ført ud af Maries værelse og gennem den lille entre, og så sig selv havne, med et spark bagi, i sneen uden for. Han nåede ikke at forklare sig. Olsen var forsvundet ind ad døren igen hidsig og rød i kammen. I to spring stod han inde på Maries værelse igen. Marie var sunket om på sengen og tudbrølede. Hvad skulle han stille op mod kvindetårer?

”Hvorfor smider du min bror ud,” fremhiksede Marie. ”Var det stykke mandfolk af en soldat din bror. Det tror jeg i hvert fald ikke på. Jeg så godt, hvordan du sad og gjorde dig til med at spidse mund. Og for resten så jeg, hvordan han var begyndt at smide tøjet. I hvert fald skoen og den ene sok. Se, sokken og skoen ligger her endnu. Ha, det bliver ikke let for ham at forklare på kasernen, når han kommer skoløs hjem. Men Marie, du ved, du ikke må have mandfolk på værelset.” Marie snøftede og bedyrede, at det var hendes bror, der lå på kasernen i byen, og som var kommet på besøg.
”Ja, ja Marie. Nu henter jeg en sodavand, vi kan dele, så kan jeg lære dig at drikke af en flaske.” Olsen gik ud ad værelset og ud gennem bagdøren for at se om soldaten var drevet på flugt. I lysskæret fra den enlige lampe så han sin kone komme fra garagen. Helt her ovre hvor han stod, hørte han det gisp, hun gav, da hun så sin mand forlade pigeværelset. ”Jamen Godtfred, kan jeg da ikke tage i byen én eneste gang, før jeg kan finde dig på pigeværelset.” Marie var kommet til med store tårevædede øjne. ” Du bliver nødt til at forklare min kone, hvad der er sket,” beordrede Olsen. ”Jeg skal ikke have sagt noget, det må du selv redde dig ud af,” snøftede Marie.
”Fortæl nu min kone, at du har haft herrebesøg, og jeg har smidt ham ud i den kolde sne.” Marie tænkte sig om. ”I har da altid sagt, at jeg ikke må have mænd på værelset. Så det har jeg da altid rettet mig efter.” Olsen så måbende på hende. Sikke dog en intrigant lille strigle. Hvor ville Olsen ønske han kunne trylle en soldat frem. Bare en lille én. Men der var intet hjælp at hente.
Da der blev rolig uden for, sneg Jens sig frem fra sit skjul. Han kluklo, da han igen kravlede ind ad vinduet til Marie. Han havde stået i sit skjul og set Olsens dilemma, og han kunne høre hvordan, der blev snakket med store ord inde i den fine ende af stuebygningen. ”Nu kan vi måske få fred resten af aftenen,” sagde Jens og passede på ikke at dyppe den anden fod i vandfadet.