PENNEVENNEN

Det var endelig blevet lørdag. ..........




Lørdag var den dag, som Susanne elskede allermest. Men især i dag, hvor hun for første gang skulle møde sin penneven. Sin penneven, som hun godt nok havde skrevet sammen med i et halvt års tid, men dog aldrig havde set andet end på et lille billede, som han havde sendt i et af de første breve.

Men nu stod hun her ved busstoppestedet og ventede. Ikke på bussen, nej Henrik ville komme i sin næsten nye sportsvogn, som han havde skrevet så meget om i sine sidste breve. Hun ville ikke have ham til at drøne ind på skolen, så de havde i telefonen aftalt, at mødes på sådant et neutralt sted som busstoppestedet uden for skolen. Hun ville ikke indvi sine veninder i den lille affære, som var under opsejling. Ikke endnu i hvert fald.

En sportsvogn drejede ind på busholdepladsen, og ud sprang en ung mand, der galant gav hende hånden og bukkede pænt og præsenterede sig som Henrik. Han var flottere end på billedet, og de fem, seks år han var ældre end hun betød ikke noget, for hun kunne let optræde som verdensdame, selv om hun kun var atten år. Snart drønede de derud af, den kunne løbe stærkt og i svingene kunne man let fornemme , at det var en sportvogn i den dyre klasse. Vinden suste i håret, men det kunne man godt blive sulten af, så Henrik inviterede hende ind på byens flotteste restaurant.

Han var ude på at dupere hende, den unge pige, der kom fra landet, hvor han selv færdedes i storbyen Københavns mondæne natteliv. Men hun lod sig ikke dupere, så da han, efter at have set på menukortet bestilte en hummer. Sagde hun. ” Også én til mig ”, selv om hun ikke helt vidste, hvad det var. Men når Henrik ville have den menu, ville hun også. Da tjeneren spurgte, hvad vin de ville have til hummeren. Hvid eller rød. Sagde Henrik at han var ligeglad om det var hvid eller rød for han var farveblind, men det var nok mest for at spille smart, at han sagde sådan, for Susanne måtte skynde sig at bestille en rødvin, for ikke at tabe ansigt over for den tjener der stod og så lidt storsnudet ud. I hans restaurant spøgte man ikke i så vigtigt et spørgsmål.

Hvis Susanne helt selv skulle bestemme, havde hun nok bestilt en appelsin- eller hindbærvand i stedet for. Men hun blev overhovedet ikke spurgt. Vinen kom. De nippede til den og skålede og så hinanden dybt i øjnene . Så kom tjeneren med lidt tilbehør og to små fade og da låget blev lettet lå der foran Susanne et rødt grotesk dyr, som Susanne i sit korte liv aldrig havde set i levende live og heller aldrig på et fad i en restauration med rødvin til. Susanne stirrede det røde uhyre ind i øjnene, men da hun opdagede, at det dampede varmt omkring den tog hun forsigtig sin gaffel og prikkede til den, mens hun skelede over til Henrik, der ikke så spor forbavset ud, men til gengæld glad og smilende

Hun ville ikke tabe ansigt, men Henrik, som den galante fyr han var, rejste sig og gik om og viste hende, hvordan man ved hjælp af en tang og en speciel bygget gaffel fik skrabet lidt kød ud af uhyrets pansrede indre. Hvor lækkert. Susanne tog forsigtig en lille stykke. Et ganske lille stykke kød ind i munden. Til sin forfærdelse opdagede hun, at det ikke smagte af noget, som hun før havde smagt. Maven nægtede at modtage det lille stykke kød. Det kørte rundt i munden på hende, hun turde ikke tygge på det, for så kom smagen rigtig frem. Med tungen puffede hun det over i den ene side og så fortvivlet over på Henrik, der havde så travlt med sin hummer, at han slet ikke lod mærke til det dilemma hans borddame var havnet i. Susanne ville ikke tabe ansigt. Det var trods alt et dyrt og lækkert måltid Henrik havde spenderet på hende, men synke det hun havde i munden kunne hun ikke.
Forsigtig tog hun hånden op til munden og mens tjeneren så den anden vej, og Henrik var optaget af sin hummer tog hun stykket i hånden og lagde det ned på den fine stofserviet, som hun havde lagt ned i skødet. Hun skubbede sig lidt længere ind under bordet og Henrik sagde skål, og kiggede hende dybt i øjnene. Hun smilte glad, det gik nok. Henrik var så sød. Hun skrabede et lille stykke kød frem, men i stedet for at stoppe det i munden, blev det anbragt på den hvide serviet halvvejs inde under bordet. De skålede og Henrik spiste, og Susanne skrabede små lunser af og ned på servietten. Hvor var hun sulten , men hun turde ikke tage et eneste stykke kød i
munden, selv om hun nu var blevet helt ferm til at plukke kødet ud af det mærkelige røde uhyre. Da Henrik og tjeneren så den anden vej, tog hun diskret den hvide serviet med dets indhold og lagde det ned i sin håndtaske pænt pakket ind i servietten for ikke at ødelægge sin nyindkøbte slangeskindstaske med det dekorative slangehoved, som en lomme i tasken.

Tasken stank som en slange med dets særprægede indhold, men det opdagede hun først da hun kom hjem og tømte indholdet af i skraldespanden. Men tjeneren kom og spurgte om herskabet ville have desert, og han spurgte om han skulle fjerne skroget, men da Susanne så så desorienteret ud, skyndte han sig at sige, at han selvfølgelig mente de to tallerkener med de to hummere. Susanne kunne kun nikke. Både til at skroget blev fjernet, og til at hun gerne ville have dessert.

Sportsvognen startede med et drøn. Regningen var betalt. Det lækre måltid var spist. Rødvinen var drukket. Susanne var duperet. Henrik var glad. Sikke en penneven.
” Du kører ad Helved til”, råbte Susanne og blev læsset af uden for skolen. Hun nåede ikke at forklare, at de kørte forbi den lille by Helved inden sportvognen blev sat i gang i et drøn af benzinos og bremserøg. Ingen skulle kritisere hans måde at køre på, så der blev ikke skrevet flere breve til den penneven.