Tre historier om STOREBÆLTSBROEN

DE HØJE PYLONER,
PÅ MÅNESKINSTUR FOR AT FINDE STOREBÆLTSBROEN
DEN STORE FLYDEKRAN SVANEN



DE HØJE PYLONER
Der fortælles, at nogle unge mennesker væddede om, at man i klart vejr kunne se togene starte fra Københavns Hovedbanegård, når man stod på toppen af pylonerne. Den ene af de unge påstod, at man kunne se togene starte derinde fra i al slags vejr. Så de kravlede med megen møje og besvær helt op i toppen på pylonen. Da de var kommet helt op, sagde den ene forpustet: "Er det for resten ikke første maj i dag, så vi er nok blevet narret majkat, for jeg kan ikke se noget som helst tog starte fra Københavns hovedbanegård." Én af de andre satte sig ned og tog DSBs nye køreplan op af lommen, mens han sagde: "Hvad er det for et tog du vil se starte fra Hovedbanegården. Er det intercitytoget til Jylland klokken fire. Så kan jeg betro dig at det er kørt."


PÅ MÅNESKINSTUR FOR AT FINDE STOREBÆLTSBROEN
 For nogle år siden havde vi besøg af min bror og hans kone fra Als. Og mens de var på besøg hos os skulle jeg køre vores datter hjem til hendes lejlighed i Slagelse, og for at få en tur ud af det blev vi enige om, at alle kørte med for at se den illuminerede Østbro.

Det var før vi kunne læse om det pragtfulde syn i avisen.
Så vi startede Skodaen med tre damer på bagsædet og min bror og mig foran i bilen. Vi startede selvfølgelig fra Niløse, hvor vi bor. Mellem Tersløse og Bromme så vi overdelen af Østbroen. Månen lyste for os denne varme sommeraften og vi var enige om, at intet kunne overstige månens fortryllende skær. Mellem Bromme og Slagelse så vi af og til et glimt af broen, men ikke i fuld figur.

Jeg fik en god. "Hvis vi nu kører gennem Slagelse og ud på Vårby Bakke var jeg sikker på, at broen ville ligge som et panorama foran os." Men nej, skråningerne og træer og buske forhindrede vores udsyn, så vi kun så broen i glimt. Men månen fulgte os.

Halvvejs nede af Vårby Bakke så vi broen. Men det var direkte bagfra, så vi så ikke det store M, som vi havde glædet os til. Ved foden af Vårby Bakke drejede vi mod Hejninge og Trelleborg. Nu så vi broen i glimt. Men hver gang vi holdt stille, var det altid bag en busk eller et træ. Broen så vi ikke. Vi måtte nøjes med månen, der fulgte med som en stor rund lysende skive, og så vente med at se det menneskeskabte kunstværk. Der blev fniset omme på bagsædet.

Men vi nåede da ud på den store vej og drejede mod Korsør. Nu så vi mindre og mindre til broen, uanset at vi kørte den rigtige vej. Der var nogle der lo omme på bagsædet. Og månen stod over os og lo med.

Vi kørte ind ad en sidevej, det var en lukket eller blind vej, for vi kom ikke ned til stranden, men havnede på en gårdsplads, med en stor sort hund uden for. Og tre grinebidere på bagsædet og to alvorlige brødre, der vendte Skodaen på den smalle vej.

Nu kørte vi væk fra Korsør, og Østbroen havde vi i bakspejlet og ind gennem bagruden.
Vi var enige om, at nøjes med månen denne aften. Men heldigvis drejede vi mod Stillinge Strand, og efter igen at have holdt et par gange ud for buske og træer, så vi Østbroen i al sin pragt. Lyset fra månen og lyset fra broen spejlede sig i det blikstille Storebælt. Vi havde kørt 90 kilometer, da vi kom hjem igen. Men det syn var hele turen værd.

Men det er snart nogle år siden. Nu farer bilerne over Storebælt på få minutter, hvor de høje pyloner rager mange meter op i landskabet.


DEN STORE FLYDEKRAN SVANEN
I det fjerne så vi den store kran Svanen, som er verdens største flydekran og som hjalp til på Storebælt med at sætte brodragerne på plads. Det var Harry der vidste en hel masse om den kran. Men da jeg spurgte ham om hvad motorkraft sådan en krabat har, blev han mig svar skyldig. Men jeg var blevet nysgerrig så jeg gik en tur ned på havnen i Korsør. Det kunne da være der var nogle der vidste noget om det.

Jeg gik lidt uden for havneområdet og på en bænk sad der to ældre mænd. Det var tydeligt at se, at det var to forhenværende sømænd. De så meget vejrbidte ud som de sad der på bænken. Jeg tror de sad og drømte sig tilbage til deres tid på de store have. Jeg kunne ikke lide at forstyrre dem i deres tanker. Men jeg var nysgerrig så jeg sagde pænt goddag. Den ene vendte sig mod mig og nikkede.

Nu syntes jeg  vi havde kontakt med hinanden. Jeg fortalte at vi sad oppe i restaurationen og da vi så SVANEN langt ude blev vi nysgerrige efter at vide hvad motorkraft sådan en krabat har. Det fik én af mændene til at udbryde: "Ja, det nymodens skidt." Han vendte skråen i munden og sendte en fed stråle tobakssovs ud på jorden. Det fik mig til at gå om i læsiden."  Nej, det var ikke som da Børge og jeg var på søen, det var en hel anden tidsalder. Da var der træskibe og jernmænd, men nu er det jernskibe og træmænd. Og så bygger de oven i købet en bro."

 Han så helt forarget ud. Jeg tror nok de gamle søulke kunne fortælle mange historier fra den gang, de var på søen. Men det var ikke det jeg var interesseret i lige nu. Jeg spurgte én gang til om de kendte noget til motorkraften på SVANEN

Det fik ham, som jeg troede hed Børge til at se meget eftertænksom ud. Han kløede sig i nakken og vendte skråen i munden og fik mig til at føle, at det var godt jeg var gået over i læsiden.  "Ja, jeg kan da godt forstå du ikke kan finde noget af det i bøgerne. For det står ingen steder. For det er edermame noget de ikke er særlig stolte af. Jeg kan fortælle dig at da de havde tegnet Svanen blev en hel masse firmaer bedt om at give tilbud på at bygge den. Det var et hollandsk firma, der var det billigste. Så de byggede den. Men der var sket det uheldige, at alt materialet om selve motoren, var bortkommet under vejs. Sådan går det, når så mange mennesker laver sådan noget. Den ene ved ikke hvad den anden laver. Men hvordan det egentlig er gået til, er der ingen der rigtig ved. Men der skulle da selvfølgelig en motor i. Penge var der ikke mange af, for det hollandske firma havde jo givet det lave tilbud uden at tænke på at der skulle en motor i."

Den anden var livet helt op under Børges fortælling. Det var vel heller ikke hver dag, der kom nogen og snakkede med dem om deres rette element. Jeg var blevet meget interesseret, så efter at Børge vendte skråen endnu engang, bad jeg ham om at fortsætte. Men jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, hvor han vidste alt det der fra.

Men han fortsatte. "Det var noget af et dilemma de var havnet i. De oprindelige tegninger kunne de ikke finde. Det blev nok også alt for dyrt. Der var én der foreslog, at sætte en kulfyret dampmaskine ned i hver af pontonerne. Men der var ingen der rigtig syntes om den ide, for alle syntes at tiden var løbet fra dampmaskinen som drivkraft. Men så var der én der kom med den geniale og billige ide. Hvorfor ikke sætte nogle motorer i fra  nogle skrottede Skodabiler ?"

 Børge skottede hen til mig og sagde. "Du kender vel en Skoda. "Det måtte jeg svare ja  til idet jeg sagde, at jeg skam havde en Skoda model 1984 derhjemme. Jeg kunne fornemme, at Børge blev mere og mere ivrig efterhånden, som han fortalte. Og kammeraten ved siden af var også livet helt op.

Og da Børge holdt en lang pause kunne jeg ikke lade være med at spørge. Og hvad så.  Børge tog en ny skrå op af lommen og efter at have bidt den over så han eftertænksom på mig og fortsatte : "Alle syntes det var en god ide, og inden længe blev en masse skrothandlere kontaktet. Det var rigtig nok at der var en masse gode motorer til salg. Endda billigt. Otte motorer skulle der bruges," sagde Børge. "Ja, otte i hver side," sagde ham kammeraten ved siden af. Børge kiggede lidt på ham og sagde så : Ja, selvfølgelig 8 i hver ponton, i alt 14 motorer. Men så kan den også sejle 7 knob i timen." 

Han bøjede sig ned og med sin stok tegnede han, hvordan motorerne var anbragt efter hinanden i de to pontoner. Det kan godt være, at jeg så ud til at tvivle på det han sagde.  Det gjorde jeg egentlig ikke, men jeg havde så travlt med at gange de 8 motorer i hver ponton og lige meget hvordan jeg regnede fik jeg det til i alt 16 motorer. Men det er nok en erindrings forskydning fra Børges side.

Men han tilføjede som sagt : "Du kan jo selv se, at den sejler rundt derude. Og den er selv sejlet hertil helt fra Holland. Og man har ikke hørt ret meget om de motorer, der ligger i den. Så de må jo virke godt. For ellers skal vi nok have hørt det. " Det måtte jeg give ham ret i. Man hører mest om det der går galt.