QUICK  LOTTO  ELLER  SKRABEDILLEN

Da jeg en dag var oppe i det store indkøbscenter fik jeg sådan en ubændig lyst til at prøve det her nye quick-lotto.

Jeg havde læst så meget om det i avisen, om hvordan en masse mennesker var blevet millionær fra det ene øjeblik til det andet. Så det ville jeg også prøve, for som sagt kunne det da være sjovt at blive millionær.

Så jeg gik hen til disken og forlangte to skrabere, efter først at have overbevist mig om  at ingen lod mærke til at spilledjævelen tog fat i mig. Men der var ingen der lod mærke til det, for alle havde travlt med at køre forbi med deres indkøbsvogne fulde af varer.

Jeg fik mine to skrabere for 20 kroner stykket. Altså i alt 40 kroner. Men så havde jeg også to vinderchancer. Da det var første gang jeg prøvede sådan noget læste jeg brugsanvisningen godt igennem. Man skulle tage en mønt og skrabe, så ville der komme 9 tal frem under den hinde, man skrabede af. Og hvis der var tre tal, der var ens, havde man vundet det der stod på de tre tal. Ja, så nemt var det.

Jeg gik over til en stander der stod lige ved siden af. Her kunne jeg stå i fred og ro og skrabe. Jeg havde fundet en mønt frem og med den skrabede jeg på livet løs, men der var ikke tre af nogen af tallene. Det højeste tal på min kupon var 500 000 kroner, men der var dog kun to af dem. Så jeg måtte åbenbart ikke have vundet denne gang. Så jeg smed den ugyldige kupon ned i den revne der var oven i standeren, der nok var beregnet til alle de kuponer, der ikke var gevinst på.

Men jeg havde én vinderchance endnu.

I mellemtiden var der kommet en anden mand hen til min stander. Men der var sagtens plads til os begge, så vi skrabede på livet løs begge to. Der må åbenbart ikke have været gevinst på hans lod, for han smed  sin kupon ned i revnen og sagde henkastet. " Det var de 20 kroner."  Men da jeg fik skrabet de sidste rester af min kupon så jeg til min glæde at tre af tallene var ens. Ti tusinde tre gange.  Jeg så mig om mens jeg hviskede til min sidemand. "Jeg tror jeg har vundet 10 000 kroner. "Jeg skævede rundt for at se om andre havde bemærket mit utrolige held. Men det var der nok ikke, for alle havde travlt med at komme af sted med deres indkøbsvogne.

"Nej, lad mig se," sagde han mens han rakte ud efter min kupon. Da han stod med den i hånden fatter jeg ikke den dag i dag, hvad der gik af manden. For han udstødte et jublende skrig, der fik alle dem med indkøbsvognene til at stoppe op.

 "Hurra, jeg har vundet 10 000 kroner. "Jeg stirrede måbende på ham. Der stod han med min kupon i hånden, men med sit spontane udbrud havde han overbevist alle dem med indkøbsvognene om, at det var ham der ejede kuponen. Jeg prøvede stammende at fortælle, at det skam var mig, der havde købt den kupon og derfor måtte eje den gevinst, der bevisligt måtte være på kuponen. Men det fik bare dem med indkøbsvognene til at stirre uforstående på mig. Og der var endda nogle der smilte medlidende til mig.

Nu var det mig der råbte op, og jeg var bedøvende ligeglad med om nogen kendte mig og syntes det var en underlig starut, der stod der og råbte op og prøve på at overbevise folk om, at det var min kupon, som den anden havde stjålet fra mig.

Til sidst blev indehaveren af forretningen gjort opmærksom på den mærkelige situation jeg var havnet i. Men lige meget hvor meget han end kløede sig i nakken, vidste han ikke, hvad han skulle. For da han fortalte mig at den der havde kuponen også ejede gevinsten, skreg jeg til ham, at det var mig, der havde købt den kupon, og det absolut var min gevinst.

Hvad skulle den arme mand gøre andet end at ringe til politiet. Så vi kom begge med ind i baglokalet, og her forklarede vi hver vores version af, hvad der var sket. Til sidst blev der ringet til Dansk Tipstjeneste for at høre, hvad vi skulle. Men de havde aldrig hørt noget tilsvarende, så de rådede os til at lade en dommer afgøre vores mellemværende.

Nu, cirka tre måneder efter sidder jeg igen oppe i det store indkøbscenter. Jeg er blevet en erfaring rigere, for sagen blev afgjort ved byretten på den måde, at vi blev dømt til at dele gevinsten, for den kloge dommer kunne ikke afgøre, hvem af os, der talte sandt. Ja, vi skulle dele gevinsten. Eller det der var tilbage af den efter at vi havde  betalt afgifter og sagsomkostninger. Ja, tænk sig, der blev nøjagtig 20 kroner til hver efter at sagsomkostningerne og afgifterne til staten var trukket fra. Det var de tyve kroner, jeg sad og spiste op i form af to pølser med brød.

Jeg kunne ikke lade være med at skæve hen til det sted, hvor det mærkelige drama var sket. Jeg syntes ikke at retfærdigheden var sket fyldest, som dommeren sagde. Men pølserne smagte da udmærket, selv om jeg syntes jeg egentlig havde givet 10 000 kroner for dem i stedet for tyve kroner.

Allerbedst som jeg sad der, skete der det, at den fusentast af en mand kom ind. Han gik med det ene ben i gips og med en krykke under den ene arm. Han så mest af alt ud til at være kørt over af en bil, så jeg kunne ikke lade være med at godte mig lidt. Nu syntes jeg, at der var lidt retfærdighed til.

Han så mig heldigvis ikke, for han stilede lige hen og købte en quick- kupon. Jeg så hvordan han med ivrige bevægelser skrabede den hinde af for derefter at udstøde et jubelskrig.

Ja, sig ikke at der findes retfærdighed.