DEN SORTE FUGL

For mange år siden læste jeg en historie om en fugl, der blev til et menneske. En meget dramatisk historie, som fashionerede mig dybt. Hvordan kunne en fugl blive til et menneske?
Nogle år senere var jeg til bestyrelsesmøde i en lille forening, jeg havde været med til at starte. Pludselig så jeg hende. Nej, det passer ikke helt. Men pludselig hørte jeg hende. Fuglen der var blevet til et menneske. Men her var det omvendt. Et menneske var blevet til en fugl. Der mellem de andre tilhørere sad hun og skræppede. Jeg gøs. Der sad den sorte fugl mellem alle de mennesker. Jeg måtte lukke øjnene og ryste på hovedet. Men det hjalp ikke. Fuglens skræppen overdøvede alt.
Næste gang vi holdt møde i den lille forening, havde fuglen sneget sig tættere på. Den sad helt oppe ved bordenden og skræppede. Taleren tabte tråden og begyndte at skræppe omkap med fuglen. Hvor pinligt. Den sidste aften den lille forening eksisterede, sad jeg og holdt mig for ørerne, for at holde lyden af fuglens skræppen ude af mit hoved. Foreningen forsvandt i en eksplosion af vrede stemmer, der kun blev overdøvet af den sorte fugls evindelige skræppen.
Mange år er gået. Meget vand er løbet i havet og meget mælk er drukket siden dengang. En dag jeg var inviteret til stormøde, hvor amtet havde inviteret folk, der var interesseret i ældre menneskers ve og vel, hørte jeg den igen. Der sad den sorte fugl og skræppede. Fuglen var også blevet ældre. Og lyden havde fået en skarpere klang. Men den kunne let overdøve menneskenes stemmer. Den skræppede med, hver gang der blev sagt noget. Især når det var noget der ikke passede fuglen. Så skræppede den. Jeg havde lyst til at holde mig for ørerne, men vi skulle have noget at spise. Sild og meget andet godt. Ved vores bord blev der serveret en kærlighedsfrugt. Jeg rejste mig op for at slå fuglen ihjel, men én af de andre sagde, at det eneste der kunne stoppe fuglens skræppen var kærlighed. Så jeg tog frugten og holdt den hen mod fuglen, men den baskede med de sorte gevandter og skreg forskrækket. Den havde aldrig modtaget kærlighed, og slet ikke i form af en kærlighedsfrugt. Jeg satte mig ned, og lovede mig selv, at jeg ville skrive en historie om kærlighed og livsglæde, hvis det kunne stoppe den sorte fugls evindelige skræppen.
Nogle dage senere kom jeg til det center, hvor den sorte fugl holdt til. Sikke en livsglæde, der var i det center. Folk dansede og sang. Musikkerne spillede. Kanariefuglene fløjtede i deres bur. Sikke en larm. I et hjørne sad den sorte fugl, den prøvede at tiltrække sig folks opmærksomhed med sin skræppen. Men den aften lykkedes det ikke, for den aften blev venskabstræet plantet. Træet måtte da kunne stoppe den sorte fugls evindelige skræppen. Men nej, der skulle mere til end venskab. Der skulle også mere til end kærlighed. Måske livsglæde. Så vi dansede forbi den sorte fugl i en kædedans og sang ”Skuld gammel venskab rein forgo.”
Men det var for sent, for da jeg et par måneder efter spurgte, om den sorte fugl var tavs, blev der rystet på hovedet og sagt, at den sorte fugls skræppen til sidst havde overdøvet kanariefuglene og menneskenes stemmer. Og menneskene var gået hjem, mens de fleste holdt sig for ørerne og andre rystede på hovedet, og ikke kunne forstå, at en enkelt fugls skræppen kunne overdøve både kærlighedens og venskabets sprog. Der blev sagt om lederen af centret: ”At hun nok var lidt sårbar.” Det var hun nok også. Men hvem kan modstå den sorte fugls skræppen, mens den hakker hul i hjerneskallen og flår i brystet og lægger sit gøgeæg i hjernen eller i hjertet, uden at efterlade sig en smule blod.
Vi var nogle mennesker, der ville fortælle om gamle dage. Så vi mødtes og fortalte. Vi ville ud på skoler og børnehaver og fortælle. Næste gang vi mødtes, kom den sorte fugl. Den var så underlig tavs. Som om den ikke kunne finde fodfæste i den glade stemning og fortællelyst, der var.
En dag blev vi enige om at drage ud på et fritidshjem og fortælle børnene om vore oplevelser fra den gang vi selv var børn. Da livede fuglen op. Hele dens opsparede had til sin mor kom til udtryk gennem hadet til de mennesker, der passede børnene. De unge pædagoger fik en hak i tuden og i hjernen, inden vi gik ind for at fortælle. Jeg havde kun lige netop stoppet bilen, da fuglen kom flagrende hen over parkeringspladsen skræppende og viftende med de sorte gevandter. Fuglen stod uden for min bildør og skræppede op om, hvordan jeg skulle gå til angreb på de skide pædagoger.
Jeg smak bildøren op lige i synet på den sorte fugl, for at overdøve dens evindelige skræppen. Jeg så fuglen ligge blødende på jorden med hovedet smadret. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige undskyld, men jokkede hen over kadaveret og blandede mig med de andre mennesker. Men det var kun min fantasi, der spillede mig et puds. Den virkelige sandhed var, at vi gik ind til børnene og pædagogerne med den sorte fugl skræppende i mellem os.
Da jeg et par timer senere kørte derfra, sad fuglen på nakkestøtten i min bil og skræppede. Som et drømmesyn så jeg den. Og da jeg om natten vågnede ved to tiden, sad fuglen på min sengestolpe og skræppede. Jeg så over på min kone, men hun sov rolig og trak vejret i bløde åndedrag, der viste, at hun sov trygt. Hvad skulle jeg stille op med fuglen. Jeg havde vist den venskab, og jeg havde budt den af kærlighedens frugt, men alt havde været forgæves. Kærligheden var kommet alt for sent. Måske, hvis fuglen var blevet mødt med kærlighed i den barnealder, vi prøver at fortælle om. Ja, så måske kunne kærligheden og venskabet være blevet mødt med varme og forståelse, og ikke som nu, blive afvist med en grøn galde, der ustandselig drypper fra fuglens mund og opæder alt i sit had mod andre mennesker.
Jeg skulle have dræbt den, den dag med bildøren. Og bagefter skulle jeg have jokket den ned i jorden. Men i stedet for prøver jeg at forstå fuglens adfærd ved at tale med andre mennesker om den mærkelige fugl i blandt os. Vi finder alle en undskyldning for fuglens vanvittige væremåde. Psykologen siger: ” Den har aldrig i sin barndom mødt kærlighed, kun had. ”Lægen siger: ”Lad mig bedøve den, og se hvad dens hjerne og hjerte indeholder.” Den søde ældre dame siger: ”Lad mig passe og pleje den og give den al min kærlighed.”
Men ingen ting hjælper. Det er for sent. Alt for sent. En skøn forårsdag bliver den sorte fugl kastet til jorden, og ud af fuglehammen kryber en gammel grå kvinde, der bøjer sig ned og piller et par grå fjer ud af den sorte fugleham, mens hun sukker: ”Det var så mit liv.”