ÆBLERNE

De to familier var gode venner. Gode venner på den måde, at de tit stod og snakkede med hinanden over havehækken. De boede til leje i hver deres lille hus. Husene var næsten ens, og de havde hver deres lille have, som de passede og plejede hver eneste sommer. Om foråret havde de travlt med at så og gøre jorden klar.

Der var et æbletræ i hver have. De var blevet plantet, da husene blev bygget, og nu stod de og bar de skønneste æbler hvert eneste år. Akkurat den samme type æbler. Og hvis man ville gøre sig den ulejlighed at tælle dem, ville man sandsynligvis finde ud af, at der var lige mange på hvert træ.
Lars og Peter boede i det ene hus. De hed Danielsen til efternavn. Men det var meget sjældent at efternavnet blev brugt. I det andet hus boede Petersens, med børnene Jørgen og Mary. De levede et stille liv, børnene gik i skole og børnenes far cyklede på arbejde hver dag, mens mødrene gik hjemme og gjorde rent og lavede mad til mand og børn. Det gjorde man dengang. Klokken 12 fløjtede fabriksfløjten, og så var vejen sort af mennesker på vej hjem, for at få deres varme mad hjemme hos konen. Børnene løb også hjem fra skole for at sluge deres mad. Og så ellers af sted igen. Der var altid to retter mad, som konen havde brugt hele formiddagen på at tilberede. Klokken tretten tredive piftede fabriksfløjten igen, og da stod alle mændene på deres plads inde på fabrikken.
Hvert efterår blev æblerne forsigtig plukket ned. De blev lagt på en hylde nede i kælderen, her kunne de ligge og modnes. Og så kunne man samtidig holde øje med dem. Det var heldigvis en sort der kunne holde sig hele vinteren.
Når så vinteren kom, blev der hver aften i skumringen delt æbler ud. Én til hver. Det var blevet en hel ceremoni, for der var ikke meget andet man kunne spise og æbler regnedes for at være en sund spise. Så i skumringen inden lyset blev tændt blev der spist æbler.
I Danielsens hus, altså der hvor Lars og Peter boede, hentede moren fire æbler op hver dag. Hun tog altid de flotteste og største. De sad alle fire og nød de flotte æbler. Det var som om solen var inde i stuen hos dem, når de alle sad samlet om bordet og talte om dagens begivenheder. Og vinterdagene kunne være nok så kolde og mørke. Det var som om æblerne varmede dem alle i den lille stue. Moderen blev ved med at tage de største af æblerne, hver eneste dag hele vinteren. Der var ingen der lagde mærke til, at de var blevet lidt mindre hen på foråret, men det gjorde nu heller ikke så meget, for alle vidste, at det var de flotteste æbler, der blev spist netop den dag. Æblerne slog godt til hele vinteren, og de havde spist et dejligt æble hver eneste dag. Og så var det lige meget om det stormede uden for, og spanden med vand måtte flyttes ind i køkkenet, fordi den på sin plads ude i bryggerset, var frosset helt til. Og pumpen ude i gården var pakket ind i halm og måtte spædes med lunkent vand, for i det hele taget at give vand.
Det var kolde dage, men inde bag mørklægningsgardinerne skinnede solen. Den varme sol, som de så tydeligt huskede fra sommerens varme dage, mens æblerne modnedes på træet. Det var ligesom den solskin kom ind i stuen til dem de lang vinteraftener, mens de delte de fire røde æbler. Det var efterhånden blevet en symbolsk handling. Og de kunne ikke rigtig komme i gang med at lave noget før æblerne var spist og beundret den aften. Så kunne man først gå i gang med de forskellige gøremål, ved bordet i den lille stue ved lyset fra den enlige pære i loftet. Det var som om glæden og sammenholdet var derinde.
Det var ikke ret tit, at naboerne så hinanden de lange vinterdage, kun en enkelt gang, når de mødte hinanden med sneskovlen. Men der blev ikke vekslet mange ord over havehækken de dage. Man skyndte sig ind i den varme stue igen.
Jørgen og Mary så ikke meget til naboens børn, det var engang i mellem de fulgtes ad i skole, for vejret var så koldt, at man næsten ikke kunne være uden for.
I Pedersens hus blev der også spist æbler. De lå nede i kælderen side om side på hylden, akkurat som ovre hos naboen. Men da vinteren satte ind og æblerne begyndte at modnes, blev der også her hentet fire æbler op af kælderen hver dag. Men det var altid de mindste der blev taget, for de største skulle gemmes til sidst. Så sad de hele den lange vinter og spiste de mindste æbler hver dag. Og som vinteren gik begyndte de at tage dem med de største rådne pletter på.
Da det første spæde forårstegn viste sig, havde de siddet hele vinteren og spist de mindste æbler og de mest rådne. Ja, det rådne blev selvfølgelig skåret fra, men de syntes alle, at det var nogle kedelige æbler, de havde spist hele vinteren, mens de tænkte på alle de regnvejrsdage der havde været hele sommeren.
Om foråret blomstrede æbletræerne igen. Danielsen glædede sig over det smukke træ, og tænkte på alle de lækre æbler de havde spist hele vinteren.
Pedersen glædede sig også over alle blomsterne. Men ikke på samme måde, han tænkte på alle de usle æbler, de havde spist hele vinteren. Og han sagde til sig selv, at hvis de ikke blev bedre til næste vinter ville han fælde træet, og plante noget andet i stedet for.
Det blev efterår igen. Træerne gav akkurat lige mange æbler, og de var alle af en god kvalitet. Så de havnede igen på hylderne nede i kælderen. Men der skete det samme som forrige vinter. I Danielsens hus spiste de store smukke æbler hver dag. Men ovre ved Pedersens tog de stadigvæk de mindste og usleste æbler først. Og da vinteren var gået, havde de igen siddet og spist små usle æbler
Det blev en dejlig sommer. Petersen gravede stubben af æbletræet op og såede urter, der hvor æbletræet havde stået. I Danielsens have blomstrede æbletræet, og hen på efteråret stod den igen med grenene bugnende af de smukkeste æbler. Mange flere end de tidligere år. Begge naboerne beundrede de smukke æbler, der hang på træet Petersen med en vis misundelse.
Da æblerne blev plukket var der dobbelt så mange, som der plejede at være. Så Danielsen delte æblerne i to lige store bunker og bad Petersen tage den ene bunke, for der var æbler nok til begge familier Petersen blev glad for det gode tilbud fra sin venlige nabo og tog den ene bunke og lagde ned i kælderen, som han plejede. Danielsen og hans familie spiste igen de bedste æbler hver dag hele vinteren, og da foråret kom havde de hver eneste dag spist de største og smukkeste æbler.
Petersen var glad for de æbler, de havde fået af deres venlige nabo. Men som sædvanlig begyndte de fra den dårlige ende. De tog hele tiden efter de mindste og dårligste, de kunne finde. Og da foråret kom havde de siddet og spist dårlige æbler hele vinteren. De var også blevet lidt vrede på naboen, der kunne finde på at give dem sådan nogle halv dårlige æbler.
Der blev ikke snakket meget over havehegnet den sommer.
Men da efteråret kom og æblerne blev plukket, kunne Danielsen ikke lade være at tilbyde sin nabo halvdelen af sine flotte æbler, for at oprette det gode naboskab igen ” Du kan godt beholde dine rådne æbler for dig selv”, sagde Petersen til sin undrende nabo..