Min spadseretur

Søndag den 31 oktober år 2004 sagde jeg som sædvanlig til min kone. ”Jeg går en tur.” Jeg havde tænkt mig at gå og digte lidt om Niløse Idrætsforening, der snart fylder 100 år.

Umiddelbart kunne jeg ikke finde en indgangsvinkel til en historie. Men jeg kom dog i tanker om, at vi havde brugt Idrætsforeningen nogle gange i de 40 år, vi har boet i Niløse. Jeg kan huske, at Abild lavede et mandehold for voksne mænd, hvor mange fra mejeriet kom og var med til gymnastik og spring over hest, plint og buk. Senere benyttede vore børn idrætsforeningen til fodbold og badminton.
Tankerne gik tilbage i tiden, men rigtig samling på tankerne fik jeg ikke.
Det var ellers en stille søndag formiddag med næsten ingen biler, hvor folk skuttede sig inde i den varme stue, så jeg mødte ikke nogen på min vej rundt om Holmen. Dog hørte jeg af og til et skud i det fjerne, og så også et par rådyr springe forbi på en mark langt fra, hvor jeg gik.
Jeg var nået tilbage til kirken, og så hvordan Margrethes hus blev gjort fin i stand af de nye ejere. Ellers havde jeg ikke oplevet meget på den times tid det tager, at gå rundt om Holmen.
Midt i byen gik jeg over på fortovet på samme side som kirken. Ikke et menneske var at se. Da jeg nærmede mig gadekæret, så jeg to velvoksne krokodiller stå og rode i noget affald på græsrabatten. Det var nok noget mad til ænderne, der ikke var ædt endnu. For ikke at provokere de to bæster, gik jeg igen over på det andet fortov og håbede de var så optaget af deres forehavende, at de ikke opdagede mig. Da jeg var lige ud for dem løftede de hovedet samtidig, og jeg så ind i deres glubske øjne, og i samme tiendedel sekund var de på vej over til mig i fuld firespring med bugen næsten slæbende hen ad jorden. Parat til angreb.
Der stod jeg med ryggen mod muren. Hvad skulle jeg gøre. Jeg nåede at tænke, at jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men der var ikke tid til mange tanker med de to bæster styrtende imod mig side om side. Det var snart min sidste chance for at forsvare mig, så jeg trak mit ene ben lidt bagud og gav den største og mest aggressive et spark, der ramte den under kæben. Det fik dens underkæbe til at klappe i, så jeg ikke længere kunne se dens blottede tænder. Sparket forandrede også dens fremdrift så meget, at den kom i vejen for det andet bæst, der lå en halv kropslængde bag den. Den mest aggressive vendte igen sin opmærksomhed mod mig, mens der ud af dens mund lød en ildevarslende rumlen. Jeg skylder lige de dyrevenner, der er forarget over, at jeg gav rovdyret et spark i hovedet, at jeg kun havde et par gummisko på, selv om jeg et kort øjeblik ønskede, at jeg havde et par hårde fodboldstøvler på. Men bæstet vendte igen sin opmærksomhed mod mig. Men kunne den give lyd fra sig, kunne jeg også. Så jeg gav mig til at brøle som en gal løve. Dels af skræk, og også for at jage de to uhyrer på flugt. Den ene vendte sig om flere gange, som for at se om den turde gå til angreb igen, det fik mig blot til at brøle endnu højere og vifte med arme og ben.
Og heldigvis forsvandt de op ad Bygaden. Jeg så et par mennesker stå for enden af gaden, men jeg turde ikke gå efter de to rovdyr, så jeg gik hjem og sundede mig lidt. Jeg tænkte på, hvad der ville være sket, hvis det var et par børn eller en forsvarsløs voksen, der havde mødt de to uhyrer nede ved vores fredelige gadekær.
Og for at det ikke skal være løgn, gik jeg en times tid senere gennem vores have og over til min søn. Og tro det eller lade være. Uden for hans have stod det ene af bæsterne og gjorde sig til. Da blev jeg så vred, at jeg igen gav mig til at råbe og skrige og true med politi og meget mere. Men de to bæster var nok lige glad.
Det er ikke sikkert nogen vil tro på min oplevelse sådan en fredelig søndag formiddag nede ved gadekæret i Niløse. Men min beretning er sand fra ende til anden.
Der er kun eet eneste ord, der skal laves om.