ANDEN DEL AF LAKRIDSRULLEMASKINEN

Da det egentlig ikke er penge børnefamilier mangler, men derimod tid til at være hos deres børn, har jeg her en model, der belyser hvordan børnefamilier kan passe deres egne børn, det halve af tiden, selv om de er tilknyttet arbejdsmarkedet.


Fire deler tre personers arbejde og deler én persons dagpenge.
Og passer deres børn det halve af tiden.
Nelly og hendes syv veninder blev bedt om at komme ind på kontoret.
Her sad direktøren og en tillidsmand
Det første direktøren sagde, var, at nu måtte de ikke bruge deres gode ide´med at skiftes til at arbejde og holde fri, for nu var der kommet et opsving, og der var flaskehalse rundt omkring. Og der var mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Fabrikken havde taget en masse arbejdsløse ind, fortalte direktøren, og selv om de ikke var vant til at lave noget, mange havde gået ledige i flere år, og var slet ikke vant til at være på arbejdsmarkedet, havde fabrikken brug for alle, de kunne få fat på.
Nelly kunne ikke lade være med at sige, at det var mærkeligt, at de først skulle til at lære arbejdsløse op nu, hvor der var brug for dem. Vi har jo sådan set haft to arbejdsløse ved vores maskine i cirka tre år. De er lige så kvalificerede til at arbejde, som os andre, så hvorfor har fabrikken ikke tænkt på, at der kunne komme et opsving, og så i stedet for at fyre folk, ladet dem arbejde på samme måde som os.
Tillidsmanden så så desorienteret ud, at Nelly sagde: ”Jeg kan godt se, at du ikke ved at vi de sidste par år har fordelt arbejdet på vores maskine, så vi alle har holdt en fridag hver fjerde dag eller hver fjerde uge, ved at vi har ladet en arbejdsløs overtage vores arbejde hver fjerde uge eller på den anden side af maskinen, hver fjerde dag. Men det lader til, at vi nu skal til at arbejde på fuld tid igen. Men det må da være rart for fabrikken, at det er to kvalificerede arbejdere de får forærende, i stedet for, at skal oplære to, der ikke har været på arbejdsmarkedet i flere år.”
Direktøren sagde, at han godt kunne se, at det var dumt, de ikke havde turdet tage skridtet fuldt ud og ladet hele fabrikken arbejde på den måde, og ikke kun en enkelt lakridsrullemaskine. Så havde de haft en hel masse kvalificerede arbejdere på fabrikken, og ikke som nu, skulle ud til arbejdsformidlingen for at finde egnede arbejdere.
For at være flink spurgte direktøren, om de havde været glade for at arbejde på den måde. Og det kunne de alle svare ja til :
Nelly fortalte, at før hun begyndte at holde fri hver fjerde dag, havde hun alvorligt overvejet at søge førtidspension, men nu var det som om, at den kortere arbejdstid havde forbedret hendes rygsmerter, så hun havde stillet sagen i bero. Så hun mente at staten havde tjent penge på, at de havde fået den gode ide´ med at fordele arbejdet.
” Jeg er også glad for ideen,” sagde Dorthe,” for nu kan min mand og jeg gå hjemme og passe vores børn det halve af tiden. Jo, jeg holder fri hver fjerde uge. Og min mand holder også fri hver fjerde uge. Han kører som medhjælper på en skraldevogn, og da jeg fortalte ham om vores gode ide´, blev han enig med tre andre medhjælpere om at skiftes til at køre med. Så vi har sådan set passet vore børn det halve af tiden. For vi skiftes til at gå derhjemme og skiftes til at arbejde. Det har vi gjort i et par år nu med et godt resultat.”
”Én af grundene til, at i ikke må skiftes til at arbejde på den måde er, at nogle af arbejderne ved de andre maskiner er misundelige på jer, fordi i holder fri hver fjerde dag eller hver fjerde uge. Og selv om i knap tjener så meget som dem, er de godt misundelige på jer,” sagde direktøren.
Det fik Nelly til at udbryde: ” Jamen dengang, da folk blev fyret var der da ingen der var misundelige på dem, der kunne ligge ved stranden hver dag og få 3100 kroner i dagpenge. Men nu, hvor vi kan skiftes til at ligge ved stranden, er der pludselig nogle der er misundelige på os. Hvis i tænker situationen rigtig igennem lyder det da ulogisk. For det er os. Altså de samme mennesker, det drejer sig om. Vi får hverken mere eller mindre i løn fra fabrikken eller staten udbetaler ikke én krone mere i dagpenge til os, selv om vi har forstået at deles om lønnen og dagpengene. I stedet for at én af os skulle gå derhjemme og være arbejdsledig.
Vi er glade for, at vi gjorde sådan, og fabrikken har også været glad for det, og det har ikke kostet staten noget. Ikke andet end de dagpenge, de alligevel skulle af med til den arbejdsløse. Og nu er der nogle, der er misundelige på os.” Nelly så sig om og hun mærkede sammenholdet med sine syv veninder. Der skulle meget til, før de ville opgive deres gode ide´, de fik for snart flere år siden.
Direktøren blev enig med Nelly og de andre om, at de måtte fortsætte med at køre lakridsrullemaskinen på den måde. For som han sagde, havde han 6 tilfredse og kvalificerede arbejdere, der sammen med to arbejdsløse kørte maskinen i de 37 timer om ugen, den skulle køre.
BENT KRISTIANSEN
DIANALUNDVEJ 6
4293 DIANALUND

TLF 58 26 02 42