FLODHESTEN

Flodhesten stod og gnubbede sig op ad en stolpe. Den var lige kravlet op af sit vandbassin, hvor den havde stået hele dagen i vand til halsen. Mange gange stod den helt under vand.
Den zoologiske have den stod i havde lavet vandhullet til den, for at den skulle føle sig godt tilpas, og ikke savne den frie natur så meget. Så de havde været ude at studere dens omgivelser ude i naturen. Og så var de taget hjem og bygget vandbassinet til den, som en tro kopi af, hvad den ville opleve ude i naturen.

Mange mennesker gik forbi den hver dag. Alle syntes det var et interessant dyr. Men ingen vovede sig tæt på den, for når den gabte, kunne man se ind i dens vældige gab, der viste en hel masse knudrede tænder.
Den havde været i zoologisk have i lang tid. Den havde befundet sig godt, men i den sidste tid var dens hud blevet mere og mere mærkelig. Det kløede hele tiden, så den arme flodhest benyttede sig af at klø sig op ad alle de stolper, den kom i nærheden af. Det endte med, at den fik nogle sår over det hele.
Det var ikke så slemt, for dyrepasseren, der holdt øje med den, fandt ud af, at det hjalp at skylle den over med koldt vand og skrubbe den med en stiv børste.
Det blev Daniels opgave at vaske Felix hver dag. Felix og Daniel var gode venner, så Felix nød, at blive skrubbet med en stiv børste.
Daniel var glad for sit arbejde i den zoologiske have. Han havde meget at lave, men han var god til at tage sig af dyrene, så derfor var han blevet gode venner med dem. Især Felix. Det var som om, de havde kendt hinanden altid, men det var et stort arbejde, at skrubbe den hver dag.
En dag fik Daniel en god ide.
Han fik ideen, da han stod uden for vaskehallen på byens nyeste servicestation. Han stod og så på, hvordan hans folkevogn blev vasket og skrubbet af en hel masse børster, der hvirvlede rundt og sendte kaskader af vand ud over bilen. I sin fantasi forestillede han sig, at det var Felix, der stod derinde og blev vasket og skrubbet helt af sig selv. Den skulle selvfølgelig ikke vokses og tørres, men kun vaskes med rent vand.
Som tiden gik tog hans ide mere og mere form. Han turde ikke delagtig gøre andre i sin ide. Hverken dem der ejede zoologisk have, eller dem der passede servicestationen.
En efterårsaften var hans plan klar. Han vidste, at han let kunne få Felix til at følge med, den fulgte ham i hælene som en hund. En stor hund. Han mødte ingen på sin vej. Han gik bagom. Og hende der passede servicestationen så ikke, at der stod en flodhest inde i vaskehallen og ventede på, at blive vasket. Han fortalte hende, at han gerne ville have sin folkevogn vasket. Men kun den allerbilligste med rent vand.
Felix stod derinde. Den var ikke spor bange for de roterende børster, og den nød de kaskader af vand, der fossede ned over den. Daniel stod og holdt den. Han havde taget sit regntøj på, så han blev ikke mere våd, end han ville blive, hvis han havde været ude i en ordentlig tordenbyge. Der var ikke eet menneske, der havde set dem, da Felix blev lukket ind i sin indhegning for natten.
Hver aften når det var ved at være mørkt, gik Daniel og Felix deres aftentur. Felix kendte næsten vejen af sig selv. Den gik lige bagved Daniel. Den glædede sig til at komme ind i vaskehallen. Nogle gange gik den forlæns ind, og andre gange bakkede den ind. Det fik den helt selv lov til at bestemme, for Daniel gik aldrig med ind i vaskehallen mere. Mens Felix blev vasket og gnubbet, stod han næsten altid og talte med den unge pige, der passede servicestationen. De var blevet gode venner i tidens løb.
Felixes sår var helt væk, og dens hud var blevet pæn og den kløede sig aldrig mere. Og Daniel var blevet rost for sin måde at behandle Felix på. De skulle bare vide, hvordan han gjorde. Men det turde han ikke fortælle dem.
Det var ved at være forår, og zoologisk haves direktion var blevet enige om at holde en lille fest for Daniel og Felix. De havde sat en annonce i avisen og inviteret alle, der havde lyst til at se, hvordan venskabet mellem Felix og Daniel havde udviklet sig. Der var endda kommet en journalist fra Dagbladet og talt med Daniel. Men Daniel kunne godt holde på en hemmelighed. Han fortalte journalisten, om hvordan han hver aften måtte skrubbe og skure Felix for at holde den ren. Han nævnte ikke ordet vaskehal med et eneste ord.
Dagen før den store fest var de igen gået hen til vaskehallen. Denne gang var Felix heldigvis bakket ind. Daniel stod og ventede inde i kiosken. Han havde lige inviteret pigen ud at køre i sin folkevogn næste dag. Hun blev meget glad for den invitation, for hun var kommet til at synes godt om Daniel. Hun havde tit syntes, det var mærkeligt, at nogen kunne være så glad for sin bil og vaske den så tit. Men glad blev hun. Ja, hun blev så glad, at hun syntes, at hun ville give den en ekstra gang vask. Og uden Daniel så det, slog hun vaskemaskinen over, så den gav den dyreste vask. Det var en vask med undervognsskyl og voksning med aftørring og det hele.
Felix syntes, der var noget underligt ved den vask, den blev udsat for. Men den stod med ryggen til, så den så ikke, hvordan voksen hvirvlede ud af alle dysserne og forvandlede dens grå matte hud til en skinnende blank overflade. Havde det været en folkevogn ville den have set blank og flot ud.
Daniel blev i hvert fald meget forskrækket, da han så Felix stå der, blank og næsten selvlysende. Han havde aldrig set noget lignende. Da de kom hjem prøvede han at vaske voksen af, men den blev om muligt endnu mere blank, så det holdt han hurtigt op med.
Da direktionen så Felix, var de lige ved at aflyse festen. Men alle var inviteret. Og journalisten og pressefotografen fra Dagbladet havde også meldt deres ankomst.
Alle stirrede forundret på det mærkelige blanke dyr, der før havde været så grå og kedelig. Situationen udløstes ved at en lille dreng råbte: ”Nej, hvor er den blevet køn.” Det udløste hele situationen. Alle lo. Selv formanden for zoologisk have lo så tårerne trillede ned ad kinderne på ham.
Der blev taget billeder af Felix og Daniel. Mange billeder. Daniel var ildrød i hovedet. Men nu kunne han ikke bevare sin hemmelighed længere. Han måtte pænt gå til bekendelse og fortælle, hvordan han havde fået sin strålende gode ide.
Næste dag stod hele hans historie i avisen. Og folk myldrede ind i den lille bys zoologiske have for at se Felix og Daniel. Alle syntes, den var meget kønnere nu, hvor den stod blank og flot som en nylakeret folkevogn.
For eftertiden, når den var ved at blive mat og grå i huden, gik de over til servicestationen og fik den helt store vask med voksning og undervognsskyl. Så strålede dens hud igen i lang tid. Selv Felix syntes den var blevet meget kønnere med tiden. Og den benyttede enhver chance til at spejle sig i de butiksvinduer de gik forbi. Servicestationen havde sat et skilt op hvorpå der stod : ”Biler og flodheste vaskes og poleres.”
Og der kom mange gæster i byens zoologiske have for at beundre Felix, der stod og strålede som en nylakeret folkevogn.