DET ABSURDE HÆRVÆRK

...Alle glasskårene, har givet mig inspiration til at skrive historien ”Det absurde hærværk.”

De kaldte ham bedstefar. Det var nok på grund af hans alder, at de kaldte ham sådan. For selvom han efterhånden var blevet over 70, følte han sig ung og i vigør endnu.
”Jeg smutter lige en tur i byen,” sagde han ind til sit barnebarn, der sad og så nyhederne i fjernsynet. ”Har du ryddet op på værelset,” sagde barnebarnet, mens han så bedstefaren forsvinde ud ad døren iført læderjakke og et stort gråt dødningehoved som rygmærke.
Hver aften startede den gamle drabant knallerten og kørte ned på plejehjemmet, hvor de stod uden for og hang med deres larmende maskiner, mens musikken sprøjtede ud af de åbne vinduer. Af og til blev de lukket ind. Så gik dansen til den lyse morgen til larmende musik. Og selv om naboerne havde klaget, blev larmen ved aften efter aften.
”Vi skal alle have lov at være her,” som borgmesteren sagde, når de unge kom og klagede over larmen, og over det hærværk de gamle lavede, når de sanseløse drog gennem byen, og ikke et vejskilt eller et træ fik lov at stå. Vejskilte blev bøjet og grene blev knækket på de små nyplantede træer, som skulle gro op og sprede lys og skygge over kommende generationer.
”Men det har vi ingen glæde af,” sagde de gamle og hev træerne op med rod, og smed dem ud på kørebanen.
”Hvad skal det ende med,” sagde barnebarnet en dag han var blevet rigtig vred på sin bedstefar.
”Du går herhjemme og laver ingen ting. Sover til middag, gør du, og farter i byen hver aften. Ja, ikke en gang dit værelse kan du holde. Der flyder med blade og gammelt beskidt tøj. Sengen reder du aldrig, men ligger og glor og hører dårlig musik. Arbejde har du intet af. Men du kan vel ikke lave noget med dine gamle stive ben?"
Bedstefar skuttede sig lidt oven på den smøre. Nutidens unge var da heller ikke til at have med at gøre. De hersede med én. ”Hvis jeg rydder op på værelset, må jeg så låne bilen i aften,” sagde bedstefaren for at stoppe diskussionen. Han vidste godt, at bilen måtte han ikke låne efter han var kommet af med kørekortet på den nedværdigende måde. De havde været ved stranden hele dagen og hygget sig, men for at dupere de gamle damer på plejehjemmet, havde han og et par andre gutter væltet pølsevognen med pølsemanden og det hele i. Hærværk, sagde de på politistationen. Men sjovt var det at se pølsevognen ligge og sprælle på siden i al det sand.
Ikke flere pølser den dag. Hærværk !
Og han måtte betale hele gildet selv sammen med de andre gutter.
Og som politiet sagde, ville de se at få has på al den hærværk ved at statuere et eksempel. Kørekortet tog de. Ikke på grund af druk. Nej, på grund af alderdom. Han var ude af stand til at køre et motorkøretøj på en betryggende måde, sagde de efter al den ballade.
Så hvad skulle han nu lave, hvis han ikke kunne drøne ud ad landevejen til skræk og advarsel for dem nede på plejehjemmet.
Hærværk.
Ikke en busk. Og ikke et træ fik lov at stå. De stod der og mindede ham om livet med deres grønne blade. Grenene blev revet af, så de lå livløse i vejsiden. ”Jeg er stærk endnu, jeg kan hive træet op med rod.” Så stod han der og så på, mens saften løb ud af træet og dryppede som blod mod det hårde asfalt. Det var som om hans eget gamle blod blandede sig med træets. ”Hvad har træet gjort mig,” tænkte han. ”Den kan ikke gøre for, at jeg er gammel og grim og min kæreste har svigtet mig, og jeg ikke har noget arbejde.”
Med tårer i sine gamle øjne plantede han træet igen og hentede en spand vand fra den nærliggende sø, mens han for første gang i sit liv så ud over søen med alle dens ænder og det enlige svanepar, der svømmede med fire små uldtotter efter sig.
Det var første gang han så naturen, som den virkelig var, så han skyndte sig hjem. Stillede knallerten på plads. Hjalp sit barnebarn med at vaske op. Og begyndte på det store arbejde med at muge ud inde på sit værelse. Og næste dag meldte han sig til et projekt, som kommunen kaldte ”Grøn Miljø.” Og fra den dag plantede bedstefar træer og buske og værnede om dem, så man skulle tro, de var hans egne.
Og det er de jo i virkeligheden også.

© Bent Kristiansen

Da jeg gik min tur i dag så jeg at glasset igen var smadret i læ skuret ved busstoppestedet. Og selv om man ikke kan stå i læ for den bidende vind oven på alle glasskårene, har det givet mig inspiration til at skrive historien ”Det absurde hærværk.”