POSTEN SKAL UD

Anders Post asede op ad den lille bakke. I tidens løb havde han aset op ad den bakke mindst tusinde gange. Mens han asede, tænkte han på, at det var godt, det snart gik ned ad igen. Så kunne han holde frihjul, og samle kræfter inden han stillede cyklen op ad væggen til smedemester Henrik Sørensens smedje.


I dag var der stille i smedjen. Ikke en lyd hørtes. Anders Post tog Dagbladet og et brev fra et rigtigt menneske op ad posttasken. Hvorfra han vidste, at brevet var fra et rigtigt menneske. Jo. Der var ingen rude på kuverten. Og han kunne se, at brevet var fra Henrik Smeds søster i Jylland. Hun havde sådan en flot håndskrift, selv om hun kun skrev til Henrik og Bine, Smedjen i Lille Ravnebjerg uden på konvolutten. Men brevet dukkede altid op, og selvfølgelig kendte de alle Henrik Smed, så han fik altid sit brev.
Anders lukkede døren op til smedjen. Den peb på sine hængsler. Sikke stille her var. Her plejede der altid at brænde en lystig ild på essen, og den store smed stod næsten altid ved ambolten og bankede jern ud så gnisterne føg. Men ikke i dag. Perle rejste sig fra kurven henne i hjørnet og logrede med halen. Dens madskål var tom. Og vandfadet var væltet. ”God hund,” sagde Anders Post, og klappede det store godmodige dyr på hovedet. Han gik ud af smedjen og over gårdspladsen og ind i køkkenet. Her var der også en ejendommelig stilhed. Bine plejede altid at skramle med kaffekanden, når han kom. Men der var så underlig koldt i køkkenet. Han lagde avisen og brevet på bordet. Han så sedlen. På det hvide papir, der var revet ud af et kladdehefte stod der:
Kære Anders Post. Vi er ikke hjemme i dag. Vi er til sølvbryllup. Og vi kommer først hjem i morgen. Vil du være sød at give Perle det mad, der står bag på komfuret. Hvis du vil gøre det rigtig rart for hunden, kan du så ikke stikke en tændstik til den avis og det kvas, vi har lagt i komfuret. Så kan Perle få lidt varm mad.
Anders Post satte en tændstik ind i komfuret og snart slikkede flammerne op ad hans arm. Hunden skulle ikke lide under, at dens herre var draget udenbys. Og nu kunne han også selv lave sig en kaffetår, som han plejede at få, mens smeden og Bine fik sig et lille hvil og en god gang snak. Han rørte af og til i gryden. Og vandkedlen, på det lille blus ved siden af, fløjtede lystigt og fortalte, at vandet kogte. Han hældte det over i Madam Blå. I dag ville han ikke komme Richs i kaffen. Bine kunne jo ikke se ham, så han sad og nød en god kop kaffe helt alene, mens han tænkte:
Nu har jeg kørt postturen i 35 år. Mange kilometer har jeg kørt. Og flere tons breve og aviser har jeg afleveret i alle disse år. I regn og rusk har jeg kørt. Ja, i en rygende snestorm foer jeg vild, og kom først hjem, da det var mørkt, og postmesteren havde sendt behjertede mænd ud for at lede efter mig. Men jeg fandt heldigvis selv hjem til en god gang skæld ud af postmadammen. Men det skal dog siges til min undskyldning, at det var én af de første gange jeg kørte postturen. Og jeg må have drejet forkert nede ved mejeriet, hvor vejen deler sig i to.
Det var værre dengang jeg skød genvej over isen. Det havde ellers været frostvejr i mange dage, og søen var bundfrossen, blev der sagt, så der kunne intet ske ved at vove sig ud på isen. Men allerbedst som jeg trak cyklen, forsvandt isen under mig. En kilde, blev der sagt bagefter. Men nu stod jeg her i vand til navlen, og måtte selv bjerge mig i land i mine tykke våde vadmelsbukser. I aftægtshuset hos Bertha blev mine våde bukser skiftet ud med det hun havde ved hånden. Jeg kunne ikke cykle rundt i de våde bukser, der indeholdt to liter vand, sagde Bertha, så ville jeg pådrage mig en lungebetændelse eller det der var værre, sagde hun. Så jeg måtte iføre mig én af hendes sorte kjoler, der nåede helt ned til anklerne. Det var ikke let at cykle i den kjole. Men jeg slap da for at blive forkølet og få lungebetændelse. Men alt det er længe siden.
Anders Post tog hundens mad og Perle logrede med halen og fik noget rent vand. I køkkenet læste han videre på sedlen.
Hvis du er rigtig flink så gå ud i stalden og giv Grynte noget af den spand med mad, jeg har rørt sammen til den. Og vil du så ikke tage det stykke jern, jeg har smedet, og som ligger på ambolten. Vil du ikke tage det med over til Hønse-Hans, så han kan få lavet sit riveskaft. Men ellers snakkes vi ved i morgen. Venlig hilsen Bine og Henrik.
Anders Post drog videre på sin færd. Breve og aviser blev delt ud.
Snart kom den nye tid.
Postbilen drejede ind på plejehjemmet, hvor mange ansigter fulgte den med øjnene. I det venstre vindue sad en mand med en gammel slidt postkasket på. I sine tanker var han langt fra plejehjemmet. Han befandt sig på sin tur rundt i Danmarks bakkede land på sin gamle sorte postcykel.