HEKSEN, KRAGERNE OG KATTEN OG SÅ SELVFØLGELIG TROLDEN

Midt inde i den store mørke skov boede hun. Hun havde selv bygget sin bolig af væltede træstammer og græstørv, og da hun havde gravet det hele lidt ned i jorden var der ikke en kat der kunne finde hende, hvis det ikke lige var for lugtens skyld. Ud af skorstenen kom de mærkeligste dufte, for på komfuret blev der kogt de underligste ting i den store gryde, som altid stod og simrede på ildstedet. Ved siden af stod der med store bogstaver : ”Hun rørte i gryden og nynnede så glad”. Og glad var hun, når hun blandede alle de mærkelige urter og planter, som hun fandt i skoven, og når hun kom det hele ned i gryden og drejede det rundt med sin slev steg de mærkeligste dufte op ad skorstenen. Men hvad gjorde det. Bare det virkede. Og det gjorde det.


Mange mennesker havde i tidens løb fundet vej ud til heksen, der boede der midt i skoven og kogte alle sine trylleurter. Sommetider læste hun over gryden. Så måtte hun overdøve de to krager, der sad oppe under loftet og skræppede omkap med hende, for selv om hun af og til tog sin knortekæp og slog ud efter dem, var det helt umuligt at få arbejdsro.

En stor hankat. En stor grå hankat gned sig op ad hendes ben og mjavede ynkeligt, og strintede op ad komfuret, så en ubeskrivelig duft blandede sig med alle de andre dufte.

” Føj for pokker, hvor her stinker,” sagde en ung mand, der kom ind til hende mens hun stod og rørte i gryden. ”Åh nej, nu fik jeg sagt forkert,” sagde den unge mand, mens han rødmede helt op til hårrødderne. ” Jeg mener selvfølgelig goddag fru Heks.” Og jeg kommer efter det urteafkog til min syge mor, som hun har ringet om. Han tog kasketten af og stod og vendte og drejede den i hånden, mens han prøvede at holde vejret så længe som muligt. Føj, hvor der stank. Kragerne skræppede og heksen rørte så stærkt i gryden at væsken skvulpede over og ramte, med en enorm syden, det varme komfur, så en stor dampsky indhyllede hele køkkenet og katten så sit snit til at strinte op ad benet på den høflige unge mand.

”Ja, den strinter,” sagde heksen med den allerfineste fistelstemme og gav den et spark, så den fløj hen i den nærmeste krog, hvor den sad og jamrede sig ynkeligt, for derefter at lægge sig ned i fodenden af hendes seng. Her lå den og gloede ondskabsfuldt på heksen og den høflige unge mand.
” Det er nu snart en tragedie med den kat. Den er snart ikke til at være i stue sammen med. Den hvæser ad mig, og strinter herinde så det lugter så afskyeligt, at jeg næsten ikke kan lugte, hvad det er for afkog, jeg laver på komfuret. Og så tiltrækker den alle de andre katte i hele skoven, så der er en kattejammer hver eneste nat,” sagde hun og gik hen og kælede med den, mens den vendte bugen i vejret og spandt som en kat. Ja, som en skikkelig kat. ”Skal jeg ikke tage katten med til byen et par dage, så vil jeg love dig, at det er en hel anden kat, du får igen. En skikkelig og kælen kat”, sagde den høflige unge mand, mens han gik hen til sengen for at klø bæstet på maven. Men den hvæsede efter ham og sprang ind under sengen. ”Nej, nu kan det være nok med den genstridige kat,” sagde heksen, og fandt en papkasse og kravlede ind under sengen på alle fire for at få fat i katten, der ikke sådan uden videre lod sig fange. Det lykkedes først efter at hun væltede potten, der stod under sengen, så noget af væsken, der stod i bunden af potten, løb ud over gulvet og blandede sig med noget snavs, der havde ligget der i årevis.

Men katten blev fanget og godt anbragt i papkassen og sat på bagagebæreren på den høflige unge mands knallert.

Tre dage efter kom den unge mand tilbage med katten. Den var halvvejs bedøvet endnu, så der var ikke meget spræl i den, da den lagde sig til at sove i benenden af heksens seng. ”Jamen, det er jo en fortryllet kat jeg har fået”, sagde hun glad, og hun blev endnu mere glad, da den høflige unge mand afleverede to poser Wiskat kattemad. Dejlig sprøde og med leversmag. ”Jamen, det skal du have for at have hjulpet min mor”, sagde den unge mand og svingede benet op over knallerten, mens han gav den gas hen over den toppede skovbund.

Den aften blev der kogt kattemad i heksens hus, så det stank i hele omegnen. Men katten og kragerne sagde at de hellere ville have haft det råt.

Et par dage senere. Altså efter at den værste mavepine havde fortaget sig, pakkede heksen en kurv med mad, for at drage længere ind i skoven for at finde trylleurter.

Stokken tog hun med. Det var rart at have sin knortekæp med, hvis hun skulle møde troldene på sin vej. Dem var hun bange for, så det var ikke ret tit hun vovede sig ind i det område, hvor de vilde bæster florerede, men af og til slap hendes urtemedicin op, så måtte hun af sted. Kragerne flaksede i luften foran hende, og hendes fortryllede kat gik bagefter med halen lige i vejret.

Jo, det var en fortryllet kat, hun havde fået tilbage fra dens tre dages ferie i byen. Den strintede ikke mere. Gik næsten aldrig i skoven om aftenen, men lå gerne og spandt, når hun gik iseng om aftenen. Og ikke én af de andre afskyelige katte, så til den side, hvor den var. Jo, det var en fortryllet kat, hun havde fået igen.

Hun gik og gik. Hun kunne godt mærke, at benene var blevet ældre. Og ryggen. Hun gik helt krumbøjet. Jo længere hun gik, jo mere gav ryggen efter, så hun næsten måtte slæbe sig af sted.

Hun kom til en sø. Det var længe siden , hun havde set sig i et spejl, men i søens overflade kunne hun se sig selv. Hvor blev hun forskrækket, da hun så sig selv i sit lasede tøj. Håret var gråt og tjavset, og et enkelt halmstrå kunne hun pille ud. Kinderne var indfaldne og fulde af rynker. Tænderne var nok de bedste, for der var kun én tilbage og den var sort. Og knoppen hun havde på næsen havde udviklet sig til en stor udvækst, så når solen skinnede på den, kastede den en skygge ned over ansigtet. ” i vor tid kaster selv dværge lange skygger”, nåede hun lige at sige til sig selv, da hun hørte en mærkelig lyd. Hun troede først det var et såret dyr, men da hun listede nærmere opdagede hun en trold, der sad i klemme under et væltet træ. Hun løftede knortekæppen for at slå bæstet ihjel, men trolden bad så mindelig for sit liv, så hun sænkede kæppen og ville gå sin vej.

”Hvis du hjælper mig fri, vil jeg opfylde de tre største ønsker du har,” sagde trolden med forpint stemme. ”Ja, så ønsker jeg mig at blive en smuk ung pige igen,” sagde heksen, for hun troede ikke på at trolden var i stand til at lave tryllekunster. Hun løb ned til søen. Og hvad så hun. Det yndigste væsen viste sig i vandet foran hende. Hun var helt forandret. Rank og rask gik hun tilbage til trolden, der igen sagde med en forpint stemme.” Det var dit første ønske. Nu har du to tilbage.” Heksen vidste, at nu måtte hun tænke sig om. Hun så hen på sin gamle grå hankat, der sad og vaskede sig i solstriben.” Jeg ønsker, at den må blive til en sort prins på en hvid hest.” Og vips stod der en hvid hest og en sort prins ude i den store mørke skov. Kragerne blev så forskrækkede at de slog en saltomortale i luften og skræppede op, at det var noget af det værste, de i deres liv havde set, og så tog de flugten hjemad. For de ønskede ikke at se sig omtryllet til eet eller andet mærkeligt væsen, så de skyndte sig hjemad, det bedste de havde lært.

”Hjælp mig nu fri,” skreg trolden, ”så får du dit sidste ønske opfyldt.”

Heksen tænkte. Nu er jeg blevet til en flot ung kvinde og jeg har en hest og en mand. Hvad skal jeg nu ønske mig ?. Måske en ko. En gravko. Så kan jeg løfte træet og befri trolden. Eller var det ikke bedre at ønske sig et slot til sig selv og sin mand og sin hest. Jo, sørme jo. De spændte hesten for træet, og da de begge løftede og hesten lagde alle sine kræfter i, lykkedes det dem at løfte træet så meget, at trolden kunne krybe ud.

”Hurra, jeg er fri, nu kan du få dit sidste ønske opfyldt. Vil du ikke lave dit ønske om, så du får en sort hest og en hvid prins i stedet for en hvid hest og en sort prins.” Men heksen så smilende på den smukke sorte prins med de hvide tænder og sagde, at hun altid havde ønsket sig en hvid hest. ”Mit sidste ønske gemmer jeg til i morgen når vi kommer hjem til mit hus,” sagde hun, og lod sig løfte op på hesten af prinsens stærke arm. Og så gik det over stok og sten hjem til deres primitive bolig. Kragerne overhalede de inden de nåede hjem, så stærkt gik det.

Heksen, Eller hende der var tryllet om til en flot ung kvinde, bandt den hvide hest uden for, og tog sin prins under armen og bar ham over dørtærskelen til sin ringe bolig. Hun redte sit lange gyldne hår foran spejlet, og satte et lækkert måltid mad på bordet. Efter at de i fællesskab vaskede op, redte hun sengen, og lagde sig og kaldte på sin sorte prins. Hun kaldte og kaldte. Men forgæves. Han lagde sig nede i benenden af hendes seng. Og der blev han liggende uanset om hun kaldte på ham med sin mest indsmigrende stemme. Til sidst græd hun, så man skulle tro det var en vandseng. Men intet hjalp. Prinsen blev liggende i benenden. Til sidst gik den fulde sandhed op for hende. Den fulde forfærdelige sandhed. Hun lukkede øjnene og sagde med grådkvalt stemme. ”Bare du ville blive min gamle grå hankat igen.” Og da hun lukkede øjnene op igen, stod hendes gamle grå kat og slikkede hende på kinden.

BENT KRISTIANSEN
DIANALUNDVEJ 6
4293 DIANALUND

TLF 58 26 02 42