DEN GULE HAJ.

Den store haj stod nede ved bunden i det dybe vand.

Den stod helt stille og ikke en krusning i vandet røbede at en stor jæger stod og ventede på at en passende bytte skulle komme forbi. Den fulgte nøje med i hvad der skete på det skib der havde kastet anker lige ved siden af hvor den stod og lurede. Den kunne ikke holde øjnene fra de mennesker, der hang i nogle kurve ud over skibssiden. De var travlt beskæftiget med at male skibet, der før havde været grøn. Men nu havde den nye ejer bestemt at det skulle have hans yndlingsfarve, gul. Han syntes selv det var kønt. Han hjalp til hver eneste dag. Mange gange var han den første der startede og den sidste der holdt op.
Han vidste godt at den maling de brugte var lidt farlig at anvende. Det var derfor de var sejlet ud midt på havet, for at kunne male i fred og ro uden at nogen blandede sig i deres arbejde. Og her var der også masser af frisk luft, der kunne fortynde de farlige dampe fra malingen. Han var meget tilfreds med resultatet og en dag havde han taget én af redningsbådene for at se resultatet på afstand. Og da så han sit smukke skib i den dejligste gule farve. Farven var så skrigende gul at den næsten var selvlysende. Da han sejlede tilbage igen, beundrede han sin selvlysende båd, der lå der i tusmørket.
Han havde lige fyldt sin plastikdunk med en ny portion maling. Han skulle lige til at kravle ud over skibssiden på den platform han havde lavet, da en forkert bølge fik plastikdunken til at tippe over og havne i vandet lige neden for. Han fik hurtigt trukket benet til sig, da en mørk skygge jog op fra bunden og i samme øjeblik smækkede sine glubske kæber om malerdunken så malingen sprøjtede ud og farvede vandet knalgult. Han kunne ikke lade være med at ærgre sig over den dyre maling der gik tabt på den måde. Men han glemte aldrig synet af den store haj med plastikdunken i munden. Det kunne lige så godt have været mit ben, tænkte han.
Hajen slog et par kraftige slag med sin hale og hurtig var den ude af det selvlysende vand. Men den havde fået så meget maling på sig at manden kunne følge den med øjnene lige så langt han kunne se. Han kaldte på de andre, de kom alle og beundrede det mærkelige syn af en selvlysende haj, der forsvandt i det fjerne.
Hajen havde set manden stikke sit ben ud over rælingen. Den var optændt af sit jagtinstinkt, der fortalte den, at et bytte var inden for dens rækkevidde. Den foer som en pil op gennem vandet og klappede sit kæmpegab sammen. Den troede det var mandens ben den havde fat i. For sent opdagede den, at malerbøtten var havnet på dens vej op gennem vandet. Den havde klappet sine vældige kæber sammen om den tynde plastikdunk, så malingen sprøjtede ud til alle sider. Men det værste var at meget af malingen havnede i dens glubske mund og inden den kunne forhindre det, havde den slugt en masse af det ækle gule stads der var i bøtten.
Hurtigst muligt svømmede den væk fra det sted, hvor det mærkelige drama havde fundet sted. Den så sig ikke tilbage én eneste gang, så ville den også have opdaget at dens hale foer gennem vandet som en selvlysende gul pil. Da det blev mørkt var den ved at være træt. Så den stoppede sin flugt for at tænke sig om. Vandet omkring den blev helt oplyst af den selvlysende farve. Den havde syntes at skibet så flot ud med den farve, men den kunne ikke rigtig blive enig med sig selv om det var en flot farve til en haj. Så den dykkede ned på havbunden for at skrabe malingen af mod det grove sand. Men malingen sad urokkelig fast.
Nu begyndte nogle mærkelige dage for hajen. Hver gang den prøvede at fange et bytte var det for længst forsvundet. Det havde set den gule haj på lang afstand og svømmede bare væk når den nærmede sig. Der var ikke meget bytte at få de dage. Og de andre hajer, der normalt var dens venner, holdt sig også på afstand fra den, det var som om dens pæne gule farve afskrækkede dem.
Den havde også prøvet på at komme til at se sig selv. Og da det en dag var blikstille og havet var spejlblank, var det lykkedes at se sit eget spejlbillede i vandoverfladen. Den syntes selv at den var køn og den smukke gule farve fremhævede dens flotte strømlinjede bygning. Især sin egen hale kunne den lide. Den foer tit hen over vandoverfladen, så vendte den hovedet for at beundre sin egen hale, der ragede gul og selvlysende op over vandoverfladen.
Men den havde fået slugt noget af den giftige maling. Den havde det ikke godt de første par dage, det rumlede fælt i dens mave. Men det mærkelige var at det var ligesom om dens hjerne forandrede sig. Det kan man godt forstå når man ved at den type maling også kan påvirke menneskers hjerne. Men som dagene gik befandt den sig bedre og bedre. Den var lidt ensom og den fik heller ikke meget at spise de dage. Men den havde heller ikke den samme lyst til at jage mere. Den tog kun det bytte der var død af sig selv og den slags mad var der nok af ude på de store have.
Det var en stor dag for den gamle høvding. Ja, høvding var han sådan set ikke mere. Den lille landsbys beboere klarede selv deres problemer. De levede deres stille liv næsten isoleret fra andre mennesker. Den skønneste plet på jorden, syntes de selv det var. Bugten de boede i var rig på fisk og i mange år havde de sejlet ud i deres hjemmelavede både for at fiske. De sejlede ikke langt ud, for det var de både ikke beregnet til. Og de holdt sig også tæt inde ved land, da de var bange for de store hajer, som de somme tider så halefinnen af, når de kom lidt tæt ind i bugten, hvor de sejlede ud fra og hvor de havde deres primitive huse. Børnene boltrede sig i det varme vand. Men de passede på ikke at vove sig for langt ud, De havde hørt om uhyggelige hajangreb. Så de skulle nok passe på.
Den gamle høvding sejlede derud ad med sin nyerhvervede båd. Den lignede slet ikke de både han var vant til. Denne her sejlede af sig selv. Der sad en motor bagi, der skubbede båden fremad. Han havde lært at sejle båden af en mand fra regeringen, der var kommet med båden langvejs fra for at forære ham dette vidunder.
De var kommet langt fra land. Ja, de var så langt ud som de aldrig havde været før. Men den sejlede jo også helt af sig selv. Hans kone og barnebarn nød også turen. Det var nemt bare at sætte sig godt tilrette og lade sig sejle derud af. Helt af sig selv. De skulle lige til at vende, da motoren sagde noget mærkeligt og gik i stå. Forfærdede så de hvor langt de havde vovet sig ud. De vidste at deres venner ingen mulighed havde for at komme ud og redde dem. De prøvede at hive motoren indenbords for at finde ud af hvorfor den var gået i stå. Men ingen ting hjalp. Den ville ikke starte igen.
En kraftig strøm førte dem hurtig ud af og de var kommet så langt ud at de næsten ikke kunne se land. Sulten og tørsten pinte dem. For den brændende sol strålede fra en skyfri himmel og bagte dem i sine varme stråler. Men heldigvis var de vant til solens stråler, Den havde i mange år og generationer bagt deres hud mørk, så de tog ingen skade af solen. De lod ankeret drive efter sig, men der var alt for dybt, så ankeret nåede slet ikke ned til bunden. Det var dog som om båden ikke drev så hurtigt mere. De vidste ikke hvad de skulle og snart kunne de ikke se hjem og resten af landet fortonede sig i det fjerne.
De havde ligget og døset lidt da bedstefaderen kom til at se ned i vandet. Forfærdet sprang han væk fra rælingen mens han med en rystende finger pegede ned i vandet. Et stort gult legeme jog op mod båden nede fra dybet. Den lagde sig ved siden af båden og dens store krop tårnede sig op over hovedet på dem. De havde hørt så meget om glubske hajer, der kunne slå sådan en lille båd til pindebrænde med et enkelt slag med halen. Så de sad stille og skrækslagne. De turde ikke røre sig.
Men da de så ind i hajens øjne, så de til deres forundring at godheden lyste ud af dem. Da de havde set på hinanden et stykke tid og hajen ikke så ud til at ville gøre dem noget, forsvandt den ned under vandoverfladen igen. De mærkede et ryk i båden og mærkede hvordan båden langsomt satte sig i bevægelse igen. Men denne gang gik det mod land og snart fik de øje på husene hvor de boede. De blev større og større jo nærmere de kom.
Hajen havde følt sig mærkelig tilpas siden den fik spist en ordentlig portion af den gule maling. Den var først syg et par dage. Men så var det lige som dens hjerne forandrede sig. Den var ikke glubsk mere, og hvis den kom for tæt på et levende bytte nænnede den ikke at fange og æde det. den havde endog hjulpet en anden lille fisk der var ved at blive ædt af en stor blæksprutte. Den havde jaget blæksprutten væk, selv om den i sit raseri havde sendt store stråler af blæk ud efter den. Men fisken reddede livet.
Den havde stået helt stille nede på havbunden, da det lille skib kom drivende forbi med ankertovet slæbende efter sig. Den var med det samme klar over at de mennesker var i nød, så den skyndte sig op til overfladen for at hjælpe dem. Dens hjerne fortalte den at de var i nød og gerne ville i land igen. Så resolut tog den fat i ankertovet og trak båden mod land.
Folkene på land havde set det mærkelige syn af en stor gul haj der trak deres høvdings båd efter sig. De havde løftet deres spyd for at slå den store haj ihjel, da et råb fra høvdingen stoppede dem. ” I skal ikke slå vores redningsmand ihje,” råbte han. De sænkede våbnene og hajen skubbede båden de sidste meter ind på land.
De var så glade for at se deres høvding igen at de dansede en krigsdans inde på strandbredden. Hajen havde ikke travlt. Den lå helt inde ved land og fulgte nøje med i, hvad menneskene lavede. Den havde overhovedet ikke lyst til at gøre dem noget. Og menneskene beundrede den store gule haj. Den blev inde i bugten og hver gang der kom en anden haj i nærheden, jog den den væk med det samme.
Menneskene havde vænnet sig til hajen. Især børnene var glade for den. De tumlede sig tit i vandet med deres gule legekammerat. De skulle bare passe på ikke at komme til at gnide sig op ad den, for dens skind var lige så ru som sandpapir. Den bevarede sin kønne gule farve. Det var nok også fordi den havde spist noget af malingen at den var så rar at børnene kunne lege med den.
Men en dag da børnene stod op var den borte. Børnene var kede af det i lang tid. De mindedes tit den herlige tid de havde haft sammen med deres gule legekammerat. Nu skulle de selv passe på de andre hajer der igen turde komme ind i bugten til dem.
En eftermiddag, de alle stod nede ved havnen, så de et mærkeligt syn. En stor gul hale, der næsten var selvlysende, styrede lige direkte imod dem ude fra det åbne hav. Lige bagved den så de tydeligt syv små gule haler, der fulgte lige efter den store hale. Sikke en glæde der blev i den lille landsby over deres legekammerat, der var kommet igen og endda havde nogle små legekammerater med sig. Den havde selv født dem ude på det store åbne hav.