DE FREMMEDE.

Det var lige ved at være jul, men det havde sneet lidt de sidste par dage, så luften var klam og kold, men vi ville alligevel ud at gå en lille tur, for hvad skulle vi ellers. Jeg vidste, at hvis jeg blev på værelset ville tørvespanden være tom ved tyve tiden, og så kunne jeg lige så godt gå i seng, for der blev hurtigt uhyggeligt koldt på det lille værelse, som mejeriet havde været med til at leje til mig for 35 kroner om måneden.


For de 35 kroner fik jeg en spand tørv og sengen redt og en masse skæld ud, hvis jeg larmede lidt, eller gik hen over gulvet mere end to gange på en aften. Jo, så larmede jeg, og lysekronen i deres stue svingede frem og tilbage. Men alt det fik jeg for 35 kroner. Så det var godt, at bagersvenden bankede på døren og spurgte, om jeg ville med. Jeg skyndte mig at komme i min cottoncoat, og skoene tog jeg i hånden og snørede dem for enden af trappen for ikke at larme mere end nødvendigt.
Vi var ude i den kolde vinteraften og jeg trak frakken sammen om kroppen.
Alfred var begyndt i bageriet den første november, som jeg var begyndt på mejeriet. Om aftenen gik vi gerne en tur i den lille by. Frem og tilbage, der var ikke meget at se på. De enkelte forretninger, såsom Brugsen og Tatol, havde forlængst lukket og slukket lyset, og det eneste man så var en enkelt gadelys og de enkelte oplyste vinduer bag de nedrullede gardiner, der mindede om, at her boede der mennesker, der sad inde bag de nedrullede gardiner og havde nok i deres eget.
Vi var ikke gået langt, Alfred og jeg, før vi så de første skygger af en flok unge mænd, der fulgte os som ubekendte og kolde skygger. De blev på en passende afstand, men fulgte os ned forbi mejeriet og Brugsen og Tatol og forbi Afholdshotellet. Vi gik videre med skyggerne i hælene, de fulgte os. Denge og de andre. Hvad var vi også for nogle, der kom fra den store verden uden for Vorbasse, som var deres verden. Enten var de født her, eller også var de accepteret, som vi ikke var endnu. Vi var ikke accepteret i deres lille kreds. Tog vi deres piger? Marie og de andre, eller var vi helt fredelige unge mennesker, der kom ude fra for at skabe splid i den lille by. Kun vores ry afholdt den lille flok fra at kaste sig over os og banke os, så vi ad den vej blev underkastet den lille floks mentalitet og hersker. Hver lille by havde hver deres lille flok af unge mennesker, som hvert år måtte banke sund fornuft i dem, der hvert år til maj og november kom til deres domæne . Alle skulle accepteres af gruppen.
Der var ikke mere at se på, for vi var kommet uden for byen. Kun de enkelte gårde lå hen over landskabet, og ikke en sidevej eller smuthul var der. Vi måtte samme vej tilbage. Det indebar, at vi skulle passere skyggerne én gang til, men vi havde selvfølgelig begge fortove og hele gaden for os selv, for ingen biler eller hestekøretøjer kom og forstyrrede os i vores forehavende. Vi vendte om. Gruppen af unge mænd samlede sig på det ene fortov. Hvis vi ikke skulle tabe for meget ansigt, måtte vi passere dem ude på vejen. Vi så begge bistre ud, og gik ligesom i dyb samtale. Hvornår ville de angribe. Vi var allerede kommet et stykke forbi, da jeg ud af øjenkrogen så een af skyggerne bøje sig ned og samle en ordentlig isklump op fra gaden. En hest havde tidligere gået her og trampet en ordentlig isklods sammen med sin hov. Det var sådan én han samlede op, for at uskadelig gøre én af os. Jeg mærkede suset, da isklumpen passerede hen over mit dukkede hoved og fortsatte over i den anden vejside, hvor en hoveddør blev åbnet af en mand, der intetanende stak hovedet ud for at indsnuse den kolde vinteraften. Isklumpen ramte ham i tindingen, så han skvat som en ælling. Forfærdede så vi hvad der skete. Der lød et hyl fra én af skyggerne. ”Du ramte onkel Thormod,” og uden at tænke os om, og uden at ænse den fare vi befandt os i, spurtede vi alle ind i den lille entre og hjalp onkel Thormod på benene igen. I hans lille stue fandt vi ud af, at vi egentlig ikke var så forskellige, for vi sad tæt sammen, da vi pænt måtte fortælle onkel Thormod og hans kone, hvad det var vi lavede, og hvordan det var sket.
Når Alfred og jeg senere mødtes med de andre unge kunne vi godt få os et billigt grin når vi mindedes den aften, hvor vi blev accepteret af de andre. Vi var ikke så slemme endda. Mange af de unge mænd blev mine gode kammerater i de halvandet år, jeg var i Vorbasse, og nogle gange stod vi i onkel Thormods have og drak noget pullimut, som vi kunne købe billigt af ham, mens der var bal på afholdshotellet og musikken klingede lystigt ud ad vinduerne fra en harmonika, som én eller anden trak frem og tilbage, mens pigerne nejede og drengene bukkede, når de endelig turde vove sig over det store tomme dansegulv for at byde landsbyens smukkeste pige op til dans, der sad mellem de andre piger i en lang række langs væggen.


ERINDRINGSSPILET
ISKLUMPEN
eller
VI FREMMEDE

En vinteraften i Vorbasse i 1950
Fortælleren: Jeg har besluttet at lave et erindringsspil over mine oplevelser fra min tid på Vorbasse Andelsmejeri i 1950, hvor jeg kom som de” fremmede”.
I dag er der andre fremmede i Danmark, hvor de bliver modtaget på godt og ondt. Hvis I har lyst til at spille erindringsstykket så værsgod. Her er lidt underholdning.
Personerne er :
Alfred (Bagersvend der lige er kommet til Vorbasse)
Bent ( Mejerist der lige er kommet til Vorbasse)
Konen nedenunder (Lidt skrap)
Onkel Thormod (Indehaver af Tatol og smugkro)
Pigen på værelset
Tre bøse unge mænd
Tre søde piger til bal
Tre unge mænd til bal
Fortælleren : Handlingen foregår på Bents værelse, hvor han venter bagersvenden Alfreds besøg. De har aftalt at gå til bal på afholdshotellet. De er lige kommet til byen som et frisk pust ude fra, og er ikke vellidt af de unge mænd, der bor i Vorbasse.
----------
1.akt

Alfred : Goddag Bent. Er du ved at være færdig, så vi kan komme af sted.
Bent : Nej, vent nu lidt Alfred. Sæt dig på stolen der. Ballet starter først klokken 8 og vi skal lige have lidt af flasken her inden vi går. Drik du først Alfred, men ikke for meget.
Alfred : Føj for pokker. Det var da noget surt sprøjt. Hvor har du da købt det ?
Bent : Ja, det er altså noget jeg tog med hjemmefra, for vi kan overhovedet ikke købe sprut her i byen. ikke engang en sølle øl kan vi få i brugsen eller hos købmanden.
Alfred : Ja, jeg ved godt at byen er helt tørlagt. Tag du også en tår-------. Det var dog gevaldig så koldt her er.
Bent : Ja, der er ikke meget varme i den lille kakkelovn og jeg har lige kommet den sidste tørv på.-- Vil du godt lade være med at larme med stolen, for konen neden under kommer snart farende og siger at vi larmer som en flok elefanter.
Alfred : Ho- ho. Er du bange for sådan en madamme ( larmer med stolen ).
Bent: Nej Alfred, nu må du altså holde op ellers kommer hun farende.
Alfred : Og hvorfor bor du ikke på mejeriet ligesom den anden unge mand ?
Bent: Den anden han er elev på mejeriet og jeg blev udlært den første november så jeg er skam første mejerist på Vorbasse mejeri, og kan derfor ikke bo på mejeriet
Alfred :Hvad giver du for det her værelse ?
Bent : 35 kroner om måneden. Og for de 35 kroner får jeg sengen redt. Tændt op i kakkelovnen og én spand tørv om dagen. Og så får jeg en masse skæld ud fordi jeg larmer så meget at lysekronen danser og det er ligesom en flok elefanter, der går rundt heroppe, siger hende konen nedenunder.------ Drik lidt mere pullimut.
Alfred: Puh- ha. Tag nu dit slips på, så vi kan komme af sted !!! Er der for resten nogle søde piger i byen ?
Bent: Ja, der kommer da tit nogle og handler på mejeriet. Og der var da en sød een der spurgte om jeg kom til bal.---- Jeg er nu ikke så glad for de unge mænd her i Vorbasse. De skuler noget ondskabsfuld til mig.
Alfred : Ja, det har jeg også lagt mærke til. Men vi kommer jo også ude fra. Og de er nok bange for at vi skal stjæle deres piger . Skal du ikke ha` noget i håret.?
Bent : Jeg har ikke mere brillantine, så jeg nøjes med at komme lidt spyt i Har du set hvor spejlet dugger ?
Alfred : Ja, her er hundekoldt. Jeg tror kakkelovnen er gået ud. Og det er også koldt udenfor, så tag din cottoncoat på.
Bent : Vi tømmer lige flasken inden vi går, så slukker jeg lyset. List ned ad trappen så hun ikke hører os.
Konen nedenunder: Kan i ikke gå lidt stille på trappen. Man skulle tro det var en hel flok elefanter sådan som i larmer.
Bent : Jo vi skal nok være stille fru Olsen.
2. Akt
Foregår på vejen til afholdshotellet.

Alfred : Sikke en rejekælling
Bent : Ja, puh-ha. Men det var da godt vi slap ud.
Alfred: Kan du se der er is på gadekæret.
Bent : Ja på krigshavnen. Men jeg tror ikke den kan bære
Alfred : Det er mærkeligt de kalder det vandhul for krigshavnen.? Det sjopper noget i skoene. Det er da godt det er tøvejr.----- Hvorfor er der lys i mejeriet?
Bent : Det er nok Laurids, der er ved at gå i seng. Han sover oven på kedlen om natten for han gider ikke gå hjem. Det er en arbejdsmand vi har, han bor uden for byen og så har han nogle sække han sover på oppe i varmen. Jeg tror aldrig han vasker sig. !!
Alfred: Han må da være lidt underlig ? ---- Der er også lys i Brugsen.------- Prøv at se. Der står en flok unge mænd og venter på os.
Bent : Ja, hvis vi skal til bal, så bliver vi nødt til at gå forbi dem. --- Prøv at se bister ud.
( De tre bøse unge mænd )
Børge: Nu kommer de !!
Hans: Hvem af dem er mejeristen ?
Børge : Det er ham den lange
Denge: Skal vi mule dem.---- De ser ellers noget stærke ud.
Børge: Ja, vi lader dem gå forbi. Så skal I bare se.`--- Jeg har en ordentlig isklump, jeg kyler efter dem.
Hans: Nej, du ramte onkel Thormod med den isklump.
Børge: Ja, for Søren. Men jeg kunne jo ikke vide, at mejeristen dukkede sig lige da jeg kastede, og Onkel Thormod lukkede døren op til sin lejlighed lige i samme sekund.
Denge: Du ramte ham lige i panden, så han skvattede som en ælling. Skal vi stikke af ?
Hans: Nej , du kan tro nej.-----. Skete der noget onkel Thormod ?
Onkel Thormod: Hvad er det da i laver. Her lukker jeg døren op og får en isklump i hovedet. Og så spørger I om der skete noget.----- I kunne have slået mig ihjel.
Børge: Det var ellers mejeristen og bageren jeg sigtede efter. Men de dukkede sig .
Onkel Thormod: Det var da også en modtagelse at give et par nye mennesker i vores by. Må jeg se de to starutter ?-------------- Kom ind alle sammen og lad os slutte fred. Jeg gi`r en lille én til halsen. Jeg har en flaske pullimut, der er taget hul på.
Børge: Du får ellers en ordentlig bule onkel Thormod.
Onkel Thormod: Nå skidt med det, men nu skåler vi på at i bliver gode venner alle sammen og i må få en god aften på afholdshotellet.
ALLE : Skål
Alfred : Er det sådan en slags smugkro du har. Kan vi komme ind og få en flaske når vi har lyst. For det her smager meget bedre end det billige sprøjt jeg fik oppe på mejeristens værelse.
Onkel Thormod: Nej, i må helst ikke kalde det en smugkro. Men derfor kan I da godt købe en flaske i ny og næ.------ Vi snupper en til, og gå så til bal og opfør jer ordentlig
ALLE : Skål
------------
3.Akt
Fortælleren : På afholdshotellet sidder pigerne i en lang række på bænken langs væggen og fniser og snakker.

Olga : Sikke fin du er i aften, Bente. Er det for den nye mejerists skyld, du har mejet dig sådan ud.
Bente: Åh ti stille Olga, og pas dig selv. Jeg har godt set hvordan du laver øjne til den nye bagersvend.
Alle :. Hi . hi
Elly : Sikke en masse flotte unge mænd, der er her i aften. Så vi skal rigtig danse. Så det er ikke sikkert vi bliver bænkevarmere.
Nu spiller musikken op til dans og de unge mænd farer hen over dansegulvet for at finde sig en pige at danse med. De danser hele aftenen. Ved 1 tiden slutter ballet med ”Godnat Irene.”
4. Akt
Vi står alle uden for afholdshotellet.
Og vi skal hjemad.

Bent : Det har vel nok været en dejlig aften Olga. Og hvor har vi danset.
Olga : Ja, det har vel nok været sjovt. Men nu må jeg hjem.
Bent : Vil du ikke med mig hjem og se min frimærkesamling, Olga.
Olga : Jo, det vil jeg da gerne.------ Men kun et øjeblik.
Bent: Kom vi går uden nogen opdager det.----- Vi må liste op ad trappen , så ingen hører noget.
5.Akt
På Bents værelse

Olga : Er det her du bor. Puh – ha, hvor er her koldt.
Bent : Ja, kakkelovnen er for længst gået ud-- Kom, vi sætter os på sengen og trækker dynen op over os-- Så fryser vi ikke
Olga : Må jeg så se dine frimærker.
Det banker på døren.
Bent : Av. Det er nok konen neden under ? Jeg bliver nød til at låse op.
Alfred : Det er mig. Jeg glemte min pibe. !!
Bent : Du er nok bare nysgerrig. Men det var da godt det var dig Alfred og ikke konen nedenunder .
Alfred : Går det an at have piger på værelset. Det troede jeg ikke du turde for madammen neden under. Nå farvel . Vi ses i morgen.
Olga: Han var nok bare nysgerrig.
Bent . Og misundelig. Skal vi ligge os på sengen.
Olga : Nej, det gør jeg ikke. For det tør jeg ikke.----- Jeg bliver også nød til at gå nu for min far og mor kan nok ikke forstå hvor jeg bliver af.
Bent : Får jeg et kys, hvis jeg følger dig ned ad trapperne.?
Olga : Du får to, hvis du følger mig helt hjem.
Tager i døren og finder ud af at den er låst.
Bent : Nej, den slubbert til Alfred har låst døren, da han gik. Vi er låst inde !!
Olga : Jamen hvad skal vi gøre.
Bent : Jamen han kommer nok snart og låser os ud. Prøv at se ud ad vinduet. Der er lys i bageriet, så han er nok godt i gang med morgenbrødet. Kom lad os sætte os på sengen igen --- Hvis du fryser tager vi dynen op omkring os.
Olga : Hold fingrene væk. Jeg gør det ikke. For jeg tør det ikke. Jeg skal tisse.
Bent : Hvad skal du ?
Olga : Jeg skal altså tisse .
Bent :Jamen det kan du da ikke. Vi er låst inde. Og vinduet kan vi heller ikke få op.
Olga: : Men jeg skal altså.
Bent : Kan du tisse i flasken.
Olga : Nej, det kan jeg altså ikke.
Bent : Så ved jeg det ikke. Han kommer nok snart. – Kan du tisse i askeskuffen.
Olga : Ja, vend dig om og kig ikke i spejlet. ---------------------------
Bent: Nej, den er utæt. Det løber ned til hende neden under. Sikke en ballade jeg får.
Olga : Skynd dig og tag trøjen og tør op.----------
Bent : Bare der ikke bliver ballade i morgen. Kom lad os sætte os hen på sengen og så trækker vi dynen op over os--------- Bare Alfred snart kommer. Jeg skal snart på arbejde.
Olga : Hør, jeg kan høre nogen på trappen----
Alfred : Det må i virkelig undskylde. Jeg stod lige midt i bollerne. Så kom jeg i tanker om jer.
Bent : Ja, det er godt med dig .
Olga : Nu skal jeg altså hjem i en fart -------
Bent : Ja Alfred, nu fik jeg ikke engang det kys Olga lovede mig.

SLUT