Punkerne og den lille grå mand

Arbejdsdagen var slut. Den lille grå mand så sig forsigtigt om, inden han lukkede døren op til værtshusets fremmede atmosfære. Han tog alpehuen af, mens han tørrede sveden af panden. "Jeg vil gerne have en sodavand,” sagde han og så sig om i det tilrøgede lokale. ” Ja, hvad skal det være for én,” sagde bartenderen og slog smut med øjnene. ”En citronvand, hvis det kan lade sig gøre.” Bartenderen trak en sodavand op og skubbede et glas og flasken over til den lille grå mand.

Manden stod på tæer for at nå op til bardisken. Han så mærkelig ud i de omgivelser. Alle barstolene var fyldt af unge mennesker. Især mænd. Mærkelige unge mænd med de mest farvestrålende frisurer sat op som hanekamme. Punkere blev de kaldt ude i byen. Den lille grå mand syntes at de mest af alt lignede hanekyllinger med den røde eller grønne top på hovedet.
” Hanekyllinger,” hviskede han. Men ingen hørte ham i al den larm.
” Giver du en øl, bedstefar,” spurgte en høj ung mand med en stribe rødfarvet hår sat op som en hanekam. Han tårnede sig op over den lille grå mand, der blev rød i kinderne. ”Jeg er skam ikke bedstefar min søn.. Jeg er nok kun far,” sagde han og smilte skælmsk til den unge punker. ”Du skal ikke kalde mig søn,” sagde den unge mand og greb den lille mand i skuldrene, så han stod på tæer for at nå jorden. ”Ingen mand har kaldt mig søn, så det skal du heller ikke. Ikke engang for sjov,” råbte han og så meget vred ud.
De andre vidste at den lille grå mand havde ramt et ømt punkt for i hele den unge mands opvækst, havde der aldrig været en mand eller en far.
”Hvis du slipper mig skal jeg fortælle dig noget.” Den unge mand slap sit tag. Der var blevet stille i værtshuset. De andre lyttede med:
” For cirka tyve år siden,” begyndte han, var jeg som ung, karl på et lille husmandssted. Jeg elskede datteren over alt på jorden. Og hun elskede også mig.” Den lille grå mand så sig om for at se om hans historie fængede. Alle lyttede. Især den unge mand med den røde hanekam på hovedet. Kunne det virkelig passe at den lille grå mand var hans far. Han kiggede efter for at se om der var nogle lighedstegn. Men nej, det var ikke let at se noget som helst, der mindede om et nært slægtskab.
” Men hendes forældre ville ikke vide af mig,” fortsatte den lille grå mand. ”Så de bad mig rejse min vej. Dagen før jeg skulle rejse aftalte jeg med datteren at vi skulle mødes i hønsehuset. Det var lyst endnu, da jeg sneg mig ind til hønsene. Hanen gik og kaglede derinde og syntes det var en underlig starut, der stod og ventede på sin elskede. Den kunne sagtens, den havde et helt harem af damer omkring sig, der gik og klukkede og svansede omkring den.
Hun kom nok ikke. For det var ved at blive mørkt inde i hønsehuset og hønsene med hanen i spidsen var ved at gå til ro på deres pinde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Så jeg tog én af hønsene ned fra dens pind og så voldtog jeg den.
I alle de tyve år har jeg tænkt på om vores forhold havde fået følger og det ser jeg i dag,” sagde den lille grå mand og strøg kærligt hen over den unge mands purpurrøde hårkam.
Han tog sin alpehue på og gik ud ad døren.
De så ham aldrig mere.