DET GRØNNE UHYRE.

Fru Jensen var alene hjemme. Hun nød de dage, hvor manden var på arbejde og børnene i skole, så kunne hun få lidt tid til sig selv, for husets rengøring var hurtigt overstået.

Datteren skulle snart på sommerlejr, så hun fandt datterens sovepose frem, og hang den ud i solen for at lufte den i den varme sol. Datte-ren havde ellers plaget for at få en ny, men de var blevet enige om, at den gamle godt kunne bruges lidt endnu. Den så nu heller ikke værst ud, for den grønne farve var ikke engang falmet. Og lynlåsen, der næsten gik hele vejen rundt, var ikke spor slidt.
Da hun kom ud i solen, blev hun enig med sig selv om, at hun lige så godt kunne ligge og tage lidt sol, så hun bredte datterens sovepose ud, og smuttede ind og tog resten af tøjet af. Hun var glad for, de havde en lukket have, og bare hun huskede at låse hoveddøren, var der ingen, der kunne overraske hende.
Hun fandt en hovedpude frem og tog sin yndlingsbog med, så kunne hun ligge og lade solen brune sin velplejede krop.
Da hun havde ligget der et stykke tid, gik der en sky for solen. Hun tænkte på at gå ind, men bogen var så spændende, så hun lynede soveposen sammen og kravlede ned i varmen. Her kunne hun ligge og læse de sidste sider, men det blev koldere og koldere uden for soveposen, så hun måtte lyne mere og mere op for at holde varmen, for det der stak uden for blev iskold. Til sidst lå hun i den varme sovepose trukket helt op til halsen blot med armene uden for, for at holde bogen.
Nu var hun færdig med bogen. Men armene var blevet helt kolde, så dem stak hun ned i varmen, og trak lynlåsen en anelse til opad. Det var dejligt at ligge nede i den varme sovepose og blunde lidt med kun hovedet uden for i kulden.
Her lå hun lidt og tænkte på, hvad hun skulle lave til middag. Men nu kunne hun mærke, at et toiletbesøg var nødvendigt, så med be-svær fik hun den ene hånd uden for soveposen for at trække lynlåsen ned. Den flyttede sig også to centimeter. Så sad den fast. Urokkelig fast. Det var lige meget, hvor meget hun end prøvede, den gav sig ikke en millimeter.
Men det værste var, at døren, der var hendes flugtvej, hvis hun skulle blive overrasket, smak i med et brag.
Nu var gode råd dyre.
Med besvær fik hun rejst sig op og fik taget de første hop hen mod muren, som hun klamrede sig til, mens hun tænkte på, om hun skulle råbe om hjælp. Men det var næsten for flovt, så hun prøvede at hop-pe lidt fremad. Kun små hop for ikke at tabe balancen. Det gik fint, bare hun nøjedes med at hoppe med små hop. Så kunne hun godt holde balancen.

Hr. og fru Petersen sad omme i læsiden i deres have.
De havde lige snakket om at gå ind, da de over havehegnet så et mærkeligt syn, der fik det til at krible ned ad rygraden på dem. Et stort grønt uhyre kom hoppende imod dem. Det fik fru Petersen til at gemme sig bag sin mand, og han tog ekstra fat om riveskaftet for at forsvare sin lille kone, mod det der var på vej ind i deres have. Men han trådte dog et skridt tilbage, og fik jokket sin kone over den ene fod inden de opdagede, at fru Jensens hoved stak ovenud af den svulmende grønne krop.
Hvordan fru Jensen var havnet i den mærkelige situation regnede de med at få at vide bagefter. Men nu gjaldt det om at hjælpe deres na-bo.
I mellemtiden var posten også kommet til. Han stirrede måbende på det store grønne uhyre med fru Jensens hoved i toppen, mens han tænkte på alle de mærkelige situationer en post ser på sin vej. Men dette her var dog noget af det mærkeligste, han havde oplevet.
Ved fælles hjælp fik de befriet lille fru Jensen, og de måtte diskret kigge den anden vej, da lynlåsen gav sig, og fru Jensen hoppede ud på jorden i det bareste ingen ting, for derefter at slå det grønne tæppe om sig og skynde sig hjem til sig selv.
Til et meget nødvendigt toiletbesøg