LILLEBROR OG STORKEN

”Hvis i lægger en sukkerknald i vindueskarmen varer det ikke længe, før storken kommer med en lillebror til jer,” sagde bedstemor en dag hun var på besøg.



Nej, hvor var det spændende. Jens og Peter så ofte op mod himlen for at se, om storken var på vej. ”Vi bliver nok nødt til selv at hente storken,” sagde Peter en dag, hvor de forgæves havde kigget op mod himlen. ”Jeg er sikker på, vi sagtens kan fange storken på engen nede ved åen, hvor den går rundt på sine lange ben og fanger skrubtudser og andet lækker mad.” Peter så forventningsfuld over på sin bror.
De fandt et gammelt net ude i udhuset, og så drog de af sted mod engen og åen uden for den lille by. Og ganske rigtig. Lige ved siden af åen gik storken og spankulerede og holdt øje med alt, hvad der bevægede sig i det våde græs. Drengene sneg sig nærmere. Men storken havde for længst opdaget de to formastelige, der sneg sig ind på dens område, så da drengene var kommet tæt nok på, tænkte den, at nu var det på tide at komme væk. Den skulle lige til at lette, da den så noget bevæge sig i det våde græs. Haps, sagde den, og snuppede det sprællende bytte, mens den tog tilløb og bevægede vingerne i sin flugt hen over drengenes hoveder.
”Nej se,” råbte Jens glad,” den har lillebror i munden. Altså i næbet,” føjede han til. Drengene spurtede efter storken, der fløj lavt hen over byen. ”Den flyver hjem til os med lillebror,” jublede de i kor.
Hvordan det gik til, fandt storken aldrig ud af, men pludselig tabte den sit lækre bytte. Drengene var lige under den, og med et jubelskrig greb Jens sin lillebror, inden han ramte den hårde jord. Jens holdt fast. Han stirrede målløs på det storken havde foræret dem. Så et nyfødt menneskebarn virkelig sådan ud. ”Kom, vi skynder os hjem til mor,” sagde han, og løb det sidste stykke vej.
Sikke en opstandelse der blev. Den store stegepande blev sat over, og en stor smørklat kom på, og så spiste de lillebror til middag.
To dage efter sagde deres far, at de skulle gå over til mormor. Og mormor fortalte, at nu skulle de have en lillebror. Men da sagde Peter, at de skam havde fået en lillebroer, der kom med storken den anden dag. Og Jens tilføjede, at ham spiste vi til middag i går. Bedstemor slog hænderne sammen og udbrød. ”Jamen jøsses børn, har i spist jeres lillebror.” ” Ja,” far sagde, at den lillebror var så grim, så vi spiste ham til middag.”
Da deres far hentede dem hjem næste dag, lå deres mor inde i sengen, og i vuggen ved siden af, lå en lille nyfødt dreng. ”Hvad, er du vores lillebror,” udbrød begge drenge i kor, mens de forfærdede kiggede ned i vuggen. Og Jens skyndte sig ud i køkkenet, og hev den store stegepande frem og kom en klat smør på, for du er så grim, at dig vil vi heller ikke beholde, så du bliver spist til middag, akkurat som den lillebror storken kom med. Men da sagde hans far, at det skulle han ikke begynde på, for de skulle have medister til middag, for medisterpølse lignede mest af alt den lillebror, de havde spist for et par dage siden.
Frit efter Kaj Munks digt. Ålen og Storken.

En stork fløj hjemad med en ål.
Men Jens og Peter gav et skrål,
Så ålen ud af næbet foer.
De fik den fat, og så ind til mor.
Og tænkte begge: ”Gode gud,
Har vi en gang set sådan ud.

Til mormor næste dag de gik
Og kan du tænke, hvad vi fik
i går af storken, bedstemor.
Hvad fik i da: ”En lillebror.”
En lille. ”Ja, og ved du hvad.”
Ham spiste vi til middagsmad
Kaj Munk