Peter og Sneskyen

Peters far var på arbejde. Han havde natarbejde hver tredje uge. Når Peter og hans mor havde vinket farvel, og hans far kørte ud af indkørslen, gik de i seng. Så fik Peter lov til at sove i den store seng. I fars seng. Hvor var det herligt at kunne brede sig. Ligge på tværs eller kravle ned i fodenden. Lidt efter kom hans mor i seng.


”Nu skal du sove. Jeg læser lige lidt i det her ugeblad.”
Peter lukkede øjnene. Han lukkede dem hurtigt op igen. ”Mor, hvorfor kan man ikke gå på en sky.” Han syntes det var et interessant spørgsmål, så han stirrede forventningsfuldt på sin mor.
”Det kan man ikke fordi. Fordi.” Hans mor tænkte sig om. Skulle hun komme med en lang forklaring. En pædagogisk forklaring, eller skulle hun sige. Det kan man bare ikke. Eller spørg far, når han kommer hjem i morgen.
”Man kan ikke gå på en sky, fordi den er lavet af vanddamp, og man vil falde i gennem, hvis man prøver. Og hvordan vil du egentlig komme derop.” Hans mor skævede til sit blad.
”Hvis man har en rigtig lang stige.” Peter var vågnet helt op igen. Han var ikke spor søvnig længere. ”Der er da også nogle der kan gå på en sky. Det kan engle.” Peter huskede det billede af to engle, der kiggede ned på ham. ”Det kan være, at skyen er lavet af sne. Det er den om vinteren. Så man kan godt gå på en sky om vinteren.
”Ja, det kan egentlig godt være. Men sov nu,” sagde hans mor og begyndte at læse i sit blad.
Peter lå længe og tænkte på om man kunne gå på en sky om vinteren.
Nu kunne han høre, at hans mor sov.
Forsigtig stod han ud af sengen for ikke at vække sin mor. Han tog al det varme tøj på, han kunne finde. Deres hund, Molly, vågnede, da han lukkede yderdøren op og løb med ud i den kolde vinternat. Peter kiggede op mod himlen. Himlen var ikke til at se. Den var dækket af tunge skyer. Det er lige skyer for mig, tænkte Peter, mens han fandt hammer og søm frem inde fra udhuset. Alle de lægter og brædder hans far havde købt for at lave et redskabsskur. Hvor var det heldigt, for de passede perfekt til at lave en stige af. Bare han savede dem over. Peter hamrede og bankede. Stigen blev længere og længere. Til sidst var der ikke et bræt tilbage, der ikke blev brugt. Molly stod forundret og så på han lavede stigen. Den sagde ingen ting. Det var også godt, for hvad ville folk sige, hvis den begyndte at gø midt om natten.
Med megen besvær fik han rejst stigen op. Han kunne mærke, den stødte på noget hårdt højt oppe, så den måtte åbenbart være lang nok. Han prøvede forsigtig at kravle op ad. Det lod til at stigen stod godt fast, så han fortsatte. Nu kunne han ikke se jorden længere. Molly var begyndt at gø, så han kaldte på den. Den havde fart på op ad stigen. For den sprang opad på en hel anden måde end han gjorde. Den sprang op ad, mens den hagede sig fast med sine forben. Snart var de begge oppe i skyen. Peter prøvede forsigtigt, om skyen kunne bære. Han tog et rask skridt, og så stod han ude på skyen. Der var hvidt over alt. Det var en rigtig snesky, de var havnet på. Der var sne over alt. De gik i porøs sne. De sank lidt i. Peter sank mest i, for han vejede mere end Molly. Så Molly løb lidt foran. Han kunne let følge den, for den porøse sne blev stående efter den, og når Peter kom, lavede han blot hullet større.
De kunne let finde hen til stigen igen. De skulle bare gå samme vej tilbage. Men først ville de se hvor langt, de kunne gå. Så de gik og gik. Peter var ved at blive sulten og tørstig, så han tog noget sne ind i munden. Det havde han set Molly gøre, så det stillede hans værste tørst. Nu måtte de hellere vende om og finde stigen igen. De fulgte samme spor tilbage. De gik og gik. Pludselig var det som om skyen rystede. Peter og Molly blev meget forskrækkede. De stod helt stille. Molly peb ynkeligt. Det værste var, at da skyen rystede sig igen, skred deres gang sammen, og de stod helt alene i den hvide sne. Nu var det ikke let at finde hen til stigen igen, for alt var hvidt omkring dem. Deres eneste redning var at finde stigen, så de kunne komme ned på jorden igen. Det var som at lede efter en nål i en høstak. Så de kunne kun gå og gå. Det værste var at skyen rystede mere og mere. Nu gik Peter foran. Molly fulgte ham lige i hælene. Skyen måtte være stor, for de gik og gik. Pludselig var Peter ude af skyen. Skyen sluttede så pludseligt, at Peter styrtede ud over kanten. Han faldt og faldt. Han nåede lige at gribe fat i noget hårdt, inden han ramte jorden.
Han ramte gulvet med et brag. Han slog sig ikke.
”Jamen Peter dog. Du er faldet ud af sengen.” Hans mor lagde ham op i sengen igen og stillede en stol for.
Peter var noget forvirret, da han blev vækket på den måde. Alt sammen passede ind i den drøm han havde haft. Han kiggede efter om Molly lå i sin kurv. Jo, Molly lå der heldigvis endnu, så han måtte have drømt det hele.
”Mor jeg tror ikke det er meget ved at gå oppe i skyerne, for al den sne kommer jo ned til os, helt af sig selv.” Han kiggede ud ad vinduet, og så at det sneede og jorden allerede var helt hvid.
Han glædede sig til at komme ud og lege i sneen. Bare skyen ville ryste en hel masse sne ned til ham.