Mit kæreste eje.

Hvad kan man opleve i Niløse sådan en almindelig kold vinterdag i år 2009.
Ved det isbelagte gadekær mødte jeg præsten, der gik tur med sin store godmodige hund, hvor den i dag havde følgeskab af naboens søde og venlige hund. Over for kirken, hvor der i lang tid har stået et hus til salg kunne jeg se, at huset nu er solgt.
Ud for Niløseholm drejede en bil ned i indkørslen, hvor jeg så der holdt en anden bil og to mænd, der talte sammen.


Nej, endelig kunne jeg gøre mig interessant, og jeg gik ned mod i de to talende mænd, men da de fik øje på mig skyndte de sig at vende ryggen til og skynde sig ind på Niløseholm.
De skulle bare vide, at jeg kunne fortælle mange ting fra den gang Niløseholm sydede af liv og glade mennesker. Men de må temmelig sikkert ikke tale med fremmede i deres arbejdstid. Det var nok derfor de skyndte sig væk.
Men i mandags skal jeg love for, der var kommet liv i Niløse. For ude på skolen havde Alsidige Kvinder arrangeret et møde med tv Øst, hvor man kunne få sine ejendele og værdifulde ting og sager vurderet i deres udsendelse MIT KÆRESTE EJE. Og jeg skal love for det kunne trække folk til fra nær og fjern. Da jeg ankom var parkeringsplads fyldt op, og mange biler holdt på langs ude på vejen, og ca. 150 personer sad spændte og ventede på at Sille Roulund, kameramanden, lydmanden og Kunst- og vurderingseksperten Steffen Dinesen skulle begynde med vurderingen af ufattelig mange ting og sager. Lamper, lysekroner, skåle, fade, legetøj, malerier, nipsgenstande og meget mere blev vurderet. Ja, jeg sad endda og tænkte på min historie om et klunkehjem. Hvis man nu anbragte alle disse ting i et hjem, ville de nok komme til sin ret på en anden måde.
Kunne det ikke være sjovt at træde lidt tilbage i tiden og befinde sig i en herskabsvilla, med datidens beboere:



ET KLUNKEHJEM.

Ellen sad i sin stol. Her tilbragte hun det meste af sin tid. Hun elskede at sidde og blunde lidt. Så lod hun tankerne gå tilbage til en for længst forsvunden tid. En tid hvor alt tegnede lyst og lykkeligt. Det var mange år siden, der var liv og glæde i lejligheden. Hun mindedes sin barndom og ungdom, hvor faderen sad inde i herreværelset ved siden af. Han dampede løs på sin cigar samtidig med, at han tjente penge. Hvordan han tjente penge var hun ikke rigtig klar over. Men det var vist noget med skibe på langfart og et skibsværft, hvor skibene blev tegnet og lavet.

Det var i sejlskibenes tidsalder.

Men da de nye tider kom, og man byggede skibe af jern og satte en motor i, da lod det også til, at faderen var med på det. For der manglede aldrig penge. Og formuen blev endda forøget år efter år.

Der var altid en strøm af mennesker, der fik deres ordrer inde fra herreværelset. Så selv om de boede på anden sal, var der altid en løben op og ned ad trapperne. Man kunne også se på lejligheden, at her levede nogle meget velhavende mennesker. Moderen forstod at leve op til tidens standart. Hun vidste præcis, hvordan en herskabslejlighed skulle indrettes. Der manglede ikke på hushjælp. Der var skam både kokkepige og en stuepige til at tage sig af det daglige arbejde, det var at holde sådant et hjem. Der var også en kusk og altmuligmand Det var hans opgave at tænde op i både komfur og i de tre store kakkelovne, der leverede varmen de kolde vinterdage. Det var et kolossal arbejde at slæbe træ og tørv op ad alle trapperne. Foruden alt det andet, der skulle bruges i den store husholdning.

Det var helt andre tider nu. Faderen var for længst død. Der blev ikke tjent flere penge fra herreværelset. Men heldigvis var formuen så stor, at Ellen og hendes søster kunne leve af den. Bare de levede spartansk. Og det gjorde de. Til daglig brugte de ikke mange penge. Maden lavede de på et nyt gaskomfur, som de havde fået installeret. Ellers købte de ikke noget. Men deres hjem kunne heller ikke rumme mere af nye ting. Der var totalt fyldt op af alt fra moderens tid. Hun havde selvfølgelig også købt det bedste og dyreste af alt. Gardiner og forhæng var ikke engang falmet igennem alle disse år. Så det eneste Ellen og søsteren skulle gøre, var at passe på alle tingene. Og det satte de en ære i. Der var ikke råd til hushjælp. Så alt hvad der skulle laves måtte de selv gøre. Dog havde de fået en skolepige til at komme og løbe byærinder for sig. Hun kom hver dag efter skoletid og bragte de to ældre frøkener en lille glæde ind i deres ellers så triste tilværelse.

Ellen mindedes sig selv som ung. Det gik mere stilfuld til dengang. Det var med at gøre et godt parti. Men det var som om ingen af de unge mænd var gode nok til forældrene. Og de der var gode nok til forældrene, syntes Ellen og søsteren, var nogle kedelige mænd. Ellen mindedes med gru, at søsteren havde dristet sig til at passiare med den unge mand, der kom med varer fra ismejeriet. Hun husker endnu sine forældres vrede og søsterens tårer over en så uskyldig episode. Det var som om, der blev sat en stopper for livsglæden. Og kærligheden herefter blev målt i penge.

Ellen mindedes sin tid i Paris. Den lykkelige og glade tid, og selv om hendes bror var med hende, vel nærmest for at passe på hende, var det trods alt en herlig tid. Hun husker endnu, da hun kom hjem igen og skulle indordne sig under den strenge husorden med forældrenes øjne hvilende på sig i alt hvad hun foretog sig. Men det værste var nok atmosfæren i de alt for mørke og overfyldte stuer. Væggene var overhængt med malerier, og ikke eet sted i stuen kunne man færdes, uden der var fare for, at man stødte ind i alverdens nipsgenstande. Det varede længe inden hun igen kom til at elske disse ting. Hun hadede dem i lang tid.

Ellen rejste sig op fra stolen, sin yndlingsstol, der havde fået form efter hendes krop, og som var gjort behagelig at sidde i ved hjælp af en masse puder. Hun trissede ind til søsteren. Hun lå med lukkede øjne inde i sengen. Ellen mente ikke at hun sov. Søsteren havde for vane at ligge inde i sengen. Ikke fordi hun var syg, men nok snarere fordi hun bedre kunne holde varmen. Og så kunne hun drømme så dejligt om gamle dage, da der endnu var liv og glade dage i de gamle stuer.

Lægen havde lige været der, men han mente ikke hun fejlede noget. Ellen havde lagt et rent håndklæde til ham, og der stod dampende varmt vand på gaskomfuret. Og det nye sæbe blev brugt for første gang. Ellen vidste at sådan havde hendes mor gjort, når de en enkelt gang måtte have bud efter lægen. Og for ikke at såre de ældre damer havde lægen meget omhyggeligt vasket sine hænder og brugt det nye håndklæde.

Ellen satte aftensmaden over. Det var trist at sidde alene og spise. Så hun satte sig ind på sengekanten til sin søster. Bagefter vaskede hun de få ting op, gik i seng og drømte om den tid, hvor den store smukke lejlighed sydede af liv og arbejde.