En arbejdsdag på et mejeri i sommeren 1950.

Jeg vågnede med et sæt. Var det allerede morgen. Krogh stod og ruskede i Preben, han var altid svær at få op om morgenen. Nu var jeg vågen og svingede benene ud over sengekanten. Jeg vaskede mig ikke, for så skulle jeg helt ned i mejeriet for at finde en spand med vand. Jeg tog mit hvide tøj på der lå i bunden af skabet. Tøjet var ikke hvidt længere. 5 dages arbejde med forskellige ting havde sat deres tydelige spor på det hvide tøj. Det var stift af berøring med ostene på ostelageret dagen i forvejen.

Mejeriet gik langsomt i gang. Klokken var fem, det var sommer, og det var lyst i vejret, solen skinnede. Jeg var jo osteri elev så jeg lukkede vandet ud af ostekarret for at få fat i de Danbo oste, der lå i bunden, og som vi havde lavet i går.
Jeg begyndte at bære dem over gårdspladsen over i saltningsrummet, her plumpede jeg dem ned i saltlagen og dryssede salt oven på dem. Derefter rokerede jeg rundt med de andre oste, for når de havde ligget i saltlagen i 4 dage, havnede de oppe på lageret. Her oppe var der masser at oste, de lå nå nogle lange hylder, helt op til loftet. 8 til 10 hylder oven nå hinanden. Der var oste i alle aldre, men jo ældre de blev, blev de lettere at passe. De oste jeg lige havde båret op blev smurt ind i noget hvid madolie. Det var vigtigt at smøre dem godt ind, for ellers var de ikke let at holde senere hen. Men det tog ikke lang tid at smøre dem ind, så jeg begyndte at vende de lidt ældre oste, de skulle helst vendes hver dag og tørres over med en klud dyppet i saltvand.
Ved 7 tiden var jeg færdig på ostelageret og jeg var efterhånden godt sulten, så jeg gik op i mejeribestyrerboligen, og i køkkenet tog jeg en ordentlig portion øllebrød, der stod og blev varmet på komfuret. Hver morgen sneg jeg mig til at tage lidt fløde på øllebrøden, jeg tror ellers ikke, at fløden var beregnet til andet end kaffen, men der var ingen, der sagde noget.
Efter mit ensomme morgenmåltid gik jeg ned i mejeriet.
I den tid jeg havde været på ostelageret, havde Krogh fået damp på kedlen. Det var et Stokerfyr, det vil sige, at det brunkul vi fyrede med blev malet til smuld og ved hjælp af en snegl blev det transporteret ind i kedlen. Det var ret moderne på det tidspunkt. Dampmaskinen var også sat i gang og trak nogle pumper og kølemaskinen ved hjælp af en lang aksel der gik oppe under loftet. Den første mælkekusk var også kommet med mælk fra leverandørerne, det var han ved at veje ind sammen med en ældre landmand, der kom og hjalp til. Når vognen var tom blev den kørt frem, og den næste hestevogn holdt parat, mens den første blev læsset med valle og syrnet mælk i de junger, der var blevet tømt for sødmælk. Det var Preben, der stod, og vejede det ud til leverandørerne. Han var blevet færdig med det arbejde, han skulle i smørkammeret.
Smørret var blevet kærnet og kærnemælken var tappet fra og kærnen stod nu og kørte langsomt rundt for at ælte det sidste vand ud at det. Det kunne passe sig selv i lang tid, så Preben kunne sagtens veje ud og holde lidt øje med, hvad der foregik i smørkammeret.
Mejeribestyrer Holger Rasmussen stod i forretningen og udleverede det smør og ost som mælkekuskene skulle have med hjem til leverandørerne, de havde gerne nogle små sedler med, og rationeringskort, for man kunne ikke købe det smør, man ville, selv om man egentlig selv leverede råproduktet, mælken. Der kom også folk fra byen og handlede. De kom gerne med en lille spand, som de fik fyldt med sødmælk eller kærnemælk. Når den sidste mælkevogn var kørt lukkede Rasmussen forretningen og gik ind for at lave ost.
Ostekarret var i mellemtiden blevet fyldt med mælk, og så satte Rasmussen løbe til osten, og så gik han gerne ind og drak formiddagskaffe mens osten stod de 40 minutter, den skulle. Rasmussen og jeg hjalp hinanden med at skære osten i små stykker på størrelse med en hasselnød, derefter begyndte han at røre i osten med en skovl eller en greb, frem og tilbage, så osten ikke lagde sig på bunden og brændte sammen. På et tidspunkt blev meget at vallen tappet af, og Rasmussen fik travlt med at hælde varmt vand ned over ostemassen så den havde den rigtige temperatur. Alt det lavede mejeribestyreren selv.
Efter at jeg var kommet fra ostelageret begyndte jeg at vaske mælkeflasker. Det var nogle klare flasker, som kunne rumme en liter sødmælk. Jeg vaskede ca. 120 flasker hver dag, og derpå fyldte jeg dem fra en junge med en hane på. De stod i nogle rammer med 12 i hver, derefter blev der sat en kapsel på med ugedagen stemplet på. Mælken skulle jo lavpastoriseres så de blev sat op i et kar fyldt med vand, og der stod de og blev varmet op i en times tid.
Jeg var ved at være færdig med mit arbejde, og Preben havde vejet smørret af og slået det ned i de syv, otte dritler, som nu var sat ind i kølerummet og ventede på, at der skulle komme en fragtmand, så de engang kunne havne ovre i England. Det var et slæb at læsse de dritler, de vejede 55 kg, for smørret i dritlerne vejede nøjagtig 50,8 kg.
Nu gav Rasmussen et brøl fra sig inde fra osteriet. Det fik os alle til at smide det vi havde i hænderne for at skynde os ind og hjælpe med at lave osten færdig.
Jeg skrev at Rasmussen gav et brøl fra sig. I sine yngre dage hed det sig, at han kunne brøle så højt, at de kunne høre ham i Asperup, når han blev vred eller når noget gik ham imod. ”Nu brøler Tyren i Båring” sagde man. Men det var nok kun noget man sagde, jeg har aldrig selv hørt det, han var altid flink over for mig.
Vi hjalp alle fire hinanden med at lave osten færdig, og til sidst var osten havnet i nogle pressere, der pressede det sidste valle ud at osten, her sad de i spænd ca. tre timer. Nu var det ved at være middag, så vi gik op til mejeribestyreren og spiste, vi spiste alle på mejeriet. Til middag sad vi i køkkenet, vi spiste hurtigt, så havde vi lidt tid til os selv, inden vi gik ned i mejeriet igen og gjorde os færdige. Bagefter vaskede vi os og gik op på værelset og sov en times tid, vi havde jo været tidligt oppe. Der var lidt leverandørregnskab, der skulle ordnes, så vi sad på kontoret et par timer.
For at glæde os selv gik jeg ind til bageren, dér boede lige ved siden af, og købte en stang wienerbrød, som jeg spiste med velbehag, sådan en stang kostede 40 øre. men så fik vi også brugsanvisning med, forstået på den måde at bagerkonen sagde, at vi skulle bare lægge wienerbrødet på en varm radiator, så smagte det som nybagt.
Det var ved at være aftensmad tid, og klokken 18 gik vi op til mejeribestyreren og ind i stuen. Her var vi alle samlet til aftensmaden Holger Rasmussen og fru mejeri bestyrer Rasmussen, Preben og Krogh og Kroghs kæreste Magda, og når vi var samlet kom mejeribestyrerens gamle mor trissende ind. Hun var utrolig gammel, helt klædt i sort fra øverst til nederst. Når hun var nået om til sin stol, var det min opgave at skubbe stolen ind under hende, så hun kunne komme til at sidde ned. Når vi var færdige med at spise, var det også min opgave at tage stolen væk så hun kunne rejse sig igen. Om aftenen kunne vi lave hvad vi havde lyst til.
Det var den 1. juni 1950 så jeg spurgte om jeg ikke kunne få min løn. Rasmussen fandt otte tikrone sedler frem til mig. De 80 kroner var min månedsløn, men så fik jeg også gratis kost og logi, og en fornemmelse af at de passede på mig i alle døgnets 24 timer.

Bent Kristiansen
Dianalundvej 6
4293 Dianalund
Tlf. 58 26 02 42