Juleferien hos Rasmus og Anders

Godt gemt bag de hvide bakker lå det lille husmandssted.
Her boede søskendeparret Anders og Rasmus. De havde arvet husmandsstedet efter deres forældre, der var døde for mange år siden.
Hvert år når det var ved at være jul gik der ligesom panik i dem begge. Det var ikke ænderne eller gæssene, ja ikke engang juletræet, der kunne bringe de to ungkarle ud af fatning. Nej, hvert år midt i december skrev deres eneste søster, at nu kom hun på besøg et par dage sammen med sin mand. Hun havde ellers gjort et godt parti. Hun boede i en stor villa i storbyen sammen med sin mand, der var redaktør på et af byens store aviser. Men hvert år til jul kom de et par dage og besøgte det lille husmandssted.

Anders og Rasmus så hen til det med glæde, men samtidig også med en hvis frygt, for søsteren havde en hvis evne til at blande sig i alting. Efter hendes mening overholdt hendes to brødre ikke de rigtige rengøringsnormer, så hun tog ofte fat med kost og spand rundt omkring i køkken og stuer. Så når de to tog hjem igen skinnede det lille husmandssted af renlighed og brun sæbe.
I år skulle det være anderledes, sagde Anders og Rasmus. Så de havde i hele december måned ikke lavet andet end vasket og skuret og skrubbet. Så det hele skinnede rent og indbydende. ”Vi vil lave noget sjovt med dem, så vi rigtig kan komme i stemning,” sagde de til hinanden, mens de hev potten ud under sengen. Potten blev skrubbet og skuret og bagefter sænket ned i gruekedlen i noget spilkogende vand og derefter tørret af med et rent viskestykke. ”Nu er potten så ren, at vi kan drikke af den,” sagde de til hinanden.
Det var ved at være aften og næsten mørkt inden søsteren og hendes mand indfandt sig. Anders og Rasmus serverede lidt kaffe med hjemmebagte boller. Derefter blev gæsterne anvist gæsteværelset med petroleumslampen og kommoden. Potten stod strålende blank under sengen. Lige inden gæsterne var ankommet havde Anders og Rasmus hældt en øl, endda en Tuborg i potten. De glædede sig til at se søsterens forargede ansigt, når hun opdagede det gule stads i bunden af potten. Og svogeren ville også blive godt forarget, selv om han ved pottens hjælp slap for sin lange vandring om til skuret bag ved med de tre hjerter på døren.
Anders og Rasmus sad i stadsstuen og ventede. Tiden blev lang. For ventetid er længere end al anden tid. Men endelig kunne de høre søsteren og hendes mand komme ned ad trappen. Nej hvor de glædede sig. Og ganske rigtig. Svogeren kom med potten i strakt arm ud fra sig og søsteren lignede en tordensky. ”Hvad er det her for noget svineri,” råbte hun vredt.” Ak det,” sagde Anders og Rasmus i kor og snuppede potten ud af hånden på den forbavsede svoger. Anders satte potten for munden og labbede noget af indholdet i sig, mens Rasmus klaskede sig på lårene af grin. Da Anders havde drukket sig mæt rakte han resten over til Rasmus, der satte potten for munden og tømte den til bunden, mens Anders fremstammede, at det var øl, der var i potten. ”Du ville måske også gerne have haft en tår,” grinede han, mens han rakte den tomme potte over til svogeren. ”Ja, det kunne jeg da godt have tænkt mig, men det skulle så være før jeg tissede i den,” sagde svogeren og kluklo, da han så udtrykket i Anders og Rasmus forstenede ansigter.