Æ PANDEKÅG –

En sandfærdig beretning om” æ gammel Skarby” og en slagter fra Ramme.

Sej mæ, gammel Jens Peder, kjæen I ham,
han boed derud o æ hed ?
Nå, gjor I eet, ja se, det var en skam,
for ætter hans lige, der skal man led.
Ja, han var så møj en slemme slog
såen te å law nøj kunster og kommers.
Ja hva han har bedrøwen ku fyld en heel bog,
men a vil no nyves med en hal snes vers.

Han gik så jenne og pløged derud
å pas`t hans kow å hans griis,
men blomster, det haj han ibåg si rud,
å han laved selv den mad, han sku spiis.
han kjernt sit smør å han bagt si brød,
hans kaffe var brummel å swåt,
å tit han lawed en stoer skod grød,
ja, å den smagt for resten godt.
Men hans pandekåg, ja af den gik der ord,
for han spar slet ett o æ æg,
å I kan trow, når den blev sat o æ bord,
så griner den gammel glå i æ skæg.

Imell` hans venner, om én såen kan sej,
der var der en slagter fra Ramme,
en kåel, der tog altid hwåt o vej`,
ja, han var ren ud såe nøj kamme.
De skyvtes te å drell hinajen
såen når lejlighed gaes,
ja, de har, så vidt a har forstajn, hat en masse løjer å spas.

En daw Jens Peder håj laved si mad,
en pandekåg stoer og sprød,
så var der eet mer mjælk i hans fad
te han ku fo te si grød.

”Nå,” tint Jens Peder, ”a mo ud å strip,”
æ pandekåg sat han øwer
o æ wandgrylåg, men han ud mot strip
for å røk`i den hjælmed si jøwer.

Imens Jens Peder war ud ved æ kow,
så kom æ slagter farend,
å no ka I hejsen lig trow,
der bløw en slem snygren å snågen.
Ja, han kom stikken ind i æ kykken, den slog,
Å keg i Jens Peders gryd.
Han gloed o æ bord å i hwer en krog
om der war nøj, han ku nyd.





Så ser han æ pand mæ æ pandekåg
å grinned: ”ah den er gour”.
Så strewt han ret å lod den sæ småg,
ja han propped godt i æ houed.

Så gik æ dar, å Jens Peder træjer ind.
Æ slagter han tager sæ å gier en bette grin.
”Tak for mad skul en wal sej,
ja, pandkåg smajt godt.
jaja, no er der ingen grund te å ta o vej
for æ pandekåg hår a jo fåt.”

”Hwa”. Skreg den gammel, ”har du ædt æ kåg?
Jamen så er du en dødsens mand.
Jamen herregud, ku du ingenting småg?
A troed da, du haj di forstand.
Tho den war jo lawed te æ rotter å æd
med strandløg—jamen te det sku hænd.
Du mo te æ douter, kør øwer æ hed,
alt hwa di hææst ka rænd.”

Æ slagter bløw bleg, å skidt so han ud
Han bode hikked å ræbbed.
Han fik ondt i maw å bløw lind som en klud.
Hans howed sæ i angst sæ forskrækked.

”Men,” sejer den gammel, ”a kjinner en råd,
å drik nymalkemjølk sku wær godt,
a står mæ en spand, du må stræw å tåè,
ja, for a tøwes du er ved å blyw swåt”.

Æ slagter han bæller æ mjælk i en hast,
om også der var gråner i´e,
men hva, mjælk ka jo eet såen go fast,
sjel om den eet er sie.

Med det samm han hå fåt æ, sprang han o æ vogn
å tæsk te æ hææst mæ æ pisk,
å i fo minutter war han ud å æ sogn
å ind i den næst som en visk.

Jens Peder stu ud i æ da
å so, om det her gik godt.
”Ja mi unnen blyver nøj tager,
for al mi mjælk har han fåt.
Men a ved, hva a vel, for mi pump ka gi wand,
Å så vel a svirp æ kand.
Men a har i grunden undt å æ mand,
for han troed jo, det war sand.”

Andreas Andersen
Digtet læste Helga Lindholm fra Holstebro da en gruppe eventyrfortællere var samlet på Broby Skole den 27 april 1996.

Er der én eller anden der vil og kan læse digtet vil vi gerne høre det på www Niloese dk
I mellem tiden kan dette høres -
Dialekt fra Lemvigområdet