Byvandring i Niløse - igen

Igen en byvandring i Niløse den 18. september 2010

Klokken 13 mødtes 75 mennesker ved kirkens parkeringsplads. Kaj kom med en vogn med to flotte heste for til dem der havde lyst til en køretur, mens vi andre gik på vores gå ben. Poul Erik Jensen begyndte sin fortælling om den gang Niløse var en driftig by med mange forretninger og virksomheder.


Niløse kirkes præst Jon Skjold Henriksen startede med at fortælle om kirken og dens historie.
Kirken er jo nu byens ældste bygningsværk. Den stammer fra 1100 tallet.
Hvis vi så forsætter ved de gamles hjem (nu Niløseholm), så blev bygningen først brugt som alderdomshjem, senere var det et hjem for udviklingshæmmede voksne og nu er der unge mennesker med lidt tilpasningsvanskeligheder der bor der, for at kunne flyve videre i deres tilværelse.

I næste hus boede Ejner og Margrete. Ejner var pedel på den nye skole, der blev bygget uden for Niløse i 1955.
I næste hus var der saddelmagerværksted i kælderen og apotek udsalg. Senere købte mejeriet huset og lavede to lejligheder til deres mejerister. Jeg beskriver, at vi flyttede ind i huset og boede der fra 29 april 1961 til november 1966.

NILØSE DEN 29 APRIL 1961
Den 29 april 1961 holdt vi uden for 9 Huset i Niløse med et stort flyttelæs som vi havde lejet Knud Brixtofte til at køre for os for 100 kroner. Ude i haven lå Erling og Inger og slængede sig på græsplænen. Det var dem der boede oven på i det toetagers hus der blev vort hjem de næste 6 år. Vi blev budt på en øl og det kunne vi godt trænge til oven på den anstrengende køretur fra Strøby, hvor Ove og jeg sad på ladet mens Grete og Leo og Alf sad inde i førerhuset sammen med Knud Brixtofte. Alt hvad vi ejede havde vi på lastbilen. Det eneste der ikke var plads til var savbukken for den troede vi ikke vi fik brug for. Men det skulle vise sig, at den var noget vi kom til at savne ret hurtigt, for vi fyrede med brænde nede i kælderen til begge lejligheder.
Det var mejeriet der ejede huset vi boede i. Der var et navneskilt på huset, der viste at huset var opkaldt efter ost vi lavede på mejeriet ( 9 HUSET ) Vi gav 75 kroner om måneden for den nederste lejlighed. På første sal var der en lille lejlighed som skiftende beboere boede i i kortere eller længere tid. Vi havde fælles fyr-og vaskerum i kælderen og så deltes vi om haven så godt vi kunne. Mejeriet satte sit præg på byen. Rundt om lå der huse som mejeriet ejede og som var beboet af folk, der arbejdede på mejeriet. Så der var forholdsvis mange unge mennesker i byen. To købmænd. En slagter. Bageriudsalg. Skomager. Skrædder. Tømrer og snedkerværksted. Damefrisør. Herrefrisør. Entreprenør. Ja, der var nok flere forretninger end dem jeg har nævnt.

Poul Erik er god til at fortælle, og god til at huske så vi 75 mennesker kunne godt følge med i hvad der skete i husene dengang i 30-40 og 50erne her i Niløse, selv om det blæste kraftig og Poul Erik måtte bruge en megafon for at overdøve den stride vind.

Det gamle bindingsværkshus som Mathilde boede i blev købt af Tobiasen og revet ned. Leo, vores søn fandt hurtigt ind til Mathilde og løb til købmanden for hende for at tjene en 10 øre, og når han kom tilbage med varerne havde Mathilde bagt pandekager. Leo begyndte senere at komme ned til Bedste, Jens Hansens kone, der boede der hvor Blikkenslager Christoffersen før havde sin virksomhed med forretning og fortinneri.


Ja, der dukker mange erindringer frem under sådan en byrundtur.

Poul Erik fortalte meget mere om de huse på Kongstedvej, hvor der både var Hjulmand, Karetmager, Pensionat, Tømrer, Smed, Skomager, Skrædder, Farvehandel, Niløsegården med storkerede på taget, hvor der engang var to hanner om en stakkels storkehun, hvor en behjertet mand ville skyde den ene han stork, men ramte hunnen. Ja, mange små historier.

Efter at have fortalt lidt om Nørgaard Poulsens gartneri kommer jeg i tanker om, at
vores hus, som vi byggede i 1966, ligger på det gamle gartneri jord:
Da vi havde boet i huset i 6 år fandt jeg ud af, at jeg som mejerist kunne få et billigt lån og bygge en landarbejder bolig. Og da Jørgen Rasmussen købte det gamle gartnerjord og gerne ville sælge et par byggegrunde, var jeg ikke længe om at slå til. I november 1966 flyttede vi ind i huset. Vi havde givet 3000 kroner for grunden, og da vi yderligere gav 1000 kroner blev jorden udstykket og vi blev tilsluttet Niløses kloaksystem og vejen blev lavet.
Alt det fik vi for 4000 kroner. Vi lånte 48000 i Hypotekbanken og det slog næsten til, så vi kunne bygge huset.
Jørgen Rasmussen, som vi købte grunden af var en ældre landmand, der havde haft et lille husmandssted ude på Holmen. Nu ville de sælge husmandsstedet og byggede et hus på den ene grund. Og udstykkede de andre grunde med noget besvær til Knud Nielsen og os.
Vi måtte en tur til Holbæk og bede om tilladelse til at udstykke grundene. Men det gik.

Så gik vi op ad Bygaden.
Den gamle købmandsgård nede ved gadekæret, der nu kun rummer beboelse var førhen forretning og beboelse og i den ene ende lå det gamle kommunekontor.

Op ad det hus lå den gamle skole og næste hus var så det nye kommunekontor, der nu næsten ligger hen som en ubeboet bygning, hvor ejeren kun kommer nogle få gange om året.
Overfor ligger Kirkebakkegården hvor Kaj bor med sine flotte heste og ved siden af ligger det gamle Drive Inn, som førhen var en gård:
Nidløse mellem 1940 til 1942
Købmand Wøldike ved gadekæret, der var på et tidspunkt benzinstandere udenfor ved gavlen
Købmand Laurids Christensen
Niels Olsens Gård (Fanden skidme Niels)havde fælles udkørsel med Kirkebakkegården, som ejedes af Munk og havde Madelung til bestyrer.
Den gamle blikkenslager Christoffersen
Mathilde
Store eller lange Aksel
Postgården Store og lille Bjørn
Møbelforretning Tobiasen med et lille savværk bagved
Skomager
Jens Hansen, entreprenør
Niløsegården gartneri med 2 drivhuse. Havde mange køer (Ca. 100)?, der om sommeren blev malket i Verup mose. Den gale ko kom farende og jagede malkepigerne. En rask fodermester slog koen på panden så den døde. 7-8 spand heste. Og ca. 30 mand om sommeren. Hestene blev vandet i gadekæret

Fortalt til Bent Kristiansen af BØRGE MADSEN som var karl på Tvebjerggården, der lå midt i Niløse i 1942 og som kan ses på et lille fotografi fra 1942 i bogen” Niløse i billeder” på side 31, som danner grundlaget for Poul Eriks fortællinger, som fortsætter med skrædder Mikkelsen, der spyttede langspyt og hunden snuppede skråen.
Købmand med benzinstandere uden for.

Brød Jens og urmager, der hvor Gurli bor i dag. Urmageren var flink og lappede min kones cykel en dag for mange år siden, hvor hun kom trækkende med sin punkterede cykel. Og uret uden for viste kun at klokken var fire, da Jørgen Rasmussen cyklede forbi en sommermorgen for at komme på arbejde på Orebo Teglværk, så han vendte om og gik i seng igen og sov et par timer.

Bakkely brødudsalg hvor man først i 50erne kunne sidde og se fjernsyn mod at man købte en halv stang wienerbrød for 40 øre.
Slagteren og hans kone solgte kød og flæsk, selv om folk sagde, at det næsten var hurtigere at køre til slagteren i Dianalund for at blive ekspederet.

Der lå en manufakturforretning ved siden af, der også havde et apotekerudsalg.
Nu er rundvisningen til dels slut, jo, der var også en barber, der brugte masser af brillantine tilsat lavendler, som blev smurt i håret med rund hånd så det drev ned ad kinderne.

Jo, det var en interessant byvandring fortalt af Poul Erik Jensen og jeg har så lagt nogle egne oplevelser til i den interessante tur, der endte i Niløse gårdens flotte nyrenoverede selskabslokale, der let kunne rumme os 75 mennesker, der kom ind i et opvarmet lokale, hvor bordene var dækket og kopper og kage stod på bordet.

Jeg havde lovet at underholde en halv times tid om de næsten 50 år vi har boet i Niløse og set hvordan den ene forretning efter den anden forsvandt fra byen.

Og om de første 10 år på mejeriet og de næste 10 år hvor jeg kørte ud af byen på arbejde og kom tilbage på dengang nok byens største arbejdsplads Niløseholm, hvor der boede ca 20 psykisk handikappede.

Og til sidst fortalte jeg om de sidste næsten 20 år som pensionist og skriBent.
Jeg gik også 5000 år tilbage i tiden ved at læse min historie om stenalder pigen, der redder en nutidspige fra at blive bidt af en hugorm.

Som afslutning af min halve times indlæg læste jeg om den dag de kåde Pangsjonister var på besøg hos Marina og spiste gule ærter, mens vi havde besøg af TV øst.


Det var afslutningen for en god dag i Niløse hvor jeg fortalte og læste for 75 personer, der på én eller anden måde har tilknytning til Niløse. Jeg blev forbavset over den gode akustik, der var i den store festsal. Almindeligvis skal man have mikrofon, når der er så mange mennesker samlet, men de sagde alle, at de let kunne høre mig, selv om jeg stod i den ene ende af den store forsamling.
Alt i alt en glædens dag.

Fotografierne er taget af Alf Kristiansen på byvandringen i Niløse den 18. september år 2010.


Her er mine fortællinger:


TIDENS TAND
Jeg lånte en stor flot bog om ”Nationalmuseets arbejdsmark år 2003”. På side 229 læser jeg om ”Stenalderbønder på Sommerjagt”, der er en beskrivelse af en udgravning foretaget i Åmosen uden for Niløse. Det gav mig inspiration til denne historie:

Denne varme sommerdag tilbragte hun ude i søens vand. Den lavvandede sø var et ideelt sted at samle muslinger. De lå tæt på søens bund, hun kunne blot bøje sig ned og samle op i sin flettede kurv. Vandet var ikke særlig dybt, hvor hun gik. Hun havde taget kjortelen af og lagt den til tørre på søbredden efter at have vasket den med sæbeurt. Her kunne kjortelen ligge og tørre i solen. Når solens stråler blev for voldsomme satte hun kurven fra sig på søbredden og løb ud til hestehullet længere ude i vandet. Så svømmede og dykkede hun hen over det bundløse sted. Hun kaldte på hunden, men den var ikke til at lokke fra dens plads ved siden af hendes kjortel. Bare den nu ikke bider i den, tænkte hun, mens hun plaskede rundt. Men den havde et stort kødben den fortærede, så det var ikke sikkert den faldt for fristelsen og gnavede i hendes kjortel forarbejdet af skind fra en kronhjort.
Nu var det igen tid at samle muslinger, så hun forlod hestehullet og snart mærkede hun fast bund under fødderne. Hun rakte op efter sin amulet, som hun havde i en lædersnor om halsen. Lædersnoren var der, men den gennemborede oddertand var væk. Det var ikke blot ærgerligt, det var en katastrofe. Den oddertand havde hun båret som et totem, der beskyttede hende mod alt ondt. Som hun sad der denne skønne sommer eftermiddag følte hun sig helt nøgen. Intet kunne beskytte hende mod det onde, hun altid forventede at opleve.
De var lige ankommet med deres både til den store sø. I lang tid havde de roet og padlet og skubbet deres båd gennem siv og andet grøde for at komme til deres sommerboplads ved den store sø. Her havde de slået lejr. Repareret deres huse fra sidste år og gjort klar til fiskeri og jagt, for landet omkring søen var et sandt paradis for mange forskellige dyrearter, der hver dag drog ned til søens bred for at drikke af det klare vand, for derefter at gå tilbage og æde videre af det grønne græs. Ja, æde sig fede og lækre, så menneskene blot kunne tage for sig af retterne, og tørre kød, skind og huder på de opstillede ramper af fældede træer. Og søen rummede også uendelige rigdomme af muslinger, fisk og krabber, som de kunne fange i deres flettede ruser. I sådan en ruse kunne der godt ligge en stor fed malle, der kun ventede på at blive ristet på bålet og derefter spist, mens fedtet drev ned ad armene.
Men denne eftermiddag var alt ligegyldigt. Totemet var væk. Hun vadede ud i vandet for at lede efter den forsvundne oddertand. Mens hun gik i vandet helt opslugt af sin sorg tænkte hun på, at det hul der var boret i tanden, måtte være slidt større og større for til sidst at give efter og løsne sig fra lædersnoren.
Hunden havde rejst sig og stod og gøede på søbredden. Den fornemmede den sorg dens herskerinde følte denne varme sommerdag. Hundens gøen blev til langtrukne hyl, da den så sin herskerinde gå til bunds i hestehullet, hvor hun blev suget ned i en pludselig malstrøm. Kun hundens tuden bebudede at en tragedie var sket.
Vi så ud over mosen, hvor åen slynger sig dovent gennem landskabet. Solen skinnede fra en skyfri himmel og fik os til at smide skjorterne mens vi gravede det sorte guld frem fra en fjern fortid. Stabler af tørv lå til tørring så langt øjet rakte og hestekøretøjer i stribevis læssede de uendelige mængder af tørv for at køre dem til byerne, hvor de havnede i folks komfurer og kakkelovne. Men her var der mange, der tjente deres brød. Svedige mænd gravede tørv op i tonsvis, som så blev lagt ud på græsjorden for at tørre, og kvinder og børn vendte dem eller stablede dem op i pyramide lignende stakke, mens hugorme hvislede omkring dem. Der var igen kommet liv i den gamle søbred. Men tiden havde forandret alt.
Hun var lige kommet fra skole. Men tørvene skulle sættes i stakke. Da hun brækkede to tørv fra hinanden, så hun en hvid tand stikke ud som en rovdyrtand af den ene tørv. Forsigtig vristede hun den løs og så, at tidens tand havde gnavet i tanden og det hul der engang for 5000 år siden var blevet boret i tanden med et primitivt redskab var ødelagt. Måske af tidens tand. Hun puttede tanden ned i lommen på sit forklæde, der normalt kun indeholdt hendes lommetørklæde, og lagde sig igen på knæ og fortsatte sit arbejde med at røjle tørv. Pludselig hørte hun en væsen og en hugorm kastede sig frem mod hende parat til angreb. Hun nåede ikke at vige til side for hugormens heftige angreb. Hun mærkede og hørte et lille smæld, da hugormens gifttænder ramte den gamle oddertand i hendes lomme. Den gamle oddertand fra fortiden stødte i en brøkdel af et sekund sammen med nutidens gifttand. Fortid og nutid mødtes i en sanseløs sekund. Hun tog glad den gamle oddertand op af lommen, mens hun tænkte: Selv om tidens tand har gnavet i den, har oddertanden af én eller anden grund beskyttet mig mod det onde, der i form af et hugormebid har beskyttet mig denne eftermiddag her ude i mosen.

Ålen og Storken.
En stork fløj hjemad med en ål.
Men Jens og Peter gav et skrål,
Så ålen ud af næbet foer.
De fik den fat, og så ind til mor.
Og tænkte begge: ”Gode gud,
Har vi en gang set sådan ud.
Til mormor næste dag de gik
Og kan du tænke, hvad vi fik
i går af storken, bedstemor.
Hvad fik i da: ”En lillebror.”
En lille. ”Ja, og ved du hvad.”
Ham spiste vi til middagsmad.
Kaj Munk


LILLEBROR OG STORKEN
”Hvis i lægger en sukkerknald i vindueskarmen varer det ikke længe, før storken kommer med en lillebror til jer,” sagde bedstemor en dag hun var på besøg.
Nej, hvor var det spændende. Jens og Peter så ofte op mod himlen for at se, om storken var på vej. ”Vi bliver nok nødt til selv at hente storken,” sagde Peter en dag, hvor de forgæves havde kigget op mod himlen. ”Jeg er sikker på, vi sagtens kan fange storken på engen nede ved åen, hvor den går rundt på sine lange ben og fanger skrubtudser og andet lækker mad.” Peter så forventningsfuld over på sin bror.
De fandt et gammelt net ude i udhuset, og så drog de af sted mod engen og åen uden for den lille by. Og ganske rigtig. Lige ved siden af åen gik storken og spankulerede og holdt øje med alt, hvad der bevægede sig i det våde græs. Drengene sneg sig nærmere. Men storken havde for længst opdaget de to formastelige, der sneg sig ind på dens område, så da drengene var kommet tæt nok på, tænkte den, at nu var det på tide at komme væk. Den skulle lige til at lette, da den så noget bevæge sig i det våde græs. Haps, sagde den, og snuppede det sprællende bytte, mens den tog tilløb og bevægede vingerne i sin flugt hen over drengenes hoveder.
”Nej se,” råbte Jens glad,” den har lillebror i munden. Altså i næbet,” føjede han til. Drengene spurtede efter storken, der fløj lavt hen over byen. ”Den flyver hjem til os med lillebror,” jublede de i kor.
Hvordan det gik til, fandt storken aldrig ud af, men pludselig tabte den sit lækre bytte. Drengene var lige under den, og med et jubelskrig greb Jens sin lillebror, inden han ramte den hårde jord. Jens holdt fast. Han stirrede målløs på det storken havde foræret dem. Så et nyfødt menneskebarn virkelig sådan ud. ”Kom, vi skynder os hjem til mor,” sagde han, og løb det sidste stykke vej.
Sikke en opstandelse der blev. Den store stegepande blev sat over, og en stor smørklat kom på, og så spiste de lillebror til middag.
To dage efter sagde deres far, at de skulle gå over til mormor. Og mormor fortalte, at nu skulle de have en lillebror. Men da sagde Peter, at de skam havde fået en lillebror, der kom med storken den anden dag. Og Jens tilføjede, at ham spiste vi til middag i går. Bedstemor slog hænderne sammen og udbrød. ”Jamen jøsses børn, har i spist jeres lillebror.” ” Ja,” far sagde, at den lillebror var så grim, så vi spiste ham til middag.”
Da deres far hentede dem hjem næste dag, lå deres mor inde i sengen, og i vuggen ved siden af, lå en lille nyfødt dreng. ”Hvad, er du vores lillebror,” udbrød begge drenge i kor, mens de forundrede kiggede ned i vuggen. Og Jens skyndte sig ud i køkkenet, og hev den store stegepande frem og kom en klat smør på, for du er så grim, at dig vil vi heller ikke beholde, så du bliver spist til middag, akkurat som den lillebror storken kom med. Men da sagde hans far, at det skulle han ikke begynde på, for de skulle have medister til middag, for medisterpølse lignede mest af alt den lillebror, de havde spist for et par dage siden.