Foråret er kommet

På min spadseretur i dag den 11 april 2011 lod jeg erindringen gå tilbage i tiden.

Den 9 april 1940 blev vi besat af tyskerne og jeg stod om morgenen og kiggede ud over vores skov for enden af vores have og så de tyske flyvemaskiner flyve lavt hen over trætoppene.

Den 9 april 1981 gik jeg og passede mit arbejde ude i haven på Niløseholm, hvor erantis stod i flor efter den lange vinter, og hvor foråret fik de gule blomster til at funkle som et gult blomstertæppe.
Jeg tog nogle blokke med rod og top og plantede dem på græsplænen i de riller jeg havde gravet og skrevet FORÅR.
Næste forår inden vi slog græsplænen stod ordet forår midt på græsplænen til stor forundring for beboere og personale. Og hvert forår i de 11 år jeg var arbejdsmand på Niløseholm kunne jeg altid lokke nogle med ud og se på de erantis, der bebudede at foråret var på vej.
Og nu den 9 april, 30 år efter jeg skrev Forår på græsplænen på Niløseholm, gik jeg ind til de unge mennesker, der nu bebor Niløseholm og fortalte, at jeg for 30 år siden havde skrevet forår på deres græsplæne og jeg fik lov at tage et fotografi af de gamle erantis, der frimodig kigger op af jorden og bebuder at et forår er på vej.

DET VAR DEN 9. APRIL

Det var den niende april
da tyskerne overskred de danske grænse.
Vi havde dagen i forvejen
modtaget følgende budskab :
Der må ikke skydes på tyskerne.
Deres flyvemaskiner
kastede sorte skygger
i det tidlige morgengry.
Vi dukkede os alle
og følte os bange og små.

De kom over grænsen
nogle råbte hurra
de fleste skammede sig.
Var vi i krig ?
Eller kom de som venner.
De spiste vor mad
og drak vor mælk.
Så kunne de igen
tage del i den store krig.

Snart tog de vor skole
vor mad og vor mælk.
De skulle jo også leve
helst godt.
De lavede selv deres mad
Suppe til middag
og suppe til aften
altid suppe.
Det lugtede aldrig ret godt.

Støvletramp og sang
sådan var hverdagen
i fem lange år.
Så tog de af sted igen
de gik mod syd
mod grænsen
med nederlaget malet i deres ansigter
De var unge
meget unge.
Kun store børn.