Marina fortæller

For næsten 40 år siden flyttede Poul og jeg til Niløse sammen med vore to børn, Jette og Vagn.
Det første års tid boede vi tilleje ovenpå i mejeriets hus over for kirken. Men pladsen blev for trang, så vi købte det lille hus, der ligger først for i byen, når vi kommer fra Dianalund.



Efter nogle år købte vi det lille landsted over for Kongstedlund mejeri, der var Pouls fars fødehjem. Men landbruget og et fuldtidsjob blev snart for meget. Så da damefrisøren flyttede fra byen fandt vi vores drømmehus midt i Niløse, hvor vi har boet i 28 år. Hvor var vi glade for det hus. Men børnene er for længst flyttet hjemmefra og Poul er død.
Og alle de trapper som vi før løb op og ned ad. Ja, de er næsten uoverkommelige, så da jeg fandt ud af at kommunen ville beholde de ældreboliger, som ligger i Niløse slog jeg til med det samme.
Hvor var det godt jeg kunne blive i Niløse, selv om jeg må rejse fra mine gode naboer på Kongstedvej. ”Men så bliver vi jo naboer,” sagde Meta trøstende engang vi kørte fra Holbæk efter at have været ude at optræde med de andre kåde pangsjonister.
Og Marina fortæller videre, at hun har stor glæde ved at være med i vores gruppe på 10-12 pensionister, der tager ud på plejehjem, dagcentre og andre steder hvor vi optræder med små erindringsspil. For ikke at tale om Andelslandsbyen Nyvang, hvor vi ofte er gæst på husmandstedet og fortæller erindringer og historier.

Billede af Meta som vaskekone på Andelslandsbyen Nyvang, hvor Marina er Jens Vejmands kone under ”De kåde Pangsjonisters” opførelse af erindringsstykket
”Jens Vejmand, Stine hans kone og Abelone.”


Vaskedagen:

Cirka een gang om måneden var der vaskedag. Dagen var forberedt i forvejen ved at mor havde sat alt vores beskidte tøj i blød i alle de baljer, vi ejede. Det mest beskidte var sat i blød i noget vand, hvor der var kommet noget soda i. Sodaen skulle trække snavset ud af tøjet. På selve vaskedagen var mor ikke helt sig selv, der var ikke meget tid til os to drenge, og maden gik hun også let hen over den dag. Om morgenen tændte hun op i gruekedlen, noget at tøjet blev kogt, og andet, det der ikke kunne tåle at blive kogt, blev hevet op og ned på et vaskebræt. Vaskebrættet var en firkantet træplade, med en hel masse bølger på. Bølgerne var lavet af en Zinkplade der var sømmet på træpladen, i alt udgjorde vaskebrættet en udmærket indretning til at gnubbe tøjet rent med. Der stod mor så i røg og damp hele dagen og vaskede vores tøj. Når det var vasket, havnede det igen nede i baljerne, men denne gang var der kommet blånelse i de baljer, hvor der var hvidt tøj i, for mors tøj skulle helst være lige så hvidt som naboens, det så man meget på dengang, og en kvindes vask blev altid vurderet af andre kvinder som et bevis på, at hun var en dygtig husmor.
Alt vandet, der blev brugt til at vaske tøjet med blev båret ind i en zinkspand ude fra pumpen. Vandpumpen, eller vandposten, som nogle kaldte den stod ude på gårdspladsen. Der var en stang, som man bevægede op og ned, den trak vandet op af brønden.
Jeg kan huske, der en enkelt gang var noget i vejen med pumpen, så blev cementdækslet over brønden taget væk og et par stærke mænd, som var blevet tilkaldt, hev pumpen og et langt jernrør op fra brøndens dyb. Langt nede kunne man se vandet, og man kunne se seks til syv brøndringe af cement. Det var godt dækslet blev lagt på igen, for det var farligt bare at kigge derned.
Om sommeren blev tøjet hængt ud på tøjsnoren i haven. Mors øjne kiggede tit beundrende ud på det skinnende hvide tøj, der lugtede frisk at sæbe og solskin. Om vinteren var det mere besværlig at få tørret tøjet, da blev der tit trukket en snor inde i bryggerset og en enkelt gang inde i køkkenet, for frosten kunne godt snyde hende, hvis hun hang tøjet ud. Jeg har set hende bakse med noget stivfrossent tøj, der havde de mærkeligste former, og jeg kan huske at mor var bange for, at tøjet ligefrem skulle knække inden det var tøet op.
Næsten alt tøjet blev strøget med et varmt strygejern, det skulle se pænt ud, når det blev lagt ind i skabene klar til brug. Strygejernet varmede mor på komfuret, det lignede mest en jernklods med et håndtag på. Håndtaget kunne let tages af, det var praktisk, når man skiftede mellem to strygejern, så var der altid een der stod og blev varmet op på komfuret. En enkelt gang fik mor rullet tøjet hos en rullekone, der boede oppe i Vejen by. Det var meget lettere end at stryge det hele. Men det kostede penge at få rullet det, så det var ikke ret tit der blev råd til det.

Min brors og min vaskedag

Min bror og jeg blev vasket i ansigtet og på hænderne ude i vasken i køkkenbordet. Der havde vi en emaljeret vaskefad som der var slået en masse emalje af i tidens løb. Men det kunne bruges. Her blev der hældt noget koldt vand op til os, for det blev man mere vågen af, sagde man den gang, så vi fik ikke varmt vand at vaske os i. Mor havde kammen til at redde vores hår på en hylde lige over vasken, den blev flittigt dyppet i det vand vi lige havde vasket os i. Så når den proces var slut, stod min bror og jeg rene og vandkæmmede parat til at møde hverdagen i vores fattige tilværelse.
Når vi rigtig skulle vaskes, altså over hele kroppen, skete det den første tid på den måde, at to taburetter blev stillet sammen, og oven på dem anbragte mor en zinkbalje. Somme tider stod zinkbaljen ude i bryggerset, men hvis det var rigtig koldt, foregik det inde i køkkenet. Når mor havde kommet godt med varmt vand i og tempereret vandet med noget koldt vand, så kravlede min bror eller jeg op i vandet. Så blev vi skrubbet og skuret, for renlighed var en dyd. Vi kappedes om at komme først i vandet, for til at begynde med var vandet helt rent, men når den første havde været i var det ikke helt rent længere, og det kunne endda se helt uappetitligt ud hvis vi havde været rigtig beskidte. Den form for afvask fik en brat afslutning, for da min bror skulle kravle op i baljen, fik han overbalance og styrtede ned med både balje og vand og sæbe, og da den proces denne lørdag aften foregik inde i køkkenet kan man godt se, at det var en hel katastrofe med alt det vand ud over køkkengulvet. Ja, helt ned i kælderen løb det. Så for eftertiden, når vi fik vores fjortendages bad, foregik det altid ude på bryggersgulvet uanset om det var sommer eller vinter. Og der var tit modbydelig koldt derude, så var vi nøgne drenge ikke længe om at komme ned i det dejlig varme vand, og komme ind i køkkenet for at blive tørret med et varmt håndklæde, der havde hængt op af kakkelovnen.
Hvordan mor og far badede ved jeg ikke. Vi overværede det i hvert fald ikke. Jeg tror ikke, jeg har set mor eller far i mindre end nattøj, der endda gik helt op til halsen på dem. De var meget blufærdige dengang.

Billede af et par drenge, der bliver badet i en Zinkbalje



Det fortalte jeg mine børnebørn om for et par år siden, hvor vi passede dem en regnvejrsdag. Michael, Lasse og Kamilla blev enige med mig om, at vi i fællesskab kunne digte en historie om:
MIN LILLBROR VIL IKKE I BAD

Det er da en mærkelig lillebror jeg har. Det siger min mor også. Han vil ikke i bad. Hver gang mor laver badevandet klar, hyler han og skriger, så mor har helt opgivet at bade ham. Så nu går han rundt og lugter og bliver mere og mere sort over hele kroppen.
En dag tog mor ham med hen til læge Iversen, for hun troede at lillebror var syg. Men lægen sagde at han ingenting fejlede, han led bare af en sygelig angst for vand.
Jeg ved godt hvorfor lillebror er bange for vand, for en dag for længe siden skulle jeg holde øje med ham, mens han sad i en plastikbalje på to køkkenstole, mens mor gik ind i stuen og talte i telefon.
Lasse, som min lillebror hedder, sad og plaskede i vandet som andre små børn gør, når de er i bad.
” Lasse,” hviskede jeg, ” der er en haj i vandet,” og samtidig gav jeg ham et nap i låret. Ikke ret hårdt, men nok til at han gav et skingrende hyl fra sig.
Og inden mor nåede ud i køkkenet. Og inden jeg kunne forhindre det, var Lasse sprunget op over kanten på zinkbaljen. Så det hele. Både Lasse. Zinkbaljen og vandet havnede med et brag på køkkengulvet.
Nej, hvor han skreg. Jeg tror ellers ikke han slog sig. For han stod og skreg ” Haj. Haj,” og tog sig til låret, hvor der viste sig en stor rød plet efter mit hajangreb. Nej hvor han hylede. Og mor skældte ud.
Heldigvis skældte hun kun lillebror ud. For hun sagde til mig, at jeg ikke kunne gøre for, at Lasse opførte sig så dumt og rejste sig op. Hun forstod ikke hvad han mente med HAJ. HAJ.
Og jeg har aldrig fortalt hende det.
Men hver gang vi får gæster og nogen siger Haj-Haj, har jeg lagt mærke til, at Lasses øjne bliver store og han ser sig altid rundt og er lige ved at vræle.
Men jeg siger ingenting.
For det er egentlig sjovt at have en lillebror, der ikke vil i bad og som bliver mørkere og mørkere over hele kroppen. ”Du ligner snart en skorstensfejer,” sagde mor til ham den anden dag. Og da sagde lillebror at han ville være skorstensfejer, når han blev stor, for så behøvede han aldrig at vaske sig.
Men da lillebror begyndte i børnehaveklassen var der én af de andre drenge, der sagde LILLLE SORTE SAMBO til ham og da blev han så ked af det at han gik hjem til sin mor og sagde: ” Jeg vil gerne have et bad. Du må godt komme sæbe i vandet. Men pas på der ikke er en haj i vandet.”
Og da jeg kom hjem fra skole havde jeg fået en hel ny lillebror. Jeg troede at min lillebror var sorthåret. Men ham der sad ude i køkkenet og spiste syltetøjsmad var lige så lyshåret som mig selv og min sorte samvittighed.

Glædens erindring.
Jeg kom til at tænke på min mor. Hun var der altid, når jeg som barn havde brug for hende.
Hun stod ved komfuret i vores lille køkken. Hun nynnede altid. Det var ikke en sang hun sang, men en bestemt lyd kom altid over hendes læber. Var hun altid glad ? Jeg ved det ikke, men altid, nynnede hun. Selv som ældre nynnede hun. Jeg tror det var det velvære ved at stå i sit eget lille køkken, der fik hende til at nynne.
Som ung tænkte jeg tit på, at mors nynnen mindede meget om, den velvære vores kat udviste, når den lå på sofaen og spandt. Det var den samme velvære.
Jeg tror ikke min mor nynnede andre steder end i sit køkken, jeg har aldrig hørt det andre steder.
I hendes køkken kan jeg huske, at der var et forstykke, og bag ved det var alle vore viskestykker og håndklæder gemt. På forstykket stod der med sirlige broderede bogstaver
HUN RØRTE I GRYDEN
OG NYNNED SÅ GLAD.

Kobberstik fra Den kåde pangsjonist Alice Jensens bog ”Minder fra Mosen”

©Bent Kristiansen medlem af De Kåde pangsionister